Kronik

Den snagende læser

Hvordan kan jeg spørge så dumt? Litteraturfagenes objekt er selvfølgelig litteraturen! – Eller hvordan er det nu på det teorifikserede Institut for Litteraturvidenskab
Debat
3. marts 2001

?

Lørdagskronikken
Skulle man en dag befinde sig på et vaskeri, eller skulle man af andre grunde – om så bare for den tvivlsomme underholdnings skyld – sidde og stirre ind gennem en vaskemaskines glas-luge, vil man opdage, at udslyngningskraften på et tidspunkt ophæver tyngdekraften. Det er, når maskinen centrifugerer. Tøjet falder ikke længere ned mod midten, når det nærmer sig toppen, men presses nu under rotationen ud mod metallet, så det meste af vandet ryger ud. Uanset hvor fuld maskinen var, da man proppede de sidste par håndklæder ind, vil der opstå et hul i midten, et tomrum.
Det er så heldigt med vaskemaskiners indretning, at metalkanten holder tøjet inden for det område, hvor det kan blive vasket, nemlig inden for metalkanten selv. Hvis man i stedet forestiller sig hammerkasteren – måske ikke den mest beundrede idrætsudøver – der slynger sig selv og hammeren i snor rundt et par gange, før han giver slip, vil man opnå det rette billede, eller skræmmebillede, af litteraturvidenskabsmanden og centrifugalkraften i forskningen.
Lørdag den 10. februar bragte Information en kronik, af provokatøren, litteraten og engelsk-lektoren Hans Hauge, om den stadig stigende interesse for biografier. Interessen ytrer sig både blandt menige læsere, studerende og litteratureksperter. Hauge spår, at den biografiske metode vil vende tilbage i undervisningen både på universiteterne og andre steder i skolesystemet. Metoden flytter fokus fra teksten – digt, novelle, roman, eventyr osv. – til forfatteren. Som snagende overskridelse af det privates grænse eller som populær pædagogik.

I stedet for at se den nye biografisme som et snævert spørgsmål om biografi eller ej, som Hauge for øvrigt er i sin gode ret til, vil jeg tillade mig at spørge om, hvad litteraturfagenes objekt er.
Hvordan kan jeg spørge så dumt? Litteraturfagenes objekt er selvfølgelig litteraturen! Men faktisk har jeg i min tid på det teorifikserede Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, mødt en del folk, der bestrider denne ellers indlysende kendsgerning. Hvad værre er, så viser praksis, at mange af de ansatte og de specialestuderende på de statsfinansierede litteraturinstitutter – litteraturvidenskab/litteraturhistorie, dansk/nordisk, sprogfag samt beslægtede æstetiske fag på universiteterne – reelt ikke har litteraturen som objekt og centrum.
Som litterat oplever man hele tiden et felt, der udvider sig og dermed også udhuler sig selv. Et felt præget af så stor udslyngningskraft, at dets centrum kommer til at ligge periferidyrkerne fjernt. Også andre fag lider af denne overdrevne ekspansivitet, fornemmer jeg.
Spidsfindigheder og kryptiske formuleringer er der nok af i universitetsverdenen. De kan komme fra folk som den russiske sprogvidenskabsmand Roman Jakobson, der var på mode med sin lingvistiske strukturalisme i 50’erne og 60’erne (herhjemme også lidt senere), og den belgiske kvasinazi Paul de Man, der blev dyrket som en afgud blandt universitetslitteraterne i 80’erne og sågar også i 90’erne efter afsløringen af hans gamle anti-jødiske, pro-tyske standpunkter. Begge har hævdet, at deres emne i virkeligheden er »litteraritet«, eller på russisk literaturnost. Men man kan faktisk slet ikke beskæftige sig indgående med litteratur uden at spørge om, hvad litteratur er for noget.
Folk fra andre fag må ligeledes se sig selv i spejlet og spørge, hvad det er, de har med at gøre. Det er en sund øvelse. Absurditeten i at tro, at litteraritet skulle være hovedemnet for litteraturstudierne, erfarer man, hvis man prøver at oversætte til andre felter. Dermed kommer man til at påstå, at medicineren studerer medicinalitet, audiologopæden audiologopædicitet, psykologen psykialitet, geografen geograficitet eller tandlægen odontologicitet, hvilket vel for en filosof må betyde »læren om tænders væren som tænder« og for os andre blot medføre tænderskæren.
1970’erne, denne eftertidens prygelknabe, er altid drægtig med et par misfostre. Mest oplagt er selvfølgelig marxismen, der inden for litteraturvidenskaben havde som fremmeste erkendelse, at f.eks. »en feudal forfatters værker er præget af feudal ideologi, eller en borgerlig forfatter skriver borgerligt«, som litteraturforskeren Søren Schou har formuleret det i en artikel. »Det er i længden beskedne pointer«, konstaterer den gamle 68’er tørt.
Men trods alt belyste man på denne måde aspekter af et værk. En endnu mere vulgær form for analyse var den type, der brugte litteraturen til at forstå samfundet med; Pelle har det dårligt, ergo har proletariatet det dårligt. Er der nu noget galt med at belyse samfundet, kunne man spørge. Nej, selvfølgelig er der ikke det. For min skyld kan rotterne i kloakken få indlagt både lys og varme. Spørgsmålet er, om det ikke snarere er rotteforskeren, der skal gøre det. Samfundsforskeren, ikke litteraturforskeren.
Så var der jo også freudianerne. De var mere interesseret i rotterne på loftet. Nu skulle der lys i kraniet. Bevæbnet til tænderne med Freud, Lacan, Freud, Lacan, Freud og Lacan og måske i selskab med et par medsammensvorne freudomarxister eller femilacanianere steg litteraturforskeren op ad tekstens trin for at komme til tops i sindet. Til bunds i digterværket kom de aldrig, for Edgar Allan
Poes mor var nu næsten mere interessant end Poe selv, og i hvert fald mere interessant end hans noveller. Tekstens centrifugalkraft blev udnyttet til fulde.

Var centrifugaliteten særlig fremherskende i de siden så forkætrede 70’ere, skal man dog ikke tro, at resten af 1900-tallets litteraturvidenskab har været centripetal, midtpunktsøgende. Hvis litteraturvidenskabens midtpunkt og objekt er den litterære tekst, skulle marxisterne have brugt samfundet til at belyse teksten, ikke teksten til at belyse samfundet, og psykoanalytikerne psyken til at prøve at forstå teksten, ikke teksten til at prøve at forstå psyken. I dag opfatter vi faget som metodepluralistisk og stærkt teoretisk. Man kan spørge, om litteraturen bruges til at belyse, eksemplificere, relativere, klargøre, udvikle, cementere, dementere teori og metode, eller om udenomsværket bruges centripetalt til at analysere og perspektivere værket.
Synes de fleste litterater, det er finere, vigtigere, dybere at diskutere Kant end at læse Goethe? Hvorfor læser litteraturforskere Kierkegaard om ikke for hans romaner?
I 1900-tallet har især formalismen og nykritikken interesseret sig for litteraturen, dvs. haft den som mål. Johan Fjord Jensens bog Den ny kritik (1962), der på dansk er standardværket om nykritikken, og som Hans Hauge også var inde på i sin kronik om biografisme, kommer her med sit credo: »Nu som dengang er litteraturforskningens udgangspunkt og slutpunkt de litterære værker selv. Dens udgangspunkt, fordi ethvert litteraturstudium må begynde i tekstlæsningen, og dens slutpunkt, fordi ethvert litteraturstudium som formål må have at udvide vor forståelse af litteraturen selv. Litteraturforskning er da pr. definition en forskning i litteratur.«
Fjord Jensen skelner i sin lille, indflydelsesrige bog mellem litteraturvidenskab og andre videnskaber: »Har studiet af litteraturen alene til formål at udvide vor sociale, politiske, økonomiske, religiøse, filosofiske, artsbiologiske, sproghistoriske eller psykologiske erkendelse, da står vi ikke over for litteraturforskning, men over for andre (lige så legitime) forskningsdiscipliner, der blot har nyttiggjort sig litteraturen som kildemateriale.«
Nu er nykritikken selvfølgelig ingen entydig størrelse, og jeg klipper da også en hæl og hugger en tå, når jeg kalder hele nykritikken centripetal. En af hovedskikkelserne i the New Criticism, Ivor Armstrong Richards, var f.eks. mere interesseret i bevidstheden og betydningen end i litteraturen ifølge Fjord Jensen. Men hvor biografismen – det naturalistisk inspirerede digterportræt, der naivt søgte logiske årsag-virknings-sammenhænge mellem liv og værk – og dermed centrifugalismen blev forladt af den tekstanalytisk orienterede nykritik, kom den litteraturvidenskabelige hammer i fuld cirkulation igen med den efterfølgende, langvarige teorifetichisme. På mange måder har de helt unødvendigt komplicerede, dårligt formulerede og ofte dilettantisk argumenterede teorier for teoriernes skyld været med til at gøre mine egne universitetsstudier til en fordømt forsommer. Men universitetet er desværre rigt på uselvstændigt tænkende efterplaprere.
Ser man historisk på strukturalismen, må man erkende, at hvis idealet har været, at teksterne skulle fås til at afsløre deres inderste struktur – som mange har mødt i nærmest grinagtig model-version på gymnasie-dansklærerens tavle – har der i realiteten været tale om en projektion ind i teksten. Med andre ord blev den spade, der blev taget med ind i teksten for at tage et stik, ofte selv til resultatet. Egentlig centripetalisme er derimod at bruge inspira-
tionen udefra til at komme endnu mere ind i teksten. Ikke blot at bruge teksten til en teoretisk U-vending.
Dekonstruktionen, dette underlige hybridfænomen, denne filosofiske litteraturvidenskab eller litteraturvidenskabelige filosofi, er svær at placere på centrifugalitet-centripetalitets-aksen. For hvad var det egentlig, dekonstruktionen ville? Den ville relativisere, korrigere, provokere, undergrave og afsløre. Den begyndte som fransk filosofi, blottet for enhver sensus communis, og endte nok med at gøre en masse litterater til dårlige filosoffer. »Kritikerne er ikke længere optaget af litteratur, men af andre kritikeres tekster,« skriver nordamerikaneren Barbara T. Christian i sin artikel The Race for Theory fra 1988. En meget præcis beskrivelse af situationen i USA, der smittede kraftigt af på resten af verdens humanistiske forskning.
Myten om 70’erne fortæller, at der dengang ikke var tid til at læse skønlitteratur, fordi man skulle nå igennem hele Das Kapital, før man turde hævde, at en feudal forfatter var præget af en feudal ideologi. Med 80-90’ernes teorifetichisme har den samme litteraturfortrængning været tæt på at ske igen – omend pluralismen har haft den heldige konsekvens, at der har været åndehuller. Den nye centrifugalisme, det nye hammerkast i hegnet, har været trangen og tvangen til at studere teoretikere, primært dekonstruktivister som lakajen Paul de Man og den sygeligt grafomaniske overguru Jacques Derrida samt nogle kanoniske filosoffer, hvis interesse for litteratur er så lille, at man tvivler på, de nogensinde har fået fortalt et eventyr som børn.

Alle lige fra den grønne student med røde bumser til den bedagede, tyndhårede og ildelugtende professor med topmaven kan sikkert leve med at læse noget, en almindelig gymnasiestileretter ville give dumpekarakter for det dårlige, selvsmagende og knudrede sprog. Værre end grimheden er uforståeligheden af det teoretiske apparat. Når man aldrig har nået andet end at skimme et par kapitler i James Joyce’ modernistiske hovedværk Ulysses, hvorfor så bruge en masse tid på at mase sig igennem den politisk-moralsk suspekte Paul de Man (som professor Jørgen Holmgaard for et par år siden, ganske befriende, har lammetævet for sin videnskabelige uvederhæftighed og sine citatfuskerier i artiklen ’Retorik og retorikere’)?

En litteraturvidenskab, der ikke har samfund, historie, filosofi, kognition, sprog, psyke eller køn som mål, men sit eget selvstændige objekt som mål,
forekommer muligvis at være en meget puritansk størrelse. Den kan højst inkludere myten, fortællingen, talen, sangteksten, eventyret, dramateksten, eposet, digtet, novellen, romanen, rejseberetningen, filmmanuskriptet, det litterære essay og utallige blandformer af alt det foregående i mængden af objekter.
Men det vil selvfølgelig ikke sige, at sproget, sindet og samfundet er uinteressante for litteraten. Disse og andre størrelser kan glimrende bruges til at belyse, forklare og reflektere det litterære værk. Lad ikke værket ligge til grund for biografien, men biografien støtte værket – hvis denne centrifugale litteraturdisciplin overhovedet kan bruges til andet end medrivende identifikationslæsning. (Jeg har, modsat en universitetsansat forsker som Keld Zeruneith, mine tvivl). Lad litteraturen være litteratur.
Litteraturvidenskabsfolk skal bestemt have lov blande sig i det, der ikke kommer dem ved – sådan som filosof-forfatteren Jean-Paul Sartre formulerede den intellektuelles kald. Det skal de, men det skal de som intellektuelle, ikke som pseudovidenskabsfolk. Hvis jeg vil vide noget om psyken, går jeg alligevel til psykologerne, ligesom jeg går til historikerne, hvis jeg vil vide noget om den del af historien, der ikke er litteraturhistorie. Folk, der er ansat til at forske og undervise i litteratur, må have deres eget fags objekt som primært objekt.
I tænkningens verden sker nybruddene ofte i grænsezonerne. Det skal der være plads til, men på én betingelse: Grænsegængerne skal hele tiden gøre sig klart, hvad der er deres objekt, deres felt, deres interesse. Hvis omdrejningspunktet ikke længere er litteraturen, findes der så mange andre glimrende steder at gå hen. Med den specialisering og fagforgrening, der er eskaleret på de forskellige fakulteter gennem de sidste 30-50 år, passer grænsebryderen lynhurtigt bedre ind et nyt sted. Centertanken er netop opstået for at opfylde behovet for grænseflader. Hvis en flok forskere mest interesserer sig for en delmængde af deres fag, opretter de f.eks. et Borges-Center, og hvis interessen er skiftet fra litteraturen til storbyfænomener, kalder man det Center for Urbanitet og Æstetik. Så kan enhver se, hvad hvilke midler bliver brugt til.
For min skyld kan man lave et center for hvad som helst, bare man ikke kalder centrifugal ’litteraturforskning’ for litteraturvidenskab. Man kan lave et Center for Litteraturen Brugt som Eksempelmateriale i Andre Videnskaber, et Center for Urban Opførsel, et Center for Centertanken, et Center for Storcentre, et Center for Renlighedsforestillingen i det Tyvende Århundrede, et Center for Vaskemaskiner og Køn, et Center for Vaskemaskinæstetik, et Center for Centrifugalitet.

Rune Stefansson er litterat, deltidsansat som redationel medarbejder på et netmedie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her