Kronik

Antisemitisme på dansk

De fremmede har altid udgjort en fare for tanken om national enhed. For ikke længe siden var »jøden« pr. definition »den fremmede«, og modviljen fik endda sin egen form på venstrefløjen
30. april 2001

Historisk set
Forestillingerne omkring Danmark og danskernes forhold til jøderne har i lang tid været præget af mytificering og glorificering. De seneste år har der dog været kraftig fokus på antisemitismen i Danmark før, under og efter Anden Verdenskrig. I den forbindelse er flere paradoksale og forundrende aspekter af danskernes forhold til jøderne kommet frem i dagens lys, og måske kunne et nærmere studie af forholdet kaste et kærkomment lys over den danske selvforståelse.
Hidtil har datidens modstand mod jøderne ikke været nogen hindring for den mytedannelse og glorificering af danskernes behandling af jøderne, som i efterkrigstiden fulgte i kølvandet på den i flere henseende enestående redning af de danske jøder i 1943.
Set i det lys kan man forestille sig, at den manglende belysning af den danske antisemitisme dækker over det faktum, at der i Danmark - som i store dele af det øvrige Europa – var en anselig modvilje mod jødernes tilstedeværelse. Når der ikke tidligere er foretaget en undersøgelse af den danske antisemitisme, kan det tænkes at have været af frygt for at lave ridser i lakken på såvel den danske selvforståelse som omverdenens positive syn på Danmarks behandling af jøderne.

Som modtræk til de ovennævnte myter kan man stille det spørgsmål, om jødeaktionen var en belejlig anledning til på en dansk, det vil sige fredelig, måde at slippe af med den jødiske befolkning som man egentlig ikke rigtig brød sig om. For gennem historien er der eksempler på betydelig folkelig opstand og uvilje mod den jødiske befolknings tilstedeværelse i den danske samfund.
Blandt andre gjorde den landsfaderlige N. F. S. Grundtvig i 1800-tallet indsigelser mod at tillade østeuropæiske jøder indrejsetilladelse til Danmark, ud fra den betragtning, at de udskilte sig for markant fra den øvrige danske befolkning. Han mente ikke jøderne var en autentisk og naturlig del af det danske folk; og da de samtidig fastholdt deres jødiske kultur og særegenhed, så han dem derfor som en fare for homogeniteten i det danske samfund.

Frem til efter Anden Verdenskrig radikaliseredes denne opfattelse af jøderne. Eksempelvis stiftede billedhuggeren Rasmus Bøgebjerg i 1917 »Dansk Forening til Fremmedelementernes Be-grænsning«, og med fremmedelementerne mente han jøderne.
I lighed med Grundtvig fremhævede Bøgebjerg i sin tale ved foreningens stiftende generalforsamling, jødernes modvilje mod at opgive deres kultur og særegenhed som deres samfundsopløsende og uroskabende egenskaber. Bøgebjergs incitament til oprettelse af foreningen var en opfattelse af, at jøderne ubemærket fik listet sig ind på betydelige poster og områder i samfundet.
Han mente, at jøderne i al stilhed var i færd med at oversvømme det danske kulturliv, de danske medier og det danske statsapparat, hvorfra deres samfundsopløsende egenskaber kunne udnyttes optimalt.
Desuden mente Bøgebjerg, at jøderne betragtede danskerne som en laverestående race, og fra deres positioner i samfundets top ville de efterhånden få Danmark indlemmet i et tysk-jødisk verdensvælde. I forlængelse heraf beskrev han tidernes jødeforfølgelser som grusomme, men på ingen måde umotiverede, idet jødernes væsen var bedragerisk og løgnagtigt; og så længe de ikke opgav disse karaktertræk ville de ikke opnå andre folkeslags accept.
Foreningen fik imidlertid en kort levetid, men det var ikke ensbetydende med at modstanden mod jøderne var forsvundet. Det ses med udgivelsen af Hans Brunøes Danskerne og de andre fra 1919, hvori der er elementer som må siges at ligge tæt op ad Hitlers og nazismens syn på såvel jøderne som nordboerne.
Heri beskrev Brunøe dansken som nordboen, der fra naturens hånd er udrustet med stærke og vellidte raceegenskaber, såsom en højtudviklet samfundsfølelse. Endvidere fremstillede Brunøe dansken og nordboen som den jordbundne race, der med brug af skovl og spade havde forstået sig på det erhverv som gennem generationer havde båret Danmark frem nemlig landbruget.

Ifølge Brunøe var den danske jordnære bonde imidlertid blevet udnyttet af jøderne, idet Danmark blev styret af en jødisk regering, bestående af en samling akademiske undermålere, der sammen med en flok smudsjournalister var ved at underminere det danske samfund.
I forlængelse heraf gjorde
Brunøe opmærksom på, at jøderne burde tage sig i agt for ikke at træde på det ægte danske folk – »urdanskeren«.
Efter Brunøes overbevisning ville jøderne dog først få respekt for urdanskerne, når modviljen mod jøderne gik fra ord til handling. I den forbindelse tog han afstand fra den tyske brutalitet og påpegede, at en sådan handling ikke skulle udformes som forfølgelse. Men jødernes indflydelse i det danske samfund skulle begrænses, og en betingelse for deres tilstedeværelse var at være dansk og at leve som danskerne.
Brunøes bog er blot ét eksempel på negativ opmærksomhed rettet mod jødernes tilstedeværelse i det danske samfund. I perioden frem til Anden Verdenskrigs afslutning kan man med rette betegne de folkelige antijødiske strømninger i Danmark som betydelige. Polemisk kunne man derfor spørge om redningen af jøderne var en hjælp til selvhjælp, hvor man på dansk, dvs. ikke-voldelig, vis kom af med jøderne?
Ingen tvivl om at nazisternes uhyrlige behandling af jøderne ikke faldt i danskernes smag, men omvendt begræd næppe særlig mange i den danske befolkning jødernes udrejse til Sverige hin oktoberdag i 1943.
Alligevel har det været den ak-tion som i efterkrigstiden har fået lov til at tegne billedet af danskernes forhold til jøderne – forståeligt nok. For med aktionen har man overfor såvel omverden som i den danske selvforståelse kunne fremstille billedet af en enestående dansk befolkning som trodsede den nazistisk overmagt ved at redde den jødiske del af befolkning. Og som om den aldrig havde eksisteret blev der med Anden Verdenskrigs afslutning lagt låg på århundredes antisemitisme – for en tid.

Som følge af den politiske venstrefløjs solidaritet med det palæstinensiske folk dukkede modstanden mod jøderne op igen i løbet af 1970’erne. Carsten Kyhn skrev i 1978 bogen En undertrykt sandhed og påpegede heri, at venstrefløjen ikke var antisemitiske, men derimod antizionistiske.
Som sådan var de derfor ikke ude efter den enkelte jøde, men zionismen og staten Israel. Zionismen blev betragtet som et produkt af antisemitismen og det vestlige borgerskabs dårlige samvittighed over holocaust. Dette forhold anså venstrefløjen for dybt problematisk, idet zionismen, med argumentation i antisemitismen, kunne fastholde de jødiske særegenheder og modsætte sig assimilation med andre samfund. Således anså også venstrefløjens jødernes modstand mod at opgive fundamentale elementer af deres kulturelle karakter som et væsentligt problem for at kunne omgås jøderne.
Yderligere blev jøderne i Zionismens Israel – et land i evig krig af Anne Grethe Holmsgaard og Kit Broholm fremstillet som et kapitalistisk og stærkt pengeinteresseret folkefærd, som på grund af deres geografiske udbredelse var en verdensomspændende pengemaskine der tjente og talte imperialismens sag, på bekostning af det palæstinensiske folk.
Et undertrykt folk har altid ret var titlen på en omdiskuteret film fra midten af 1970’erne. Det var ud fra denne devise, at mange legitimerede palæstinensernes væbnede oprør mod zionismen. Imidlertid anså Holmsgaard og Broholm zionismen som mere end staten Israel, for som de skrev: »Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de [jøderne] af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side«

For venstrefløjen bestod jødernes forbrydelse i, at de nægtede at opgive deres kulturelle særegenheder, og samtidig stod i ledtog med kapitalistiske og imperialistiske kræfter.
Det fatale i denne antagelse var, at der ikke blev skelnet mellem jøder som mennesker og staten Israel. Til trods for at venstrefløjen hævdede det modsatte, blev jøderne som helhed anset som en faktor, der uværgeligt var forbundet med problemerne omkring staten Israel og dets undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
Når venstrefløjen samtidig betragtede brugen af voldelige midler mod zionismen som berettiget, kan jøder i Danmark med rette have følt sig udsat. Siden hen har blandt andre Holmsgaard forsøgt at tale sig fri af disse antijødiske synspunkter. Men tilbage står stadig, at venstrefløjen dels opfordrede til voldelig kamp mod den jødiske stat og det jødiske folk, dels benyttede samme stereotype fremstillinger af jøderne som f.eks. Brunøe.
Sammenlignet med Brunøes ikke-voldelige tiltag mod jøderne, må venstrefløjens hårde retorik dog betragtes som radikalisering af tidligere tiders modstand mod jøderne i Danmark. Det kan så være sandsynligt at den danske venstrefløj ikke havde i sinde at gribe til vold mod jøderne eller samfundet som helhed, men dette blev aldrig ekspliciteret.
En nærmere undersøgelse af danskernes forhold til jøderne kunne ganske givet kaste et tiltrængt lys over den mentalitetshistoriske opfattelse af Danmark og den danske selvforståelse. Ligeledes kunne venstrefløjens indfaldsvinkel forhold til det jødiske/ palæstinensiske problem, måske lære nutiden, at forholdet mellem samfundets forskellige befolkningsgrupper handler om mennesker, mere end om religiøse og politiske magtstrukturer. Sker det, var der håb for at den skingre tone og det unuancerede argumenta-
tionsgrundlag, der ofte præger nutidens debat om det flerkulturelle samfund forstummer.

*Søren Hansen er cand. mag. i kultur, formidling og historie fra Odense Universitet og arbejder som akademisk konsulent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu