Læsetid: 2 min.

Modstands-folk under anklage

En gammel nyhed præsenteres som forskningsmæssigt gennembrud
29. marts 2001

Opgør om fortid
Pogrom i Polen, stikkerlikvideringer i Danmark, erhvervslivets kollaboration med nazisterne: Perioden 1933-45 er under stadig omfortolkning, skriver Cecilie Banke (Information den 24. marts). Og der er meget rigtigt i hendes overvejelser, selvom billedet af historieskrivningen før 1989 som unuanceret er – unuanceret.
Nye generationer fokuserer på nye aspekter, for de lever i en anden tid, der stiller andre spørgsmål til dem og får dem til at forlange andre svar af historien.
Men den produktion af ny viden, der udspringer heraf, producerer samtidig ny glemsel. Litteraturen om tiden fra 1933 til 1945 er – hvad angår både Danmark og historien generelt – for længst blevet uoverskuelig i omfang. Det er én grund til hukommelsestabet. At der generelt læses mindre og studeres i kortere tid en anden.

Negativt syn på jøder
Sjovt nok, Cecilie Bankes emne taget i betragtning, rummer hendes artikel selv et eksempel herpå. Vi får at vide, at historikeren Michael Mogensen, som er hendes kollega på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, for nylig har påvist, at »der blandt danske modstandsfolk eksisterede et udbredt negativt syn på jøder, der grænsede til antisemitisme, og som kom til udtryk under deres ophold i flygtningesamfundet i Sverige, hvor de boede sammen med de jødiske flygtninge.«
Her er der vitterlig tale om en meget gammel nyhed. Allerede Leni Yahil diskuterer det uskønne fænomen udførligt i sin bog Et demokrati på prøve. Jøderne i Danmark under besættelsen. Den er fra 1964 (dansk 1967), var den første videnskabelige fremstilling af jødernes flugt, en af de første doktorafhandlinger om Danmarks besættelsestid overhovedet, og til dato standardværket om den dramatiske episode.

Borchsenius oplevelser
Yahil tager bl.a. udgangspunkt i Poul Borchsenius’ oplevelser som præst for de danske flygtninge i Sverige. Borchsenius var ikke bange for at betegne den indstilling, han mødte blandt en del frihedskæmpere i lejrene, som antisemitisk.
Han gjorde en stor og hæderværdig indsats for at bekæmpe den. At antijødiske holdninger dukkede op blandt en del redningsmænd i en situation, hvor de forenedes med de jøder, de havde reddet, i en fælles flygtningeeksistens, forstyrrede Yahils generelle syn på danskerne, præget, som det var og er, af stor reverens og værdsættelse.
Yahil havde ikke materiale til at vurdere, hvor omfattende fænomenet var, så det er spændende, at Michael Mogensen har fundet hidtil ubenyttede kilder, der måske kaster lys over dette. Jeg hører til dem, der glæder sig, til han publicerer dem og præsenterer sin tolkning. At kreditere ham for at have afsløret et hidtil ukendt aspekt af historien er imidlertid forkert - og en tordnende uretfærdighed imod både Borchsenius og Yahil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu