Læsetid: 1 min.

Slut med sovs

Angsten for sulten sidder så dybt i os, at vi afviser flygtningene
3. marts 2001

Afspist
Skyldes Dansk Folkeparti med fleres antipatier mod flygtninge og indvandrere ikke angsten for, at der ikke bliver sovs og kartofler nok til dem i morgen? Ankomsten af flygtninge vækker urgamle instinkter fyldt med genera-tioners angst for sult og nød i nogle mennesker. Angsten for sult og nød indbefatter også angst for ikke at få omsorg og blive set i givne situationer. Angsten for at være så ringe, at ingen vil kere sig om een, hvis ulykken ramte een selv.
Når vi ved, hvor rigt et land vi lever i, føler man det er ironi. Men det er det jo ikke. Det er et tegn på en fattigdom i vores samfund, som måske endda er reel nok?
Sidste år døde mit et år gamle barnebarn pludseligt. Flere afskårne blomster end jeg havde vaser til blev sendt til mit hjem, ja, mange kom personligt med dem. Medfølelse og omsorg var der meget af. Jeg har igennem nogle år haft en ugentlig kontakt med en ung somalisk familie, og jeg måtte naturligvis fortælle dem, hvad der var sket. Moderen i familien blev meget forskrækket og gik hvileløst rundt i stuen et øjeblik, så tog hun mig i hånden og trak mig ud i køkkenet, bænkede mig ved køkkenbordet og øste en portion kylling og grøntsager op, som hun havde i ovnen. Jeg fik en ske i hånden og jeg spiste med god appetit. Det var det, jeg trængte allermest til! Jeg fortalte episoden til nogle fra Dansk Flygtningehjælp, og de sagde med det samme, at i sådanne situationer vidste flygtningene, hvorledes man skulle gerere sig – et varmt tæppe omkring den kriseramte og noget varmt at drikke eller spise!
Kontakten med flygtningene og deres kultur kan kun berige – jeg tror endda en kontakt kunne varme sjælene i Dansk Folkeparti – det trænger de til – og det ville være en berigelse for hele samfundet.
Fork. af red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu