Læsetid: 4 min.

Sonnergaard krænker

Når et HF-hold ureflekteret vælger at læse Jan Sonnergaards forråede noveller, klemmes de etniske minoriteter
26. marts 2001

Kulturmødet
Hvis unge etniske danskes ståsteder i egne kulturer ikke bliver mødt med respekt, men kun med kritik, og de overvejende bliver stillet overfor et meget frigjort og anti-autoritært livssyn som værende det eneste saliggørende, får vi ikke en samtale i gang, der nedbryder nogle af de gensidige fordomme.
En velbegavet og videbegærlig ung muslimsk kvinde, som har været i Danmark i nogle få år, bad mig om at læse Radiator af Jan Sonnergaard, som hendes medkursister på et HF-hold havde været medbestemmende ved valg af.
Efter at jeg havde læst bogen, fortalte hun mig, hvor fortvivlet og uforstående hun følte sig over for forfatterens brug af obskøniteter.
I et interview siger Sonnergaard selv: »Jeg vil helst smaske teksten lige i synet på læseren.« Den udfordrende brug af sprog og den kradse realisme i fortællingerne, der handler om afstumpethed, forråelse, selvforagt, forurettelse, kneppeture og druk, hvor medmenneskelighed nærmest ikke eksisterer, må nødvendigvis ryste en sådan ung kvinde.«
Ingen grænser
Jeg formoder, at han bevidst har brugt de midler, han følte skulle til for at vække sine læsere til, hvordan han mener den moderne materialistiske verden ser ud og for at få dem til at stille spørgsmål til om en bestemt livsførelse, der hverken respekterer grænser eller traditioner, ikke i dens mangel på værdier fører til et tab af identitetsfølelse.
Problemet er, at på gymnasier og HF-hold i dag er der mange unge mennesker af anden etnisk oprindelse med et andet grundfæstet livssyn, der afgjort ønsker at få en dybere indsigt i det mangfoldige danske samfund uden kritikløst at acceptere det anti-autoritære rum, vi har skabt for vore unge, men som føler sig krænket i mødet med f.eks. 90’ernes danske litteraturs vanskelige, meget indforståede og nihilistiske skildring af det moderne liv.

Overfladiskhed
Det siges, at det moderne menneske er uden en fast personlighedskerne, men er i stand til at omstille sig til forskellige livssituationer med en følelsesmæssig overfladiskhed som omkostning. Det er muligt, at kun kradse midler kan tale til den overfladiskhed. Hvis Jan Sonnergaards billede af det moderne danske samfund er sandt og ikke »en reduktiv løgn« for at bruge Erik Skyum Nielsens udtryk, må det være meget svært for mennesker, der kommer fra andre kulturer, at finde et ståsted i det.
Jeg er bange for, at vi gør for lidt for at hjælpe dem med at få referencerammer og brugelige, nuancerede indfaldsvinkler til, hvad danske værdier egentlig er, så de har mulighed for at opbygge et helhedssyn.
Den unge kvinde, som bad mig om at læse Sonnergaard, har overlevet borgerkrig i Somalia og hårde omstændigheder under opvæksten, men har sikkert aldrig følt, at hun levede isoleret i den gudsforladte og menneskekolde verden som Sonnergaard beskriver.
Jeg tror ikke, at unge mennesker af anden etnisk herkomst rigtig kan være medbestemmende i valg af tekster, der er så fjernt fra den tilværelse, de lever i. Jeg ved, at Jan Sonnergaard er et meget populært valg blandt unge danske, og at kursister er medbestemmende ved valg af tekster, men de ’nye’ danske på holdene må føle sig ugleset og isoleret i deres uformåenhed i, hvad jeg formoder må være en noget indforstået diskussion mellem dansklæreren og de danske kursister om, hvilke nyere litteratur der skal vælges. De bliver koblet fra medbestemmelsesprocessen. Desværre mangler vi stadig en litteratur på dansk, skrevet af mennesker af anden etnisk baggrund, der svarer til den litteratur, man kender til både på engelsk og fransk, som kunne synliggøre de problemer, disse unge mennesker har med at finde deres identitet mellem to kulturer.
Jeg er bange for, at læsningen af Sonnergaards noveller kan få unge muslimske mænd til at forskanse sig bag nogle synspunkter om det danske samfund, der er lige så urokkelige og uigennemtænkte som Dansk Folkepartis ungdomsafdelings ubegavede syn på muslimer, der senest kom til udtryk i den snart herostratisk berømte plakat. Erik Skyum Nielsen skrev i en anmeldelse af Sonnergaards Sidste søndag i oktober: »Skal man tro Jan Sonnergaards personer, er mænd nogle svin og kvinder bare nogle forklædte skøger.« Er det det indtryk vi gerne vil bibringe unge mennesker af anden etnisk baggrund?

Værdighed
Det vil være interessant, hvis nogle lærere vil fortælle om deres oplevelser og overvejelser omkring en problemstilling, som den jeg har beskrevet. Det er interessant, synes jeg, at den unge kvinde som følte sig så krænket, da hun læste Sonnergaard, var dybt bevæget, da hun så Per Flys Bænken med sin klasse, formentlig på grund af instruktørens og skuespillernes evner til at vise at mennesker på samfundets bund kan finde deres værdighed og, så prisgivet som de er, handler med hele deres menneskelighed.
Det lykkes måske for Per Fly og skuespillerne i filmen at gøre hvad Dostojevskij gør, at ophæve skel mellem kulturer og religioner og tale til vores medfølelse.
(Fork. af red.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu