Kronik

Kvindens ældste erhverv

I kz-lejrene, hvor de værste rædsler har fået et helt bibliotek som minde, ties der selv nu om ofrenes ofre – kvinderne i lejrbordellerne. Som om kvinder ikke tæller med...
5. marts 2001

Historisk set
Hidtil har ambitionsniveauet i landets politikredse ikke været påfaldende højt, når det gælder interessen for kvindehandel,« kunne man d. 30. januar i år læse i Informations leder.
Har man samtidig fulgt Informations langvarige dækning af trafficking, handel med kvinder, er man ganske klar over, at der ikke er noget nyt i det. Prostitution, tvungen eller frivillig, har svært ved at aftvinge myndighederne interesse, der er næppe prestige i det.
Tankegangen synes at være: Prostitution er kvindens ældste erhverv, hvem har nogen sinde kunnet gøre noget ved det? At der her er tale om moderne slavehandel på tværs af landegrænser, altså international kriminalitet, og at trafficking er blevet den mest indbringende forretning, næst efter narkohandel – er først nu ved at få politikerne op på mærkerne.
Hidtil har diskussionen mest gået på kvindernes ansvar og egen skyld i misèren. Man har vægret sig ved at tro, at nogen skulle være naive nok til at forestille sig, at et arbejde i Danmark som danser, barpige eller ’ung pige i huset’ skulle kunne indbringe de 30.000 om måneden, de var stillet i udsigt.
Alligevel må man gå ud fra, at det kan være svært for en ung kvinde fra Letland eller et østeuropæisk land at gennemskue det generelle lønniveau i det forjættede Vesten.
Og selv om kvinderne virkelig skulle have vidst, hvad de gik ind til, så har de ikke haft en jordisk chance for at forestille sig de slavelignende forhold, de ville komme til at arbejde under:
*At de ville få frataget deres pas ved ankomsten og senere så godt som hele deres indtjening.
*At blive holdt indespærret på et sted, hvor slag og spark og seksuel mishandling indgik som et kalkuleret led i nedbrydningen af dem.
*At shopping ville finde sted i form af den ugentlige udgang til Netto under ledsagelse.
Det har deres fantasi med garanti ikke rakt til.

Myndighederne har tilsyneladende lettere ved at iagttage, at menneskerettighederne overtrædes uden for landets grænser end i en lejlighed på Vesterbro eller i et parcelhus i Horsens. For de er her jo frivilligt, kvinderne! De er i hvert fald ikke krigsfanger.
At seksuel tvang er en af de mest effektive måder at ødelægge mennesker på, er en dokumenteret kendsgerning. Uforglemmelige var da også de billeder, som blev vist på tv for få år tilbage af de koreanske kvinder, der var blevet tvunget til at gøre tjeneste som prostituerede på bordellerne for det japanske militær. De stod nu frem som rehabiliterede ofre, det officielle Japan havde sagt undskyld.
Også Information bragte for nylig en omtale af sagen og sammenlignede med forholdene i dagens Kosovo, hvor FN-soldater frekventerer lejrbordellerne. Det værste skulle ifølge kvinderne være tabuiseringen. Den officielle benægtelse af forbrydelsen eller bare konsensus om at tie. Også ofret tier. Fordi det ikke magter at udlevere sig selv og få rippet op i gamle sår. Det burde ellers være enkelt nok at yde ofrene symbolsk oprejsning i form af erstatning eller en pension, en offentlig undskyldning som det mindste. Men ikke alle lande er i stand til mobilisere viljen, når det drejer sig om netop prostitution. Tyskland er et godt eksempel.
Da jeg i sin tid lavede research til min roman Ventetid, som blandt andet består af beretninger fra lejrbordellet i Mauthausen i Østrig, besøgte jeg blandt andet Nazitysklands største kz-lejr for kvinder, Ravensbrück-lejren i det tidligere DDR. Hertil rejste jeg i 1999 for at lave research på en historie, jeg havde gået med inden i mig selv, siden jeg var teenager. På biblioteket ved Ravensbrück-museet, som lejren nu var omdannet til, fik jeg efter flere anmodninger allernådigst lov at studere det sparsomme materiale. Hvor historien, der skulle danne grundlag for min roman, egentlig stammede fra, havde jeg ingen anelse om. Måske fra en film, fra noget jeg havde hørt i radioen, et eller andet, som havde fæstnet sig, og som nu skulle bevise sin sandhedsværdi.

Det var vinter, da jeg ankom til byen Fürstenberg, som Ravensbrück-lejren var nabo til. Tidligere havde området været anvendt som rekreationsområde, smukt som det var. Hver morgen cyklede jeg på en lejet cykel ud til lejren ad den vej, fangerne i sin tid havde anlagt. Når jeg hen ad aften cyklede tilbage igen, lå mørket over byen, kun brudt hist og her af det spøgelsesagtige lys fra de få gadelygter. Der var ingen mennesker at se. Den eneste lyd var den brusende lyd fra Havel, floden, der strømmede gennem byen og fyldte luften med små vanddråber. De to ting, mørket og lyden af vand, udgjorde verden.
– Kan De se det lys der? spurgte den lokale præst mig en aften og pegede på en enlig gadelygte uden for sit hus. – Engang var også den gået ud, sagde han. – Så var her helt mørkt. Der hviler et mørke over Fürstenberg, fortsatte han lidt efter. – En skygge af skam, som går videre til næste generation. Det er den kollektive følelse af skyld over Ravensbrück. Alle vidste, hvad der foregik. Fürsten-
bergerne ringede op til lejren om morgenen og bestilte arbejdskraft. De lukkede øjnene og tav om, hvad de vidste.
Hvad der foregik i lejren, er i dag fuldt dokumenteret, og ofrene er for længst rehabiliterede i omverdenens øjne. Kun en enkelt gruppes lidelser er stadigvæk tabu.
Det var på grund af den, jeg var kommet, og i forbindelse med den jeg stødte på både træghed og modstand fra det ellers så hærdede personale. Stort set var der ikke den afart af menneskelig ondskab, ikke den variation over temaet ydmygelse og mishandling, der var dem fremmed.
I forhallen i kommandantbygningen kunne man oven i købet købe postkort med de værste blandt kapoerne, rene studier i ondskabens fysiognomi. Oplysninger om de medicinske forsøg, udført på fangerne, der fandt sted i lejren, fik man uden besvær. Fangerne fik amputeret benene eller afkortet skinnebenet med flere centimeter og fik bagefter indgnedet knuste glasskår og skidt i såret. Det skete i et forsøg på at afdække, om det menneskelige legeme selv skulle være i stand til at danne modgift – til gavn for soldaterne ved Østfronten.
Disse oplysninger blev beredvilligt stillet til rådighed, hvorfor så denne berøringsangst overfor en lille gruppes lidelser? Måske forholder det sig bare sådan, at prostitution, selv om den finder sted under tvang, ikke fortjener samme retfærdiggørelse som andre forbrydelser?
Kvinderne, der blev udtaget til prostitution, hørte til blandt de lavest rangerende i Ravensbrück-lejrens hierarki, de såkaldt asociale elementer. Cirka halvdelen af dem havde tidligere arbejdet som prostituerede, resten var havnet i katagorien ved en tilfældighed. Der skulle ikke meget til, før anklagen lød på »samkvem med mindreværdige racer.« Disse kvinder blev sendt til fangebordellet i Mauthausen i Østrig.
I begyndelsen forekom tilværelsen dér dem lettere. De fik god mad, ost og pølse på brødet og arbejdstøj, bestående af en hvid, lægget nederdel, grøn bluse og sko uden hælkap. Man ser det for sig: Model Dirndl i pertentlige, næsten klosteragtige omgivelser. Fotografiet af opholdsstuen med spisebord og krucifiks over skænken fremstår næsten perverst i sin insisteren på renskurethed og husmordyd.

Det var Himmlers idé at opføre lejrbordeller til belønning af mønsterfangerne. Det skulle få dem til at arbejde bedre og hårdere. Luderne skulle rekrutteres fra de kvindelige fangers rækker.
Det startede i 42, bordellet i Mauthausen var altså ikke til afbenyttelse for vagtmandskabet eller officererne. Ifølge de vidnesbyrd, jeg havde lejlighed til at se, var det et hårdt liv. De andre fanger så ned på kvinderne, troede, de havde meldt sig frivilligt, hvad der vistnok var mulighed for visse steder. Hvis kvinderne var heldige, ville de blive skiftet ud efter seks måneder. Det mest almindelige var tre. Længere holdt de ikke. Der fandtes ingen prævention i lejren, alt hvad de kunne gøre for at undgå graviditet var at vaske sig med
desinficerende sæbe og bagefter skylle efter på bidet’et. De, der blev gravide eller fik en kønssygdom, kom øjeblikkelig på den næste transport. Til Auschwitz eller en anden tilintetgørelseslejr. For det meste blev de bare skudt.
Den sidste dag jeg tilbragte i Ravensbrück, gik jeg en tur på lejrens område. Jeg passerede smøgen mellem fængselsbarakken og en af de andre bygninger og bemærkede, at der var rent og fejet som overalt på lejrens område. Men den revnede beton med den rustne afløbsrist midt i fortalte en historie. Intuitivt vidste jeg, hvad der havde fundet sted her.
Jeg så for mig kvinderne, der faldt, den ene oven på den anden, og hørte lyden af skrig og skud. Det viste sig at holde stik. Senere læste jeg om, hvordan de svageste af kvinderne og deres børn var blevet drevet sammen i denne smøge umiddelbart inden ordren til dødsmarchen mod vest. Inden de russiske befriere ankom.
Men stik imod sædvane havde de kæmpet imod. De havde fået færten af frihed og ville ikke frivilligt lade sig slå ihjel. Det skete nu alligevel, og deres kroppe spærrede afløbet, så blodet flød ned over de toppede brosten, ned mod søen, Schwedtsee.
Det sidste jeg besøgte var den lave, firkantede krematoriebygning. Også her var der fejet og prydet. De tre ovne stod pæne og rene ved siden af hinanden. Asken var for længst fejet ud, og som de stod der havde de en egen klodset uskyld over sig. Helt ude af proportion med de forestillinger om afsky, de vakte. Foran de åbne luger lå der kranse af kunstige blomster, og på cementgulvet i hjørnet brændte en enlig olielampe.
Besøget var slut, min historie bekræftet. Tilbage stod spørgsmålet, hvem skal yde de overlevende retfærdighed? Og hvad er i det hele taget retfærdighedens svar, hvad enten det drejer sig om krigsfanger, der ikke har haft et valg eller bare kvinder, der med arbejdsløshed og social nød som baggrund har prostitueret sig frivilligt i håbet om at overleve?

Marianne Gade er forfatter og har senest udgivet romanen Ventetid (november 2000).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu