Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
28. marts 2001


Genetik og genial
Hvornår bliver genet for revolutionære tilbøjeligheder opdaget? Væk med det, det generer jo magthaverne. Hovsa, samtidig med det røg genet for kunsten og det gale, men skidt pyt, de kan jo bare lade være med at mænge sig.
Endelig kan genetikkontrollens jubelelite skabe en befolkningssammensætning som kan kontrolleres.
Fri fra alt det skæve, gale og geniale. Dejligt hygiejnisk, sygdomsfrit, rent, renset og kontrolleret. En fremtid hvor det sofistikerede hvide (gennem)snit har lagt verden fuldstændig gold.

Eva Kjeldsen
Hørdumsgade 53
København SV

Tilbagefald
25. MAR. – Vi ser nu igen de samme koldkrigs tendenser som vi så før murens fald, gensidige beskyldninger og udvisninger af diplomater, en gensidig mistro hersker stadig trods alle de gode skåltaler der tilsyneladende er mere floskler beregnet til befolkningen i de to lande. Det vi oplever nu er en spiral der kan føre til værre ting det er direkte et tilbagefald til tidligere tiders gensidige mistro hvor der kun skulle meget lidt til før man begyndte at spille med musklerne.

Flemming Rasmussen
Belsager 29, Greve

Spil for galleriet
25. MAR. – Den 28. marts er det et halvt år siden, taberne af ØMU-afstemningen for åben skærm lovede befolkningen, at nu skulle der bygges bo mellem nej og ja. Siden er der absolut intet sket. Venstre har nævnt et kompetencekatalog. Da det i sagens natur må handle om EU’s kompetencer, har det ikke noget med brobygning at gøre. Det ligner mere en grundlov. Socialdemokratiet vil lave en hvidbog. En sådan defineres som en regeringsrapport, der har til hensigt at bringe information.Efter seks folkeafstemninger kan der vist kun være hemmeligheder tilbage, og de bringes nok ikke i en hvidbog. Dertil kommer, at information ikke er brobygning.
Sandheden er, at politikerne ikke er interesserede i at inddrage vælgerne. Jeg bygger min påstand på følgende:
Den 25. oktober 2000 sendte jeg, fordi der endnu ikke var sket noget, en anvendelig skitse på to a-4 sider til samtlige partier i Folketinget. Skitsen beskrev et fremtidsværksted til brobygning mellem nej og ja. Jeg skrev to læserbreve i Information og et synspunkt i Nordjyske Stiftstidende samt fortalte om det i en time i en lokalradio. Og endelig fik jeg den lokale partiforening til at sende det til SF, der således har fået det to gange.
Reaktion: Venligt svar fra Frihed 2000 (26. oktober),Kristeligt Folkeparti ( 3l. oktober) og Dansk Folkeparti (l. november).
Resten er tavshed.
Løfterne hin aften på tv-skærmen var bare spil for galleriet.

Geo Horn
Teglværksvej 10, Gandrup

Droppet af DR
23. MAR. - Der virker en smule latterligt gang på gang at læse DR’s jammerklager over at danskerne dropper dem. Jeg er en af de mange, der føler sig droppet af DR.
Den klassiske morgenmusik - kan I huske den? Da man kom i gang stille og roligt med god musik og stilfærdig, saglig annoncering. Nu er der forskræp, jingles, sludder og vrøvl og – bevares – lidt musik ind imellem.
Der var i forhistorisk tid et tv-program, der hed »Næste uges tv«, kunne det ikke genindføres, også for radioen? I hvert fald i P1, så man slap for det i alle pauserne.
Hvor jeg dog håber, at DR fylder den fjerde radiokanal med masser af klassisk og jazz, så man igen kan være sikker på at få noget god og/eller spændende musik når man åbner for radioen – og så kan nøjes med de seriøse taleprogrammer på P1. Men det forudsætter naturligvis, at DR begynder at hæge om de lyttere, de har, i stedet for at lefle for dem, der aldrig ville drømme om at høre DR.
(Fork. af red.)

Lisbet Vadmand
Degnebakken 7, Ringsted

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her