Kronik

Den spirituelle mand

Jørgen Hunosøe har i tidsskriftet Nordica 17 vakt opsigt ved at anklage den unge Ole Wivels forglemte ungdomsdigte for at være fascistoide. En af tidsskriftets redaktører anlægger i samme nummer en lidt anden, feministisk, vinkel og trækker en linje op gennem det 20. århundredes danske litteratur
Debat
10. marts 2001

Lørdagskronikken
Et mandsforbund, der bevidst distancerer sig fra kvinder og det kvindelige, vil i nogens fantasi være forbundet med skurvognssnak og øldrikning, zünftige farende svende eller kalkulerende forretningsmænd til møde i Rotary.
Et mandsforbund af en hel anden spirituel art eksisterede en kort tid i Danmark i begyndelsen af 1940’ne centreret om en østriger ved navn Fritz Waschnitius, der tilsyneladende var i besiddelse af en stærk personlig udstråling og dertil inspireret af den tyske lyriker Stefan George (1868-1933), som i sit hjemland havde omgivet sig med en beundrerkreds af kunstforherligende unge, smukke og begavede mænd, hvoraf flere senere var blevet professorer ved de tyske universiteter. George havde således af flere veje haft stor indflydelse på det tyske litterære klima, skønt han førte sig frem som eksklusiv æsteticerende individualist, i udgangspunktet kun tilgængelig for en kreds af særligt udvalgte.
I Ole Wivels erindringer Romance for valdhorn kan man læse om, hvor imponeret og tiltrukket Wivel selv, Knud W. Jensen og en række andre kunstbegejstrede unge mænd blev af Waschnitius og af hans oplæsning af Stefan George-digte som alternativ til kedsommelig hverdag, almindelig små-borgerlighed og manglende idealer i kunsten og livet.
Inden for de sidste par dage er det blevet afsløret – af journalisten Marianne Juhl i Jyllands-Posten den 7. februar – at kredsen, den såkaldte ’Gotiske Klub’, lod en hjemløs idealisme udmunde i en egentlig dyrkelse af fascismen, og at Wivels offentliggjorte ungdomsdigte næsten virker relativt harmløse ved siden af det tydeligt nazistisk inspirerede digt, han sendte sin ven Erik Johansen i 1941.
Problemet med George er, at hans digte vrimler med stive og delvis tomme metaforer af arten »Führer«, »Reich« og »Zucht«, så digtene kan komme til at lyde som om de på profetisk vis bebudede nationalsocialismens Tredje Rige. Det mente nazisterne indledningsvis også selv, og de forsøgte umiddelbart efter magtovertagelsen at overøse den 65-årige George med æresbevisninger, som han skyndsomst unddrog sig ved at forlægge residensen til Schweiz, hvor han så døde. Så vidt vides fandt han både nazister og æresbevisninger vulgære. Nogle af hans hengivne disciple blev sidenhen nazister, mens andre gav deres liv i kamp mod nazismen, heriblandt Claus von Stauffenberg, der med en del af sin familie blev henrettet umiddelbart efter sit mislykkede attentat på Hitler. Begge parter kunne påberåbe sig Georges heroiserende digtning.

Et særtræk ved George var, at han ikke kunne lide kvinder: »George krævede ikke ligefrem cølibat – sådan noget gjorde han aldrig – men vennerne vidste, at han ikke ville have kvinden i sin »stat«, dvs. kreds, og at han opfattede bindingen til en familie som en hindring (...) Digterens opfattelse var, at ægteskabet var en nødvendighed for kvinden, men for manden kun blev retfærdiggjort ved at skaffe efterkommere.« Således skriver én af Georges mest trofaste - og absolut antinazistiske – disciple Robert
Boehringer.
George var selv utvivlsomt homoseksuel, men ikke praktiserende. Til gengæld opstod der nogle meget stærke bindinger mellem ham og hans disciple og nogle forhold, der var præget af højspænding og af dramatiske og lidenskabelige opgør.
Kendtest er tilfældet med Gundolf, der siden sin pure ungdom havde været en blindt beundrende og hengiven discipel, men som i 46-års-alderen, efter han forlængst var blevet professor i Heidelberg, insisterede på at gifte sig. George forsøgte at forbyde det under fremførelse af allehånde mærkværdige påskud, undtagen den ene rette grund, at han var ja-loux som en krænket elsker eller son en besiddende fader eller lidt af begge dele. De to mænd, der havde været nære venner i 30 år, talte aldrig siden sammen og George lod sig ikke røre af angergivne digte, hvor Gundolf synes at bønfalde om tilgivelse.

Alt dette ser jo, anskuet med nutidsøjne, uhyre let gennemskueligt ud, men var det åbentbart ikke for de datidige heros- og Platondyrkende mænd, der samlede sig om deres guru i fælles mistro til moderniteten med dens overfladiskhed, nyhedsjagt og latente værdinihilisme. Nu er det selvfølgelig umiddelbart begribeligt, at homo-
seksulle mænd ikke er interesserede i kvinder som kønspartnere, men kunne de da i det mindste ikke tale med dem om fælles åndelige interesser? Og kunne kvinder ikke på den måde have været med i kredsen?
Den danske kreds omkring Waschnitius havde en snert af den samme lukkethed overfor kvinder, skønt de fleste af de unge mænd i kredsen var umiskendeligt heteroseksuelle. Jamen hvad er det mon for en tone, der lyder i disse inderlige mandsvenskaber, også i venskabet mellem Waschnitius og Wivel, en tone, der høres i den unge Wivels hidtil forglemte ungdomsdigte. Er der ligefrem her noget, kvinder går glip af?
De unge mænd har i disse digte slanke legemer og slanke sværd, drømmer om fælles dåd og sværger sammenhold mod en påtrængende kvindeverden. En androgyn »engel« udvælger og indvier det lyriske jeg, men forvandler sig siden til en idealiseret maskulin skikkelse, der nøgen rider bort på sin hest. Det synes i den unge Wivels digteriske univers både at dreje sig om noget meget spiritualistisk, en fælles åndelig løftelse over urenhed og smuds, men også om en vitalistisk længsel efter en ligeledes idealiseret instinktverden, Appolon og Dionysos i ét.
Dette har igen baggrund i George-kredsens tankegang. Her dyrkedes et forfinet åndelig fællesskab, form og skønhed – ikke mindst mandlig fysisk skønhed. Til filosofien hører en romantisk opfattelse af at mænd først og fremmest er ånd og kvinder først og fremmest natur, en opfattelse, der umiddelbart lyder ekstrem, men som blandt andet også findes hos C.G. Jung.
Den unge Wivels George-beundring og hans nu fremdragne George-efterlignende digte kan være med til at forklare, hvorfor han senere sammen med andre unge mænd omkring tidsskriftet Heretica måtte føle sig draget af Karen Blixens irrationalisme og mystik og af hendes forsøg på at give det heroiske skæbnebegreb et nyt indhold, omend hun er ikke så lidt mere mangetydig og morsom end den taktfaste George. Og ikke mindst af hendes forsøg på at forklare sin borgerlige samtid, at det overflødige, luksus, »herlighederne« også skal have en plads i tilværelsen, som hun f.eks. gør det i sine absurd morsomme, paradoksale og alligevel alvorlige Daguerreotypier.
Men det forklarer nok også hvorfor både hereticanerne og
Aage Henriksen, der siden blev litteraturprofessor ved Københavns Universitet, på visse punkter måtte blive uenige med baronessen, eller ligefrem bange for hende. Som hun skrev, er det mænd, der selv går i lange klæder, præsterne – og måske også visse poeter og poetiske sjæle – der frygter hekse mest. Eller let omskrevet: Spirituelle mænd bliver forvirrede, når de møder kvinder med et stort åndeligt potentiale. Kvinder, der meget gerne vil nærme sig mænd af denne type, fordi de sanser muligheden for følelsesmæssig nærhed og sjælelig samklang. Skiftevis kan mændene ikke genkende dem som »rigtige« kvinder, og skiftevis bliver de bange for dem og antager dem for hekse.
Aage Henriksen tolker bl.a. Karen Blixens store forventninger til kærligheden på følgende måde: »For meget åndfulde og selvbevidste kvinder har jo elskovens væsen og veje alle dage taget sig noget forargelige ud (...) derfor sker det at kloge kvinder ikke vil elskes, før de kan blive elsket som personligheder, men der er ting som ikke kan lade sig gøre.« (Det guddommelige barn, p. 94). Og han kommenterer Sophus Claussens livslange søgen efter drømmekvinden, der på sublimeste vis forbandt ånd og natur på følgende måde: »Fra han i sin ungdom brød med sin blege forlovede, fordi han havde forelsket sig i Guds moder og ville bygge katedraler, ledte han efter hende overalt, men ikke i de gamle tiders skikkelse som den smerterige og barmhjertige moder, men som »kimæren, sibyllen, min attrås billede.«
Dvs. i skikkelse af den fatale fristerinde eller den sexede heks. Ånd og søde naturlige kvinder forliges angiveligt ikke godt.
Tankegange, der minder om Georges, videreførtes således i den kreds af entusiastiske studerende, der samledes omkring
Aage Henriksen, og som med deres kærlighed til kunst og og evne til begejstring frembød et sympatisk alternativ til de senere fremstormende marxister.

Imidlertid er den polariserede kønstænkning tydeligt i Henriksen-skolens tolkningspraksis, der hviler på en ekstrem sublimeringslære: Enhver digterisk løftelse af format forudsætter enten en afvisende eller en svigtet kvinde: »Ibsens kvinder bevarer i individualiseringen forholdet til den elskede, og det er selve forholdet der individualiseres. Enten i skikkelse af problemløs overtagelse af legemlighed og seksualitet – eller i forvandlet form som moralsk indignation, forførelseskunst, destruktionsvilje. Mens mændene i den første kærlighed bliver opmærksomme på sig selv og ubevidst løser sig ud af forholdet, idet de overtager de evner som vækkes, når de elsker og bliver elsket, som styrket identitet, fremtidig karriere, kald kunst samfundsmæssig magt.« (De ubændige, 1994, p.19).
Aage Henriksens form for litteraturvidenskab præges af en særdeles inciterende, men også svært gennemskuelig, blanding af parafraser, tolkninger og eksistentielle udsagn. Imidlertid har han aldrig lagt skjul på, at han udelukkende beskæftiger sig med tekster, der dyberst inde vedkommer ham selv. De anførte citater skal derfor ikke udelukkende opfattes som udsagn om bestemte forfatterskaber, men som udsagn om uforanderlige eksistentielle vilkår. Karen Blixens fortællinger handler angiveligt »om alt det, der bliver synlig for mænd, når kvinder ikke bliver det.« (Svanereden, pp. 77-78). Og det, der bliver synligt, når den levende kvinde fortrænges, er bl.a. kunsten og dens overjordiske kvaliteter.

Karen Blixen selv var naturligvis en undtagelse fra reglen om kvindens jordbundethed og mandens flugt opad på åndens vinger, men hun var jo så også en art heks, der både rent bogstaveligt kunne være selvlysende og skille mænds hoved fra deres krop, så det gik galt med kundalinirejsningen, som Henriksen beretter i De ubændige p.142 og 146-67.
Alt dette er yderst sælsomt at læse for en kvinde. Kan vi slet ikke få lov at komme ind i den åndelige himmel og hvis ja – i undtagelsestilfælde – så under ingen omstændigheder med kroppen i behold og sammen med en mand?
Jeg ved godt, at Henriksen-
folkene vil indvende, at de mand-lige digtere så sandelig også begår et yderst beklageligt forræderi mod hverdagen og kvinden. Nu har det altid forekommet mig mærkeligt, at kvinden og den erotiske kærlighed anbringes i hverdagens kategori, men endnu mere betænkelig forkommer det mig, at kvinden i denne sublimeringslære bruges som en art anledning eller genstand, der er katalysator for mandens himmelflugt, som så – desværre – må forlades: »De kvinder som deltager i den (erotiske situation) er ikke fra begyndelsen tilovers. De vækker hans attrå, men da den er vågnet, vender den sig tibedende indad mod den høje frue, som kan gøre en hellig kunstner af ham.« (De ubændige, p. 226).
Såvidt Sophus Claussens digterpraksis, der er beslægtet med østerlandske esoteriske traditioner, hvor det hellige og verden udelukker hinanden. Det er farlige og dæmoniske, men vist også uundgåelige, veje vor kunstner her er inde på. Som et modstykke hertil fremhæves den vestlige esoteriske tradition, der er »en anerkendelse af hverdagen, af kvinden og kønsforholdet som uopløselige livsbetingelser, vejen ad hvilken man må gå.« (Svanereden, 1990. p.68).

Kvinden – og kærligheden til hende – hører til i den lave ukomplicerede verden. Et idealbryllup ser således ud: » Det kan man se for sine øjne i operaen Tryllefløjten, hvor de farer, der udgår fra Nattens Dronning først overvindes, da Papageno skiller sig ud fra stykkets højtstræbende helt og finder sin søde brud i det lave og almindelige. (Svanereden, p 234). Af og til afsløres det også, måske uforvarende, at mandens verden og forehavende trods alt er finere og mere ophøjet end kvindens: »Når attråen hæmmes, fordi dens indehaver vil mere end den, noget højere, ædlere, sig selv i højeste forstand, så stiger dens finere stoffer opad og kan ses som en glorie om hovedet« (Svane-
reden, pp. 90-91). Og det kan kun være kvinden en ringe trøst, at hun og den verden, der tilmåles hende, til gengæld som oftest
idealiseres: Naturen og umiddelbarheden – og kvinden – er forladt ved et syndefald, men egentlig skulle hun jo (hvis hun ellers havde været ideel nok, hvad jordiske kvinder irriterende nok aldrig bliver) have været repræsentant for den store varme og mystiske kvindelighed, der kunne have frelst den splittede mand og givet ham adgang til den bølgende og altopslugende oceaniske hengivelse. Men ville al kreativitet så ikke bringes til ophør i følge denne dualistiske tænkemåde?
Andetsteds erklærer Henriksen Goethe og den østtyske forfatter Christa Wolf for enige om følgende opfattelse af de to køn: »Mændene står for det pludselige, der kan komme i avisen, præstationer og ulykker, mens kvindernes mere grundlæggende indsats, bestandig at vedligeholde verden, så den vedbliver at hænge sammen, kan fortabe sig i det anonyme.« (Svanereden, p. 161).
På en lidt mindre banal måde siges stort set det samme om Karen Blixen: »Hendes uudtømmelige viden om, hvordan alskens åndelighed skader kærligheden, er stillet i tjeneste hos den overbevisning, at den eneste virkelige kvindelykke består i at vække lidenskab, henrykke og bedåre. (Svanereden, 161). Sublim åndelig løftelse og kærlighed til kvinder udelukker hinanden både hos Stefan George og hos Aage Henriksen, dog således at Henriksen i modsætning til George beklager dette angiveligt uomgængelige vilkår.
Min pointe er nu endvidere, at den romantiske opfattelse af manden og kvinden som diametrale modsætninger, hvor manden først og fremmest tager sig af ånden, kvinden af naturen, manden er aktiv, kvinden passiv, manden er
kreativ, kvinden følelsesfuld etc. gennemtrænger hele det 20. århundreds mandlige digtning i Danmark. I begyndelsen som en reaktion mod det forrige århundredskiftes forvirring og eksperimenter, der både resulterede i den skræmmende og tiltrækkende fatale kvinde i Sophus Claussens digtning og i den ranke, sensuelle og åndeligt frigjorte Jakobe-skikkelse hos Pontoppidan.

Motivet om kvinden som natur forekommer dog mere paradoksal hos spiritualistiske mandlige forfattere end hos de eksplicit naturdyrkende som f.eks. Thøger Larsen og Johannes V. Jensen. Og den polariserede kønsopfattelse kulminerede faktisk så sent som i 50’erne, hvor kvinden og digterkaldet i Aage Henriksens litteraturkritik, men også i fiktionen, opstilles som modsætninger, hvor hånden, der må skrive, forråder den elskede og hendes fysiske nærhed (Bjørnvig), eller hvor manden og kunstneren nok er i stand til at tæmme (symbolske) tigre, men ikke til at leve sammen med en ganske almindelig, levende kvinde (Villy Sørensen).
Den tyske idealisme og dens aflæggere kan føre mange steder hen. For det er vel næppe et tilfælde, at beundrerkredsen omkring Aage Henriksen, fortrinsvis mandlig, hvis medlemmer stadig i dag ofte forholder sig som troende i forhold til dogmerne, kunne ligne et parallelfænomen til Georgekredsen, hvor man heller ikke be-tvivlede mesterens ord – omend i lidt stilfærdigere dansk udgave. Der kan faktisk påvises en linje i lærdomstraditionen mellem George, hans elev Gundolf, den tyske Geistesgeschichte og universitetsmiljøet på Frue Plads. Og ideen om, at manden må vælge mellem åndens rige og kvinden er fælles for både George-kredsen og Henriksen-kredsen, bl.a. fordi de begge har rod i esoteriske og sekteriske miljøer og i organismetænkningens biologisering af den menneskelige adfærd.

*Lise Præstgaard Andersen er f. 1944 og lektor i nordisk litteratur ved Syddansk Universitet, Odense

*Som medredaktør af Nordica opfordrede Lise Præstgaard Andersen gennem halvandet år Ole Wivel til i samme nummer af tidsskriftet at kommentere Hunosøes artikel, men uden held.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her