Læsetid: 5 min.

Vores otte-årige næste i en etiopisk bjerglandsby

’Hun beder os om at hjælpe hende’, fortalte han. ’Hendes far har lovet hende væk til en voksen mand, og hun er så fortvivlet.’
Debat
27. marts 2001

Kommentaren - Pigekamp
Kvindekampen starter tidligt i nogle etiopiske pigers liv. Vi var på vej tilbage fra landsbyen Sabina i det nordlige Etiopien, da en af mine etiopiske kolleger standsede mig og pegede på en lille pige, som havde fulgt med os nogle minutter. »Hun beder os om at hjælpe hende«, fortalte han. »Hendes far har lovet hende væk til en voksen mand, og hun er så fortvivlet. Hun vil så gerne have lov til at fortsætte i skolen. Hun er otte år og vil ikke giftes.«
Sabina er en kristen landsby oppe i bjergene. Sådan nogle som os kommer dertil ved at dreje væk fra den officielle vej og køre en times tid i en firehjulstrækker gennem et udtørret flodleje, og derefter gå endnu en time op gennem bjergene. Så ligger landsbyen der: Smuk og fattig og kaktusindhegnet med bjerge horisonten rundt. Sabina har for første gang i landsbyens historie fået en skole. Her får nogle børn og unge nu tre års alternativ grunduddannelse, og her bliver pigerne nu fortalt, at det er uheldigt og i øvrigt i strid med Etiopiens lovgivning, at helt små piger tvinges til ægteskab. Loven, som ingen ellers kender, siger de skal være 18 år.

En tragedie for pigerne
Den otte-årige pige er ikke et enestående eksempel. Det er et stort problem for skolen, at piger ’dropper ud’ på grund af tidlige ægteskaber. Det er et problem for skolen, men det er en tragedie for pigerne. Det er en ældgammel tradition mange steder i Etiopien.
Denne og en række andre nye små skoler er et resultat af et etiopisk-dansk program med indsatser indenfor sundhed, uddannelse og landbrug i et af de fattigste områder i et af verdens fattigste lande. Det er også en indsats, der giver ammunition til kvinde- og pigekamp. Nu kommer små piger hjem til forældrene og siger, at skolen fortæller dem, at det er forkert, hvad der sker med dem, når de som 8-10-årige bliver giftet væk. De føler, de har ret til at bede om at blive fri.
Vi mødte flere piger og vi hørte om mange. Medlemmer af skolekomiteen i en anden landsby fortalte om den 11-årige pige, der selv havde bedt sin lærer opsøge faderen for at blive fri for ægteskabet. Læreren prøvede at hjælpe men blev afvist. Den lille pige var så modig og fortvivlet, at hun derefter selv gik til skolekomitéformanden. Han er god og stærk, og han truede vist faderen med al landsens ulykker, hvis han med et ægteskab tvang pigen til at afbryde skolegangen. Det endte med at faderen bøjede sig for presset. Men sagen slutter ikke der, for i stedet lovede faderen pigens syv-årige lillesøster væk. Hun gik ikke i skole, så her var der ikke tale om at afbryde en uddannelse.

Få kommer i skole
Selv efter at disse skoler er bygget, er det kun et minoritet af børnene, der kommer i skole, og man kan ikke som 11-årig pige være gift og gå i skole på samme tid. Det tillader hverken tradition eller de ægteskabelige pligter.
Vi hørte også beretningen om en pige, der græd og protesterede og med skolekomiteens medvirken fik ægteskabet udsat et år. Derefter var der ingen pardon. Hun endte fysisk skadet på den nye sundhedsklinik, men da man skønnede at hun igen var rask nok, blev hun sendt tilbage til manden.
Mange af de små piger er ikke fysisk udviklede, og nogle lider skade fysisk. Nu protesterer de stærkeste og modigste af pigerne mod den skæbne, der venter dem.
Der er også stærke voksne i landsbyerne som vil ændre traditioner og som støtter pigerne i deres kamp. Med skolekomiteers medvirken er en række ægtekaber blevet udskudt. Men kampene vindes langt fra altid.
Vi opsøgte faderen til den otte-årige pige i Sabina. Uendelig forsigtigt snakkede vi os frem til også at kunne tale om traditionen med de alt for tidlige ægteskaber.
Han var hverken ond eller uansvarlig, men han havde mange munde at mætte i en familie i et område, hvor sult hører til årets orden. Og så mente han i øvrigt, at forældre spiller fallit, hvis ikke pigerne er gift allersenest når de er 13-14 år gamle. Er det ikke tilfældet risikerer man, at de ender inde i barerne i de fjerne byer. Han kunne ikke fravige sit løfte til den 18-årige mand, der havde fået lovning på hans otte-årige datter.
Men han lovede, at hun ville få lov at fortsætte i skolen i hvert fald i et års tid. For han havde også forståelse for at det var godt, at der var kommet undervisningsmuligheder til byen.
Det her udviklingsprogram er et program, der virker. Det skaber ændringer, som er helt nødvendige, ikke blot i Sabina, men også i en række andre landsbyer i North Wollo i Etiopien. Lysten til at læse og lære og forandre stråler i øjnene på de børn, der som de første får et beskedent tilbud om noget som måske kan være et skridt i retning af en anden tilværelse.
Der er en skoleglæde som er bevægende. Men når der skabes drømme og håb, og når traditioner udfordres, opstår der også nye frustrationer og spændinger. Konflikter, som ellers aldrig er blevet formulerede, bringes ud i det åbne.
Forandringerne forpligter både de mennesker i lokalsamfundet, der vil forandringer og forbedringer og – naturligvis – de donorer, der er med til at stimulere forandringerne.

Sikre afstandsmeninger
Det er let at have sikre afstandsmeninger om udviklingsbistand. Ikke alt virker alle steder efter hensigten. Det er næsten lige så let at finde svipsere her som i dansk trafikpolitik. Men når man selv ser forandringen og – med en tolk – sidder og snakker med 8-10 årige piger og drenge om deres håb og drømme, er der ikke meget at være i tvivl om. Heller ikke selv om nogle af børnenes drømme er helt urealistiske, og selv om nogle af forandringerne vil gøre næsten lige så ondt som det bestående.
Man finder også viljen til forandring og viljen til et bedre liv i de allerfattigste afrikanske landsbyer. Og på det lille plan kan man selv se forandringen.

Der er ingen tvivl
Det kan godt være man i intellektualiserede teologiske Søren Krarup-debatter kan filosofere over om vores næste og næsteforpligtelsen nu også kan gælde en otte-årig pige i en kristen bjerg-landsby i Wollo i Etiopien langt fra en dansk virkelighed. Men i den virkelige virkeligheds verden er der ingen tvivl.
Fællesprogrammet i Etiopien finansieres af Danida via Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet. Det gennemføres af etiopere, der gerne vil forandre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her