Læsetid: 4 min.

Oles overskæg

Fri os for udhæng-ninger af, hvad folk skrev, mens de endnu prøvede at anlægge dunet flødeskæg – og hold i det mindste Tom Kristensen udenfor
15. marts 2001

Ole Wivel
I den løbende debat om hvorvidt Ole Wivel er/har været/vil blive ved med at være/ stadig er nazist (det ikke ønskede overstreges) dukker der interessante betragtninger op i pressen, herunder en fremragende kronik af Lise Præstgaard Andersen: ’Den spirituelle mand’, Information den 10.-11. marts.
Nu forsøger også Rune Lykkeberg sig med et indlæg, hvor han i lighed med andre vil dokumentere, at betagelsen af den stærke mand lå i tiden. Fint nok. Vi har for nylig set hvordan Kaj Munk i flere år gik på halen af begejstring over både Hitler og Mussolini, og rundt omkring i verdenslitteraturen har det ikke skortet på forfattere med fascistiske sympatier fra Céline til Ezra Pound. Lægger man hertil, at antisemitismen var mere eller mindre stueren og kan aflæses klart hos T.S. Eliot og Ernest Heming-way – for nu at tage et par eksempler blandt mange – er det indlysende, at jordbunden var gødet for en accept af heltedyrkelsen og tilbedelsen af den skønne, åndfulde, ariske mand.
Men så sker der noget hos Lykkeberg, for pludselig dukker Tom Kristensen op, og man spørger sig selv, hvad netop han har at gøre i sammenhængen. Ganske vist fremhæves det, at T.K. (gudskelov) ikke var nazist, alligevel bruges hans digt til Gustav Munch-Petersen, der faldt under den spanske borgerkrig som medlem af Den internationale brigade, der kæmpede for den legale, demokratiske republiks overlevelse som eksempel på en tekst, der rummer en hyldest til menneskets vilje og drift og rummer »en pathos, der er i fare for hos svage sjæle at artikulere sig som fascisme«. Det er virkelig en påstand med hår på, så sandt som
Munch-Petersen faldt i kampen mod fascisterne, og Politiken helt sikkert krympede sig ved tanken om at skulle trykke digtet, fordi det muligvis kunne virke udfordrende på den store tyske nabo syd for grænsen! Måske skal det også opfattes som patetisk og præfascistisk, at T.K. satte sin stilling ind for at få digtet trykt i bladet?

Pathos var der allevegne
Sandt nok, pathos var der allevegne og sandelig også hos de frihedskæmpere, der sloges mod nazisterne, hvad enhver kan forvisse sig om ved at læse Martin A. Hansen og Morten Nielsen og Kim Malthe Bruun. Men her vil Lykkeberg næppe, som han gør i sin artikel, finde det påfaldende, at digtet (brevene, romanerne, forskellige essays) »forbinder sandhed med evnen til at nedskrive rationaliteten«? Er der virkelig tale om »en nedskrivning rationaliteten« i T.K.’s digt, fordi han hylder en ung ven og antifascist, dræbt af fascisterne, mens han selv sidder derhjemme og – som der står – »Her skal vi andre nu vandre/ gennem et Ælte af Kunst/ blive en kedelig Gældspost/ uden Mæcenernes Gunst, blive en Støvhob af Gloser/ skrevet af Tvang og Pligt/ medens du hviler, skudt ned, skudt ned/ dit livs ubesindigste digt«?
Er der tale om en antirationalitet, kan man udmærket fortolke den som en opfordring til modstand netop mod irrationaliteten, som den kommer til udtryk i fascismen. Gustav Munch-Petersen engagerede sig, det er noget andet end at lade sig forføre, og selvom T.K.’s digt angiveligt hylder aktivismen og helten, så skal man hæfte sig ved ubesindigheden som ganske vist er det modsatte af det rationelle, men rummer poesiens eller anarkiets fine mulighed i sig, den som også kan føre til døden (hvad Morten Nielsen og Kim lærte.)

Nummermands persiflage
Til overflod må Johannes V. Jensen endnu engang holde for i sammenhængen, selvom man troede, han efter Niels Peter Juel Larsens enfoldige og skingre udhængning af ham som (præ-)fascist ville have trukket fri-nummer. Men her har Rune Lykkeberg en joker i ærmet i form af Per Højholt, der får brækfornemmelser af Jens-ens vitalisme og skriver om hans »kraftfixering,« at »den vel egentlig kun har hjulpet jægere, lystfiskere, landskabsmalere eller andre i bekneb for omtaler af bølge-sprøjt, solned- og opgange, hjortespring,« »hvad der får sådanne stoute mænd til, som det klejnere forbillede at bevare en konfirmands holdning til livets øvrige forhold » – hvilket skal forestille at være vittigt, men ved nærmere eftertanke virker pinligt og som en yderligere understregning af det anæmisk-letbenede i Højholts egen metode. »Nummermands-persi-flage« kunne man kalde det.
Johannes V. Jensen var ved Gud ikke ironiker, til gengæld havde han lune, og jeg er ganske sikker på, at han også havde et glimt i øjet, da han fremstillede sig selv som kølle-svingende vildmand, der ville bekræfte de raske i retten til riget – uanset hvor sur og vrissen han ellers virkede. Og man skal lægge mærke til, at den dekadence, han prøvede at flå de violette trusser af, var Johannes Jørgensens hældørede symbolisme, der måske rummer mere forloren pathos end den jensenske heroisme og som trives den dag i dag i allerbedste velgående, cementeret som den blev i det forrige århundredes firserlyrik.
Og Ole Wivel? Han største brøler er vel egentlig, at han ikke for hundrede og en halv sommer siden sprang op som en trold og bekendte til højre og venstre: »Jeg har engang været nazist!« Så havde han gået frit omkring i sit firsindstyvende år og måske været agtet og beundret som andre gamle nazister f.eks. Gert Petersen og Jørgen Schleimann. Men fri mig – i øvrigt – for at blive hængt ud for hvad man skrev som teenager! Man har jo både været onanist og homofil og lotofag og pyroman og alt muligt andet som er en del af forudsætningen for, at man kan blive et ordentligt menneske og måske endda en god digter. Når man får tænkt sig om, men alligevel afstår fra at aflive ubesindigheden helt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu