Kronik

Sjælen er en kvindekrop

Kvinden er ligesom manden – bare tilfældigvis på næsten ethvert punkt manden underlegen, mente Platon. En fransk bog kaster nyt lys over, hvordan kønsforskellen i århundreder har drevet mandens ’normalitet’
Debat
28. marts 2001

Tro & Filosofi
Min arabiske olivenhandler var i dyb samtale med sin ven: »Jeg er fjernstyret«, berettede han, og gjorde en slags sigende gameboy-bevægelse med begge hænder. »Nå, af hvem«, brød jeg ind, mens jeg rakte ham mine citronoliven til afvejning. »Af Gud den store, den eneste, selvfølgelig«, svarede han lettere forarget og henvendte sig igen til sin bekendt, som han tydeligvis var i gang med at give helt essentielle råd:
»Hvis man lader sig styre af en kvinde, er man fortabt«. »Hvem styrer da kvinderne?« spurgte jeg nysgerrigt og et gran retorisk. »Det gør nogle andre... dæmonerne«, svarede han, puttede olivenerne i en bærepose og rakte mig dem.
»Jeg troede ellers, der kun var var én Gud«, kommenterede jeg grinende og betalte, mens han overrumplet fulgte mig helt ud på gaden: »Dér var De hurtig frue, dér var De hurtig«....
Mon dette blot er endnu en
anekdote? Der er kun én Gud, men så er der dem for kvinder... Der er kun én sandhed, men så er der »fejlkilder«... Der er den ophøjede åndelighed, men så er der også kroppen, driften... moderskødet. Der findes kun én menneskehed, (Mankind på engelsk, L’Homme på fransk og sådan er det næsten hele vejen igennem) ... Men så er der også kvinder...
Der er tydeligvis noget andet på færde end noget rent anekdotisk, noget der gør sig fortjent til at betragtes som symptom på et mere dybtliggende problem. Et ’problem’ om kønsforskellen som ikke løses ved at man blot henvender sig til mere intelligente væsener, der behandler én ordentligt – selvom man er kvinde.
En over 800 sider tung filosofisk antologi om kønsforskellen, der netop er udkommet i Frankrig har titlen Kvinderne, fra Platon til Derrida. Og det er altså ikke uden grund. For når man overhovedet begynder at teoretisere over kønsforskellen er der ingen tvivl mulig: Det, der er forskelligt, det er kvinden og ikke manden.
Så længe der tænkes abstrakt, er der tilsyneladende kønsløshed eller neutralitet, det er først i det øjeblik at ’kvinden’ tænkes, at det afsløres, at neutraliteten i betænkelig grad ser ud til at have bukser på.
Den filosofiske spørgen kan således starte med: Hvis der ikke er forskel, hvorfor gøres der så forskel, og hvis der er forskel, hvorfor skulle der så ikke gøres forskel? Kan der være forskel, uden at der gøres forskel? Denne filosofiske soap med sine talrige muligheder for forviklinger indtog i løbet af det sidste århundrede en stadig mere synlig plads på den intellektuelle og politiske sendeflade, mere eller mindre agressivt og med glædelige resultater som at kvinder fik stemmeret, bukser på, kom ud på arbejdsmarkedet, og fik ret til at bestemme over deres egen krop.
Historisk set kan man sige, at der i det forløbne århundrede viste sig to måder at blive vred over kønsdiskriminationen på. Den ene var at hævde at der ikke var nogen forskel. Det kan kaldes en universalistisk tankegang. Den anden strategi var at hævde at kvinder i deres essens har helt andre evner og egenskaber, og dermed har noget helt særligt at bidrage med til et samfund. Utallige diskussioner bølgede mellem disse to poler, ved slutningen af halvfjerdserne nåede de et kvalmepunkt og forpestede nærmest de intime forhold mellem kvinder og mænd. Der var på det tidspunkt kommet en slags ’ligestilling’ ud af det, og stille og roligt valgte mange en tredje strategi, som såmænd også er velkendt over for et filosofisk problem: De vendte ryggen til det, og så eksisterede det (næsten) ikke mere.
Men kløften er der stadigvæk, og virker blot nu i ’ryggen’ på os, symptomerne dukker op alle steder, både næsten uskyldigt anek-dotisk, men også som de sociale og statusmæssige uligheder der stadig, tilsyneladende til alles undren, er så udbredte selv i ’oplyste’ vestlige i samfund.
Der er altså stadig meget at gøre og ikke mindst at undersøge, et spadestik dybere at grave i den fælles historie, der både har fastlagt hvad kvinder og hvad mænd er.

Frankrig har i høj grad været filosofisk arnested for en filosofisk universalistisk tankegang, en såkaldt ’identitetstænkning’, med sine tankemæssige rødder i oplysningstiden, og som fik sin særlige eksistentialistisk feministiske udformning i Simone de Beauvoirs epokegørende værk Det andet køn fra 1949.
Man fødes ikke som kvinde, man bliver det gennem opdragelsen, og derfor kan forskellen opløses. Det er en hypotese, der i højeste grad har bidraget til ideen om, at kvinder skal opdrages – som mænd. Men det er også fra Frankrig at den ’forskelstænkning’ stammer, der fra starten af 80’erne gjorde sit indtog i feministisk tænkning med inspiration fra filosoffen Jacques Derrida.
Det kan måske undre den udlænding, der således kan konstatere, at nogle af de mest frugtbare input til feministisk tænkning kommer fra Frankrig, at virkningen af disse tanker snarere har kunnet mærkes i de angelsaksiske lande. Frankrig selv synes i den grad historisk at være bundet i sin universalismetænkning, at en egentlig feminisme til stadighed føres tilbage til den og opsluges i den.
Det er i dette perspektiv, at den nyudkomne filosofiske antologi skal ses. Det er nemlig ikke en tekstsamling, der samler ’feministiske’ tænkere fra to årtusinder. Den præsenterer tekster af tænkere, der i forvejen er filosofiske helte, fra Platon og Aristoteles over Augustin, Luther, Spinoza, Locke, Kant og Kirkegaard til Sartre, Arendt og Lacan. Den standser med vilje op omkring 1970 ved rækken af egentlige feministiske tænkere. Det drejer sig nemlig om at se nærmere på hele det ’korpus’ som den traditionelle ’neutrale’ filosofiske dannelse omfatter.
Der er udvalgt tekststeder fra i alt næsten 60 filosoffer, med en kort og referencefuld introduktion til hver, og det er så ikke lige de tekster, man er vant til at støde på. Ofte vil man(d) sige, at de hører til periferien af det filosofiske forfatterskab, men det mægtig interessante spørgsmål, som trænger sig på ved læsningen er, hvem der mon har afgjort, at det er perifert?
Et af de mange slående eksempler er den engelske filosof John Locke (1632-1704), empirisk rationalist, der så at sige står for startskuddet til den engelske ’oplysningstid’. Den ene generation efter den anden har læst Traité sur le gouvernement civile, og den almindelige opfattelse er, at Locke gør op med det patriarkalske system ved at gør familien til et kontraktuelt forhold mellem frie individer.
Men læser man Lockes første Traité, der i mange år ikke var tilgængelig på noget hovedsprog, kan man konstatere at i dette kontraktuelle forhold, underlægges kvinden manden, og at Lockes ærinde er at begrænse det patriarkalske til familien, så at det til gengæld fjernes fra den politiske sfære: Regenten er ikke en patriark, men faderen i en familie er det fortsat.
Det filosofisk sobre og meget oplysende ved fokuseringen på dette tilsyneladende ’perifere’ hos disse tænkere, der på godt og ondt er den vestlige verdens fælles ballast, er netop synliggørelsen af at kønsforskellen ofte spiller en grundlæggende rolle i de erkendelsesmæsige og metafysiske positioner de indtager.

Antologien, der burde være en lækkerbidsken for hvilken som helst filosof, drejer altså blot projektøren en smule og viser at den filosofiske læsning kan tage sig ganske anderledes ud end den traditionelt og ’neutralt’ gør det i den vestlige akademiske verden.
Dette lille ’trick’ er som bekendt også del af den såkaldte dekonstruktivistiske metode, som antologien selvfølgelig lægger op til, men i sagens natur ikke selv gennemfører. Har man fået blod på tanden, kan man aktuelt i stedet gå til Giulia Sissas vanskeligt tilgængelige men yderst forfinede analyse af kønsforskellens funktion hos de gamle græske tænkere, især Platon, i bogen Sjælen er en kvindekrop.
Sissa undlader at tage Platon på ordet, i stedet lytter hun til de metaforer, han bruger i sine sokratiske dialoger. For lige så galt det går, når Platon forsøger at sige at kvinden er ligesom manden – bare tilfældigvis på næsten ethvert punkt, fysisk som psykisk manden underlegen – lige så tydeligt viser det kvindelige at spille sin helt særlige rolle for etableringen af, hvad sjælen er, og hvordan den tilegner sig viden.
Som eksempel er hele Sokrates’ spørgekunst, med hans egne ord, en jordemoderteknik, sjælen er altså en gravid kvinde, og erkendelse resultatet af en smertefuld men forløsende fødsel. Sissas læsning viser, hvorledes krop og ånd, mandligt og kvindeligt udfolder sig i indviklede, men for hinanden konstituerende bevægelser, og derved bliver forskellen på en gang udpeget og specificeret som en slags dynamisk princip, der ikke fikserer de to modpunkter, men sætter dem i spil. Et spil der fortsætter op gennem historien, selv på tidspunkter, hvor man i bogstaveligste forstand overvejer, hvorvidt kvinden overhovedet har en sjæl. Kvindens ikke-haven en sjæl er således konstituerende for at manden har en, og det viser sig tydeligt at sjælen derfor ’tænkes’ gennem kvindekroppen.
Forskellen er det blinde punkt, det punkt der ses ud fra og som derfor ikke kan ses. Og ’det’, der etablerer eksistensen for manden, det andet, kroppen, materien, kvinden, kan derefter ikke ses, fordi det er forudsætningen for synlighed.
Alt dette virker meget abstrakt, som filosofien jo altid gør. Men det er sådanne mekanismer, der er i funktion fra grønthandlerbutikker til intellektuelle middagsselskaber. Hvordan vide at der er kilder, hvis der ikke er fejlkilder? Kan der findes en væren, der ikke for-ståes ud fra ikke-væren? Hvordan kan friheden forstås, når Gud nu bestemmer alting – f.eks. Sandheden?
I et gryende årtusind, hvor retten til forskel trænger sig stadig voldsommere på er sådanne overvejelser over den helt grundlæggende forskelsdannende kønsdynamik måske et af det bedste bud på at slippe ud af ufrugtbare dualistiske tankegange. Tør vi både tænke forskellen og standse diskriminationen?
Jeg er fjernstyret. Måske fordi min sjæl er en kvindekrop?

*Françoise Collin, Evelyne Pisier, Eleni Varikas »Les Femmes de Platon à Derrida« Plon, 2000, 198 F.
*Giuila Sissa, »L’âme est un corps de femme«. Editions Odile Jacob, 2000, 140 F.

*Tine Byrckel skriver i Information om filosofi og litteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her