Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
26. marts 2001


Tysk politi i Danmark
I forbindelse med Schengen-aftalen har justitsminister Frank Jensen aftalt med den tyske indenrigsminister Otto Scihily, at tysk politi kan arbejde på dansk territorium. Danske og tyske betjente kan arbejde på begge sider af grænsen.
Hvor langt kan de tyske betjente bevæge sig ind i Danmark og hvilke er deres beføjelser? Gælder aftalen kun på landjorden, eller også i luften og til søs? Hvor går grænsen og hvornår skal den udvides?

Helge Hougaard
Hovedgaden 36
Vejrumbro Tjele

Præstation
19. MAR. – I det danske uddannelsesvæsen sammenfatter man en elevs præstation i et fag ved en karakter. Når den enkelte lærer giver en elev en karakter, indgår der flere momenter i bedømmelsen – præcision, for-ståelse, kombinationsevne, overblik, sans for sigende detaljer, logisk tænkning, aktivitet i timerne, forberedthed og sikkert mere.
Der er ikke noget i vejen for, at man i stedet for et tal udpinder elevens indsats i ord og ved 5, 10 eller 20 parametre. Så får man et mere nuanceret billede af elevens evner, som ønsket af Tho-mas Andersen den 19. marts.
Udover præcision osv. kunne parametrene være ansvarlighed under længerevarende gruppearbejde, forholdet til andre elever, motivation, evne til at rydde op efter sig i klasselokalet, egenbetaling til Operation Dagsværk og lignende personlige og sociale kompetencer.
En udpensling af elevens præstation i 20 parametre er da mere oplysende for eleven end et tal. Men de 20 parametre kan føre til et karakterræs. Det vil også være mere tidskrævende for læreren end blot at skrive et tal. Jeg er også lidt bange for, at de »personlige og sociale kompetencer« kan animere elever til at sleske for læreren.

Jørgen Grimstrup
Fasanvej 30, 8800 Viborg

Måske CD
20. MAR. – Flygtninge og indvandrere bliver utvivlsomt et centralt emne i den næste valgkamp. Det er derfor vigtigt, at der er en modvægt til den hardlinerpolitik, der tegnes af Jespersen, Rønn Hornbech og Kjærsgaard.
Det glæder mig følgelig, at CD vil gå til valg på en multikulturel politik, der bringer dem i opposition til statsministerkandidaterne, der begge har erklæret det multikulturelle samfund sin modvilje. Vi savner nemlig et parti på tinge, der taler de etniske minoriteters sag på deres egne præmisser. Der ikke på forhånd har udnævnt dem, deres kulturer og religioner til et problem. Der vil arbejde for den gensidighed, integration forudsætter, og som vil gøre op med myterne om menneskesmugling, moskéer, arrangerede ægteskaber og familiesammenføringer.
Det er naturligvis derfor, jeg selv er med i et andet parti, men hvis det parti ikke når at blive opstillingsberettiget til næste valg, vil jeg overveje at give CD en stemme. Forudsat CD vitterlig ikke giver køb på tolerance, respekt og medmenneskelighed. Også selvom CD ligger langt fra mine øvrige holdninger.

Niels K. Petersen
Kirkestræde 47, Køge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her