Læsetid: 3 min.

Tøj-ATTAC

Støt bryster – ikke diktatorer. Sådan kan kampråbet lyde over for bh-fabrikanter
Debat
16. marts 2001

Forbrugerkamp
Attac den magtfulde tøjbranche, der er (med)ansvarlig for ulighed og miljø-ødelæggelser i verden, og få den til at ændre adfærd i retning af fair trade og miljøansvarlighed.
Angrebet truer virksomhederne på deres indtjening – det eneste de virkelig har respekt for. Det er der intet ulovligt i og alle kan være med, for vi er alle forbrugere (store eller små) og alle kan bringe oplysninger og opfordringer rundt i sin omgangskreds. Effekten opnås ved boykot-aktioner, som vi har set flere af gennem årene – mod Shell, fransk vin og Chiquita-bananer. Virksomheder, som følger kravene, vil til gengæld nyde godt af en ’godkendelse’ og kunne sælge varer.
Produktet – tøj – er godt, fordi det fortrinsvis kommer fra den fattige del af verden, og fordi det er en vare, som i snit fylder lige så meget i en husholdnings udgifter som mad.

Magtfulde virksomheder
Virksomhederne, der dominerer branchen, er magtfulde, fordi de er købere på et stærkt konkurrencepræget marked – købers marked – hvor sælgerne/underleverandørerne underbyder hinanden på omkostningen – arbejdskraft og ignorerer meget betydelige miljøskader. I forhold til forbrugerne udbyder virksomhederne i stigende grad mærkevarer, hvis pris langt overstiger produktionsomkostningerne. Virksomhedernes værdiforøgelse fra fabrik til butik består i »branding«, dvs. markedsføringen af mærket (livsstil og kultur) og deres omkostninger er sponsorering af sportsfolk (f.eks. Nike og Adidas), kulturbegivenheder, gade-, og tv-reklamer.
Det er da surt, ikke mindst fordi vi forbrugere selv betaler for at mærkerne kan styre sport, kulturelle oplevelser og vores bevidsthed i bredere forstand, hvor det burde være lokale initiativer og demokratiske institutioner.
En af opgaverne består i at knytte forbindelser mellem producenterne og forbrugerne. Det er en forbindelse som faktisk er blevet svagere i takt med globaliseringen. Mærkevare-virksomhederne gør meget for at skjule de kummerlige produktionsforhold. De betegner sig selv som uden skyld, fordi de meget sjældent selv ejer bomuldsmarker og fabrikker. Men som forbrugere kan vi gennemtvinge visse krav til løn- og arbejdsforhold samt miljøbeskyttelse. I Holland startede organisationen Clean Clothes for 10 år siden og der er afdelinger i mange fortrinsvis europæiske lande efterhånden. Clean Clothes er et netværk af fagforeninger, menneskerettighedsgrupper, forskere, kvindegrupper, som formidler oplysninger og aktuelle opråb om hjælp. Som de siger til Triumph for tiden: »Støt bryster, ikke diktatorer«, fordi firmaet opererer i Burma, hvor oppositionen har opfordret omverdenen til at boykotte Burma.

Vælger den blide model
Nogle aktivister vil foretrække den blide model, som SID og ZAPP (Mellemfolkeligt Samvirkes-magasin for unge), der i efteråret opfordrede børn til at skrive pæne breve til legetøjsimportørerne om at de tænker på dem, der laver legetøjet i de fattige lande.
Andre mindre lovlydige medborgere vil måske følge nordamerikanske eksempler ved at ’pynte’ lidt på reklamer og slogans.
På arbejdspladser og i offentlige institutioner kan ansatte og brugere stille krav til de kollektive indkøb af arbejdstøj og tekstiler, som er mindst muligt ’snavsede’ og som individuelle forbrugere kan vi meddele butikkerne, hvilke krav vi stiller til tøjets produktionsmåde og vi kan lave boykot af de værste.
Kort sagt opfordrer jeg til aktiviteter, hvor alle med forskellige temperamenter og evner kan deltage med synlig effekt. Jeg tvivler på at de meget omtalte fire Attac-hovedkrav kan begejstre i længden, fordi de skal gennemføres af politikere og embedsmænd i internationale fora langt fra almindelige danskere og fordi de ikke har umiddelbar og direkte effekt hos fattige lønarbejdere og miljøet i den 3. verden. Magten ligger i stigende grad hos de store selskaber ikke hos nationalstaterne og selskabernes interesser præger EU, WTO, m.fl. Derfor står kampen mellem selskaberne og forbrugerne indtil magten bliver tilbageerobret til demokratiske instanser.
Ps. Gid der var et forlag, som ville oversætte bogen No logo af Naomi Klein.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her