Læsetid 3 min.

Managementteoriens indmarch på socialområdet

Det forvirrer, når man på det sociale område kalder klienterne for ’kunder’, når man nu ved, at de ikke er der frivilligt eller bare kan gå et andet sted hen
19. marts 2001

Kommentaren - Miskmask
Moderne managementsprog med begreber som ’ressourceprofil’, ’kvalitetssikring’, ’succesparametre’ og ’effektmåling’ er ved at være dagligdagsbegreber i det sociale arbejde. Det er ikke længere kun unge IT-entusiaster som får opstillet succesparametre for deres arbejde og som jævnligt skal aflevere effektmålinger og hvor den ansattes profil skal matche virksomhedens image. Begreberne findes i dag i mange evalueringsundersøgelser og undersøgelser i det hele taget på det sociale område.
Disse begreber er også typisk nøglebegreber i konsulentbranchens efteruddannelsestilbud til f.eks. socialrådgivere. Klienter får udviklet ressourceprofiler, socialrådgivere og andre ansatte i det sociale arbejde får af ledelsen opstillet effektmål og succesparametre. Det sociale arbejde skal revolutioneres i disse dage. Men er det helt uproblematisk at overføre managementteori til dansk social politik, hvor effektmål i mange sammenhænge ikke kan gennemføres?
Samtidig med at managementsproget således bliver udbredt til det sociale område, fokuseres der mere end nogensinde før på, hvordan man helt konkret bør gennemføre socialpolitiske tiltag. Metoderne er i centrum. Når socialpolitiske områder skal evalueres, ønskes der ikke kun en beskrivelse af de givne forhold, men også en række forslag til, hvordan man skal gøre fremover, så succesparametrene kan nås og effekterne måles.

Klientkategorier
Målgrupper skal specificeres og gerne indeholde en række forslag til, hvad man skal stille op med ’de sårbare’, ’de alkoholiserede’, ’de angstramte’ og hvad klienterne ellers hedder. Man arbejder med klientkategorier, som indeholder meget konkrete beskrivelse af ’typer’ af klienter og som, hvis dette arbejde skal give mening, må forestilles at give anledning til udvikling af de rette metoder – de rette handlinger – overfor bestemte typer af klienter.
Men kan socialpolitikken rumme begge udviklingstendenser? Klienten skal både være i centrum og det sociale arbejde skal hvile på et så specifikt grundlag, at det bliver muligt at evaluere arbejdet konstant. Hvis målet er selvtillid, skal selvtillid omdannes til en målbar størrelse. Udover oplagte problemer med instrumentel tænkning af denne art, er der en værdimæssig sammenblanding, som bevirker at det er meget forskellige signaler, der sendes:
Managementteoriens begreber relaterer sig til et meget individorienteret og valgbaseret univers, hvorimod de handlingsorienterede anbefalinger skriver sig ind i en socialpolitisk praksis, som netop ikke er baseret på frie valg. Denne signalforvirring illustreres af de mange betegnelser der er for klienter i dag, som f.eks. ’borgere’, ’brugere’, ’kursister’, ’ansatte’ (ikke at forveksle med de ’rigtigt’ ansatte), medarbejdere, kunder eller ’sager’.
I de moderne konsulentvirksomheder præsenteres medarbejdere – i hvert fald i medierne – som firmaets aktiv. Det er medarbejderen, som er i centrum. Selv om man skruer lidt ned for dette medieskabte billede af den moderne medarbejder, som spiller volleyball i det åbne kontorlandskab, er det vist ingen overdrivelse, at kendetegnet ved disse arbejdspladser er, at de fremstilles som attraktive. Her er medarbejdernes ønsker og behov forenelige med virksomhedens.
Det parallelle billede til det sociale arbejde er således klienter (eller kunder) som profiterer af det sociale ’tilbud’, klienter hvis selvbillede stemmer overens med de ansattes. Arbejdet må derfor tage afsæt i klienternes ønsker og behov, og klienten skal behandles som »det unikke individ, som personen naturligt føler sig som« (således beskrevet i en af de nyeste undersøgelser under Socialministeriets metodeprogram). I forhold til dette billede konstrueres det sociale arbejde som et reelt tilbud, dvs. som et gode man som klient kan vælge fra eller til. Men stemmer billedet overens med de faktiske forhold?

Metodeforherligelse
Kombinerer man denne signalforvirring med den udbredte metodeforherligelse – altså, forestillingen om at løsningen af sociale problemer udelukkende er et spørgsmål om at udvikle de rette metoder – bliver forvirringen total.
Metodearbejdet er i dag typisk ensbetydende med en antagelse om at løsning af sociale problemer f.eks. kan reduceres til at udvikle de rigtige klienttype-kategorier.
Men lader mennesker sig uden videre sætte i kategorier?
Og er denne praksis forenelig med brugerinddragelse, som er en anden vigtig trend i nutidens sociale arbejde?
Er det muligt at inddrage klienter i arbejdet samtidig med at der udvikles en mere og mere finmasket behandlingsstrategi, hvor det ikke er usædvanligt at 10-20 eksperter hver især kommer med deres bud på hvad der skal gøres med den enkelte klient?
Det sociale arbejde er i opbrud i dag. Det roder rundt med begreber som henter deres betydning i meget forskellige universer, som det ikke giver mening at sammenblande.
Det er måske dette paradoks – at der dels som aldrig før tales om ressourcer og succes og illuderer brugerinddragelse mv., og dels, at der eksisterer et udbygget hjælpeapparat med et væld af eksperter.
Tilsammen bevirker det, at det ofte er vanskeligt f.eks. at udvikle ressourceprofiler med afsæt i klientens udsagn. På gulvet kan det være svært at inddrage klientens ressourcer, hvis de ikke er i overensstemmelse med eksperternes og de ansattes egne konstruktioner. Det kan være svært at tage udgangspunkt i klientens ønsker og behov, når man som ansat også – og primært – er myndighedsindehaver og ikke kun ’borgerens’ eller ’kundens’ sparringspartner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu