Læsetid: 3 min.

Uheldigt

Er CD udlændingepolitikkens nye helte?
Debat
23. marts 2001

Opholdstilladelse
Det er blevet positivt modtaget i flere aviser - også i Information – at CD’s Peter Duetoft nu igen går i rette med indenrigsministerens og Udlændingestyrelsens forvaltning af opholdstilladelser. Ja, ikke alene det – CD vover et øje, hvis man skal tro Information.
Partiet vil ved det kommende valg slås for en mere lempelig udlændingepolitik. Hvis CD vil ændre loven, er det ikke alene legitimt, men også modigt af partiet med den ellers så populistiske historie.
Men man skal lægge mærke til at CD på dette område – i et vist samarbejde med de radikale – hidtil har brugt pres mod Udlændingestyrelsen som virkemiddel. CD’s Duetoft og den radikale Jørgen Estrup indgik en aftale med daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen om en lempeligere forvaltning af lovgivningen.
Nu mener Duetoft, at denne aftale ikke overholdes af efterfølgeren Karen Jespersen. Duetoft forsøger at lægge nyt pres på de der forvalter loven.
Meget kunne tyde på at der er god grund til at interessere sig for dette område. Nu hævdes det bl.a. af journalist Lars Rugaard i DR’s Orientering at Karen Jespersen har misinformeret Folketinget i sagen om en nylig udvist kvinde fra Sri Lanka. Hvis det er tilfældet, må man anerkende at pressen her har levet op til sin klassiske opgave som vagthund.

Ikke mindre politiserede
Det er sandeligt også diskutabelt, at slutafgørelser af enkeltsager på et så politisk følsomt område er henlagt til en minister. Man kunne frygte, at enkeltsager af denne grund afgøres ud fra stærke politiske hensyn. Ikke mindst når et valg nærmer sig. Det var bedre for retssikkerheden, om sidste instans var en domstol eller et domstolslignende organ.
Men sagerne bliver ikke mindre politiserede af, at folketingspolitikere også forsøger at gribe ind. Mig bekendt er det helt enestående, at en minister har indgået en aftale med nogle folketingsmedlemmer om, hvordan et bestemt område skal forvaltes. Hvilken retlig status har en sådan aftale? I hvilken lovsamling findes den? Har medarbejderne i Udlændingestyrelsen fået andet end en mundtlig orientering? Det er tvivlsomt, om den binder senere ministre. Der er næppe tale om retsbeskyttelse. Duetoft m.fl. er også helt uden ansvar for forvaltningen og kan til enhver tid – gratis – påstå at aftalen ikke forvaltes korrekt. Aftalen er efter min opfattelse uholdbar. Den skyldes formentlig kun, at Simonsen var så uerfaren i landspolitik og aldrig helt forstod forskellen mellem at være borgmester og minister. Risikoen er blandt andet, at dette lands politiske liv atomiseres endnu mere i enkeltsager med populistisk vilkårlighed. På bekostning af godt lovgivningsarbejde, en ordentlig demokratisk debat og retssikkerheden.

Politikerne på nakken
I forvejen er lovgivningen på området blevet et kludetæppe af grå zoner og uklarhed. Det bliver umuligt for Udlændingestyrelsen at arbejde i et sagligt klima, hvis man skal forsøge at gætte sig frem til ikke alene ministeriets og ministerens fortolkning af regelvirvaret, men også indtænke Duetofts og andre folketingsmedlemmers mulige fortolkninger.
Det er ikke overraskende, at Udlændingestyrelsen har oplevet en del personalegennemtræk: Medarbejderne må føle, at uanset hvad de gør, så har de politikerne på nakken og risikerer politisk kritik. Personalegennemtræk forringer imidlertid i sig selv kvaliteten af arbejdet.
Målet helliger ikke midlet. Forsøg på at ændre lovgivningen og fratage ministeren retten til at afgøre enkeltsager er hæderværdige. Det er beundringsværdigt, hvis man tager en ærlig politisk kamp om lovgivningen, selv om vælgergevinsten er stærk usikker.
Uklare aftaler om en »tolkning« af loven og eventuelle forsøg på politisk intimidering af Udlændingestyrelsen er derimod forkastelige midler. Inden Duetoft og co. udråbes til helte bør vi nok lige få helt afklaret hvordan der kæmpes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her