Læsetid: 3 min.

Herfra min verden går

I Sydslesvig er der en forståelse for, at det kun er i mødet med den anden, at man kan finde sig selv
Debat
30. marts 2001

Schengen
Så faldt grænsen mellem Danmark og Tyskland trukket fra Kruså til Rudbøl. Det er en glædelig begivenhed, fordi grænsen var ganske overflødig og stod som et symbol på en fortidig kamp mellem danskere og tyskere. Som da vi for et par år siden havde en opgejlet debat om »Euroregion Slesvig«, oplever vi nu igen patetiske protester fra tilrejsende EU-modstandere i en verden hvor kulturelle forskelle – også i Europa – fører til krige og konflikter, er der tværtimod grund til at glæde sig over, at mindretallene nord og syd for grænsen lever i harmoni med det omgivende samfund. Grænse eller ej: Gennem årtier er det lykkedes at styrke forbindelserne mellem danskere og tyskere politisk, økonomisk og ikke mindst kulturelt og menneskeligt.

Grænse uden betydning
I virkeligheden har der for de mennesker, som lever i Sønderjylland og Slesvig, gennem mange år ikke været tale om en grænse i egentlig forstand. Grænsen betød efterhånden ikke meget i det daglige. I grænseområdet opererer man med andre grænser end de rent administrative. I f.eks. Sydslesvig, hvor der findes et kulturelt alternativ, bliver spørgsmålet om identitet noget mere diffust. Det er ikke dansk eller tysk. Når man taler begge sprog, når man har både danske og tyske venner, og når man går i dansk skole, men lever i en tysk dagligdag, er identiteten ikke noget entydigt begreb.
Jeg har haft det privilegium at komme meget i Sydslesvig i de senere år. Området findes ikke på noget internationalt landkort, men eksisterer ikke desto mindre i bedste velgående.
Jeg fik et førstehåndsindtryk af fænomenet, da jeg for nogle år siden tog toget fra Hannover til Århus. Længe før den tysk-danske grænse var der mange unge dansktalende med fjeldræv, der steg på toget i Rendsborg, Slesvig og Flensborg. På vej til Århus eller studierne i København med bopæl på Arveprins Knuds kollegium. Diskussionen var livlig: Er der bedst at gå ud på Hansen Brauerei eller Börsenkeller i Flensborg ? Wo singt man Karaoke in Kiel ? Det var slående, at dansk og tysk blev brugt i flæng, person- og situa-
tionsafhængigt.

Levende og spændende
Det danske mindretal i Sydslesvig består af mennesker, der har valgt at tilhøre det. Jeg skal hilse og sige, at mindretallet ikke er kustoder i et frilandsmuseum. Tværtimod er der tale om en levende og spændende realitet. Min oprindelige tilgang til problematikken var forenklet, og i mine antropologiske selvstudier kunne jeg spørge : »Hvem holder du med i fodbold, når Danmark og Tyskland spiller imod hinanden?« Jeg stiller ikke mere den type spørgsmål. Identitet er ikke enten-eller.
I Dannevirkegårdens gæstebog har en gymnasiepige nedskrevet sin bekendelse til danskheden: »Der er et yndigt land«. For at undgå enhver misforståelse har hun suppleret med sætningen »Danmark altså«.
Identiteten er ikke fastlåst, der er mange overgangsformer, og ofte er den knyttet til Sydslesvig – snarere end til det at være enten dansk eller tysk.

Åbenhed og tolerance
Dansk identitet i Sydslesvig kan også handle om at hylde værdier, der opfattes som særlig danske, f.eks. åbenhed og tolerance. Imidlertid er der er tale om værdier, som i det moderne Tyskland i høj grad også er tyske.
Sydslesvigere der besøger Danmark oplever ofte, at deres situation forstås bedre af unge indvandrere end af danskerne. Indvandrere i Danmark lever også i den spænding mellem afgrænsning og assimilation, som præger sydslesvigere.
I Sydslesvig derimod er der en forståelse for, at det kun er i mødet med den anden, at man kan finde sig selv. At de andre snarere end en trussel kan være en oplevelse og en berigelse. I den forstand har slette- og marsklandet et vigtigt budskab til os alle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her