Læsetid: 2 min.

Red de rige

»Forleden læste jeg, at Verdensbanken har iværksat en proces omkring udviklingen af strategier for fattigdomsbekæmpelse,« sagde jeg
Debat
5. marts 2001

Globalt
»Kuglepennen gløder!«
Jeg kiggede op.
Peter Panther stod i døren.
»Ja,« sagde jeg, »finansministeren vil gerne have en ideologisk begrundelse for udlicitering. Der er nogen i baglandet, der er kede af, at partiet driver for vind og vejr.«
»Hvad har du tænkt at foreslå hende?«
»Stat og kommune skal stå som garanter og dele ansvaret efter Piet Heins model: Når to deler et ansvar, bliver der en procent til hver.«
»Ikke noget om globalisering?«
»Jo, selvfølgelig, i indledningen, som også skal pege på forskellen: Venstre vil udlicitere.
Det er deres ideologi. Socialdemokraterne vil ikke, men gør det alligevel. Det er deres ideologi. Hvad har du på tapetet?«
Peter svarede ikke på mit spørgsmål men sagde:
»Du er jo født i Amerika. Du var en lille dreng, da John F. Kennedy holdt sin tiltrædelsestale.«
»Må jeg citere på dit modersmål?«
Denne gang var det mig, der ikke svarede.
»Kennedy sagde: If a free society cannot help the many who are poor it can never save the few who are rich.«
Peters ansigtsudtryk fik mig til at sige: »Hvad er der i vejen med det?«
»Det lyder overbevisende. Forudsætningen er imidlertid, at de rige skal reddes. Hvis det ikke står til diskussion, er det mere tvivlsomt, om de fattige skal hjælpes. Det er i høj grad muligt, at det forholder sig modsat: At redde de rige ved at undlade at hjælpe de fattige.«
Jeg skønnede, at en hjertestyrkning var på sin plads og hentede flaske og glas i arkivskabet. På vejen kom jeg i tanke om noget: »Forleden læste jeg, at Verdensbanken og Valutafonden har iværksat en proces omkring udviklingen af strategier for fattigdomsbekæmpelse. Det ligner en trappe. Mon ikke det vil tage sin tid at forcere de mange trin?«
»Jo, og det er sandsynligt, at man bliver stående på det nederste og nøjes med at bekæmpe de fattige. Har du læst Johannes Nielsens Den Store Danske Samtidsroman?«
»Næh.«

Bare vi har det godt
»Det er en meget morsom bog, til trods for titlen. Der er en scene i et kolonihavehus, hvor en nedslidt rengøringskone på førtidspension får luft for sin skuffelse over velfærdsstaten ved at sige: Skide være med, hvad det koster, bare vi ikke har det godt.«
Jeg bød Peter en cigaret og sagde: »Er der alligevel ikke noget i Kennedys bemærkning? Jeg mener, det ender simpelt hen med, at de rige drukner i fattigdomshavet, hvis ikke...«
»Noa!«
»Hvadbehager?«
»Syndfloden i første Mosebog. Der har du dit billede.«
»På hvad?«
»På hvordan det vil gå. Vorherre fortrød skaberværket, men kun halvvejs. Så han sendte overklassen ind i arken og lod resten gå til.«
»Vorherre ligger ikke under for nogen idealistisk optimisme.«
»Vorherre ligger ikke under for nogen idealistisk optimisme. Han hytter sine.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her