Kommentaren - Barnemad
Jeg befinder mig for tiden i højlandet i det nordvestlige hjørne af Mozambique. Det er et af de efterhånden få steder på jorden hvor der hverken er telefon, fjernsyn eller internet, et udflugtsmål, der velsagtens efterhånden kunne lanceres som en del af en eller anden pakke på et moderne survival-kursus for moderne ledere. Det kan måske blive en kommende turistattraktion.
Min eneste kontakt med fædrelandet er dermed Danmarks Radios kortbølgeudsendelser, som jeg følger med stor interesse, men også med nogen bekymring. Det lyder nemlig grangiveligt som om hele Danmark er ved at blive forgiftet, som om en omsiggribende epidemi er ved at gøre det af med størstedelen af befolkningen.
Alle nyheder handler nemlig om kogalskab, salmonella og andre plager, med mindre det, i de mere lykkelige tilfælde, drejer sig om eksporten af, grise og køer, et tilsyneladende sikkert barometer på tingenes tilstand derhjemme. Dårlige nyheder er således af typen »der er fundet endnu et tilfælde af kogalskab i Nordjylland«. Gode nyheder er at »Danske svineslagterier har i skarp konkurrence med en række andre lande vundet ordren på leveringen af syv slagterier til Litauen«.
Ulækkert
Nu vil jeg på ingen måde begive mig ud i et forsvar for de former mad produceres på i Danmark eller EU i det hele taget. Det virker decideret ulækkert. Om det er humant eller ej vil jeg ikke komme ind på, men det virker i hvert fald som om, at det vi lærte på RUC i gamle dage om at »økonomien determinerer i sidste instans« i høj grad er gældende for vore måder at producere fødevarer på. Spørgsmålet er imidlertid om dette berettiger den omsiggribende samfundsmæssige paranoia, der hersker i hele EU for tiden. For ret beset tror jeg aldrig nogen sinde det har været så sikkert at spise som nu om dage. I gamle dage fik folk da meget mere madforgiftning, spiste rådden fisk, fik colibakterieforgiftning, kom ude af nitrit med det hele, sløsede med hygiejnen på en hel anden måde osv.
Hernede i Afrika ser man også hvordan folk lider af endeløse maveinfektioner som følge af dårligt vand og elendige sanitære forhold, de har orm, amøber og alverdens bakterieinfektioner. I Kenya i Nairobi døde der for nyligt omkring 150 mennesker som følge af noget kommercialiseret hjemmebrændt brændevin, der var blevet til træsprit.
Så sådan set er de danske fødevareproblemer barnemad. Det der dermed bliver interessant er hvorfor det tilsyneladende anses for så vigtige nyheder at det er potentielt farligt at spise vores kød.
Forklaringen
I vor tids neo-narcissistiske mediedemokrati er det blevet svært for de rige landes stater at kaste deres befolkninger i døden. Det giver vrøvl med journalisterne og sagførerne, og det koster stemmer. Hvis krige derfor skal føres må det ske uden tab af soldater på vores side. Tænk på gamle dage:
På den første dag af slaget ved Somme i 1917 kastede englænderne 60.000 af deres egne soldater i døden. Den var ikke gået i dag. Staten skal nu om stunder sikre os sundhed, velvære og livskvalitet, ellers klager vi.
Når så en usynlig fjende som Kreutzfeldt Jacob kommer snigende indefra bliver vi helt perplekse. En snigende invasion af vore kroppe, der minder om vor rædsel for indvandrere, der også kommer og umærkeligt ændrer vore spisevaner.
Derudover rammer det i hjertekulen, i vores nationale stolthed og det vi binder vores særlige danske egenart og kultur op på kødeksporten.
Fødevareministerposten er dermed også blevet et af de helt tunge ministerier, vor tids krigsminister, og det var derfor også den eneste ministerpost, der var fin nok til Ritt, nu hun ikke umiddelbart kunne blive statsminister efter sin kommisærtjans.
En bombe
Egentlig er det jo meget sjovt at man i den grad er blevet så fikseret på sundhedsaspekter at vi nu faktisk harmes over at de bomber vi smed over serberne forrige år også viste sig at være sundhedsskadelige.
Nu har det jo aldrig været særligt befordrende for livskvaliteten og det personlige velvære at få en bombe i hovedet, det er og bliver, som en militærmand i fjernsynet engang forklarede, »en meget stor belastning at blive ramt«, og det var vel ret beset heller ikke det der var hensigten dengang den blev fremstillet.
Jeg foreslår derfor at bomber i fremtiden ikke kun bliver sundhedsmæssigt risikofri for dem der kaster dem, men også for dem der skal have dem i hovedet. Det ville være et stort fremskridt. Men det vi jo nok blive anset for at være den rene galskab.
