Kronik

Armenia in memoriam

Hvis tyrkerne havde lært af den armenske massakre i 1915, ville de måske ikke gentage fejltagelsen – godt nok i mildere form – over for kurderne. – En almen historiefortælling om nation og minoriteter, fortid og nutid
Debat
28. april 2001

Lørdagskronikken
Resterne af den højtudviklede armenske kultur kan stadig ses i Tyrkiet, blandet andet de smukke kirker på en lille ø i Van-søen (Aghdamar) og kirkerne og klostrene i Ani ved grænsen til Armenien.
I 1915 besluttede den tyrkiske regering, som opfattede de traditionelt kristne armeniere som et farligt fremmedelement i den ellers sunde tyrkiske krop, at tvangsforflytte hele den armenske befolkning på 1.750.000 mennesker til Syrien og Mesopotamien. Mellem 600.000 og en million af dem menes at være omkommet af sult og udmattelse eller myrdet på dødsruten.
Blandt de mest kendte efterkommere af de overlevende fra massakren er forfatteren William Saroyan – armenske navne ender ofte på -ian, ’søn af’ – og sangeren Charles Aznavour.
På denne baggrund arrangerede en gruppe forskere af tyrkisk og armensk afstamning i marts en konference i den tyske by Mül-
heim under titlen ’tyrkisk-armensk dialog’.
De inviterede forskeres synspunkter på tyrkiske-armenske relationer kunne af objektiv iagttagere kun betegnes som velfunderede og moderate.
Alligevel gik Tyrkiets største dagblad Hürriyets dagen før konferencen i sin europæiske udgave nærmest bersærk og startede en voldsom hetz imod konferencen. I de følgende fem dage blev avisens forside ryddet til fordel for overskrifter som ’Dialogfælden – Mødet sigter mod at støtte armenske teser’, ’Ondskabens møde’, ’Såkaldte tyrkere angriber Tyrkiet’. Som det antydes i de ovennævnte overskrifter, blev der i artiklerne med liden fin retorik hævdet, at konferencens formål var at støtte, hvad der blev betegnet som »armenske påstande« om, at tyrkerne begik et folkemord i 1915.
Dette reaktionsmønster er ikke unikt. Store dele af den tyrkiske presse beskylder således ofte den håndfuld af tyrkiske intellektuelle, der anerkender massakren, for at være ikke mindre end forrædere.

I den internationale forskning hersker der i dag bred konsensus om, at knap en million armeniere blev myrdet eller døde under tvangsforflytningen af det armenske mindretal i det daværende osmanniske rige.
Ligesom der hersker generel enighed om, at millioner af tyrkere og muslimer i århundredet frem til Første Verdenskrig blev fordrevet fra Balkan, Kaukasus og Krim, og at mange blev myrdet af forskellige stater og nationalistiske bevægelser. Disse katastrofer danner ganske givet den psykologiske baggrund for massakren i 1915, hvortil kommer, at armenierne efter 1917 som hævn myrdede ca. 40.000 tyrkiske bønder.

Når tyrkerne skal (bort)forklare folkemordet henvises der som regel til »dårligt vejrforhold, alderdom, sult og krigstilstande«. Selv hvis man accepterer de officielle tyrkiske tal, som kun angiver antallet af omkomne til omkring 300.000, handler sagen ikke desto mindre om en begivenhed, der kostede 1.000 mennesker livet per dag. Burde dette ikke være tilstrækkelig grund til eftertanke?
Derfor må man spørge, hvorfor tyrkerne mon hidser sig så meget op over at blive mindet om den armenske massakre? Massakren fandt sted for 85 år siden, hvorfor så godt som ingen af de direkte involverede lever i dag. I det lys kunne det moderne Tyrkiet vel godt beklage massakren som et mørkt, men afsluttet kapitel i nationens historie, under henvisning til, at det var osmannerne, som begik folkemordet. En afstandtagen var vel det mindste, som tyrkerne – både det officielle Tyrkiet, de intellektuelle og den almindelige befolkning – kunne præstere?

Tyrkerne har ellers et fint folkeligt udtryk: »Igneyi kendine, cuvaldizi baskasina batir« – stik dig selv med en lille nål, når du stikker andre med en stor! Det betyder næsten det samme som Det nye Testamentes »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?«.
Desværre har mange tyrkiske intellektuelle tilsyneladende glemt denne universelle folkevisdom. Blandt veluddannede tyrkere i Vesten er det populært at sammenligne tyrkiske indvandreres nuværende situation med jødernes i Tyskland op til Holocaust. Ifølge dem tildeler vesterlændingene – lige som tyskerne har gjort det i forhold til jøderne – tyrkere (og andre muslimer) rollen som »den anden« for at skabe og afstive deres egen identitet som moderne og civiliserede.
Udover det proportionsfor-vrængende retoriske element i jøde-tyrker-sammenligningen, inddrager imidlertid ingen af disse intellektuelle det oplagte eksempel på konstruktionen og udryddelse af »den anden«, deres egen nation har været involveret i: Massakren i 1915 mod det armenske folk.
Men derved bliver de medansvarlige for den officielle benægtelses- og fortielsespolitik. Ved ikke inddrage tyrkernes egne holdninger til armeniere, kurdere og andre minoriteter, forsøger disse intellektuelle at dække over, at skepsis, frygt og i værste fald had til etniske minoriteter ikke er et unikt vestligt eller moderne fænomen.
Naturligvis giver tyrkernes historiske og nuværende minori-
tetspolitik ikke vesterlændinge ret til at undertrykke tyrkiske indvandreres rettigheder. Men hvis man ønsker et bredere historisk perspektiv på fremmedfrygt, må man for at opretholde sin troværdighed også stikke sig selv med den lille nål.
Et lille antal tyrkere i Tyskland har bevaret denne intellektuelle hæderlighed og ved flere lejligheder tilmed sagt, at de som tyrkisk-tyskere føler et ansvar for begge holocauster – den armenske og den jødiske.

De mest fremtrædende af dem er historikeren Taner Akçam fra Hamburg og politikeren Cem Özdemir, medlem af Forbundsdagen fra partiet De grønne.
Specielt Taner Akçam har fremlagt en række forklaringer på de tyrkiske bortforklaringer og hysteriske overreaktioner.
En af de vigtigste hindringer for en debat om den armenske massakre skulle med Akçams ord være »det hukommelsestab, som gennemsyrer det tyrkiske samfund« og har form af »fraværet af en historisk bevidsthed«. Stater skaber gerne en national historie, der peger i retning af den aktuelle stat, som herigennem finder sin berettigelse. For den tyrkiske republikanske generations vedkommende har man søgt at begrunde sin eksistensberettigelse ved at tage afstand fra osmannerne, som man har valgt at fremstille i hovedsageligt negative termer. I realiteten har republikken dog overtaget mange træk fra det gamle osmanniske rige, noget som dog er særdeles ilde hørt, hvis tyrkiske kulturkritikere eller udlændinge påpeger det.
Den anden vigtige faktor, som Akçam påpeger, er, at den armenske massakre strider imod den tyrkiske republiks grundlæggelsesmyte. I korte træk går den ud på, at den moderne tyrkiske nationalstat er et resultat af en »anti-imperialistisk kamp« imod europæiske magter, der forgæves forsøgte at opdele og kolonisere Tyrkiet. Anti-imperialismen er således en vital del af den tyrkiske identitet.
Den armenske massakre indikerer imidlertid, at den historiske proces, som begyndte i 1914 med det osmanniske riges indtræden i Første Verdenskrig, og som i 1923 blev afsluttet med republikkens udråbelse, i vidt omfang havde karakter af en borgerkrig imod armeniere og grækere, som på daværende tidspunkt levede inden for det osmanniske riges grænser.
Den tredje faktor, som Akçam kalder »ånden fra folkemilitserne« handler om de civile og halv-civile bevægelser, som efter Første Verdenskrigs afslutning indledte en guerillakrig imod besættelsesmagterne, dvs. de vestlige allierede, Grækenland og det mini-Armenien, som var blevet oprettet efter krigen. Imidlertid tilhørte mange af disse militser Partiet for Enhed og Fremskridt, der var dybt involveret i den armenske massakre, og mange af dem var almindelige kriminelle, der efter at have dræbt armenierne beslaglagde de myrdedes værdier og ejendomme.

Der er yderligere to faktorer, som Akçam ikke tager op, men som også synes at medvirke til at gøre en tyrkisk Vergangenheitsbewaltigung, dvs. et opgør med fortiden, vanskelig.
Den første angår den multikulturalistiske ideologi, der er udbredt blandt tyrkiske indvandrerminoriteter over hele verden og som vanskeliggør deres håndtering af armenske indvandrerminoriteters politiske bestræbelser på at få tyrkerne til at anerkende massakren.
Ifølge et multikulturalistisk synspunkt, der efterhånden sætter rammerne for, hvordan man bør opfatte forholdet såvel mellem nationer, etniske grupper og religioner som mellem mindretal og flertal, udgør forskellige kulturer, etniske grupper, religioner og nationer blot forskellige manifestationer af en fælles menneskelig kerne. Det vil derfor også være urimeligt at hierarkisere dem, og for eksempel hævde, at én kulturel praksis er bedre end en anden eller at påstå, at én bestemt nations bidrag til den fælles menneskelig civilisation er mere eller mindre end en anden.
Den måde forskellige folkegrupper bør præsentere sig på, er efterhånden blevet standardiseret som åbningsceremonien til de Olympiske Lege: Foran går en kvinde iklædt folkedragt, som bærer det nationale flag, medens nationalmelodien spilles. Alle er lige og rækkefølgen af nationer i processionen afhænger ikke af de respektive landes BNP eller antallet af guldmedaljer ved sidste OL, men er alfabetisk bestemt og derved relativ tilfældig. Inden for multikulturalismen forestiller man sig en verden, hvori folkegrupperne udstiller deres etniske cuisine, brugshåndværk, religiøse symboler, folkedanse, sange og traditioner.
I denne verden er der ikke plads til inter- eller intraetniske konflikter, uanset om de antager karakter af massakrer, krige, folkemord eller borgerkrige. I dette normaliserede univers virker påmindelser og beskyldninger om tidligere massakrer som malplacerede, altmodisch, ja som udtryk for upassende hævngerrighed.

Ifølge dette standpunkt bør tyrkiske og armenske unge fremvise folkedans og lækkerier fra de respektive traditionelle køkkener frem for at debattere, hvis forfædre der myrdede hvem, hvorfor, hvor og hvornår.
Kan man eksempelvis forestille sig, at den armenske massakre ville blive omtalt i en tyrkisk modersmålsundervisningsbog udgivet med støtte fra den danske stat? Kan man omvendt skrive en tilsvarende bog for armenske børn, som ikke nævner massakren?
Tyrkiske indvandrere, der tilsyneladende har taget multikulturalismens udglattende diskurs for pålydende, bliver vrede, når de bliver mindet om massakrer, som deres forfædre eventuelt har været involveret i.

Probelmet er blot, at den multikulturalistiske ideologi ikke holder, hvad den lover, nemlig at andre glemmer det ubehagelige, som ens etniske gruppe i fortiden har udrettet.
Multikulturalismens paradoks består i, at man på den ene side opfordrer indvandrerminoriteter til at dyrke og bevare den etniske identitet, og i forlængelse heraf begræder tabet af modersmålet, den etniske identitet og den oprindelige nationale identitet.
Men samtidig forlanger multikulturalisterne, at indvandrerminoriteterne skal lave om på deres oprindelige kultur, således at den ikke rummer noget, som udfra et multikulturalistisk standpunkt er frastødende.
Men også forholdet til Nationen som begreb gør det vanskeligt for tyrkerne at tackle deres fortid på hensigtsmæssig vis. National identitet bygger overalt på historisk kontinuitet. Derfor er ingen interesseret i at blive præsenteret som et medlem af en nation, der har begået et folkemord. Uanset hvor meget man ønsker at flygte fra den nationale identitet, repræsenterer alle individer på en eller anden måde deres nation, og vil naturligt nok hellere forbindes med forbundet med nobelprismodtagere, forfattere, kunstnere eller sportsfolk end med en påstand om folkemord. – I den tyrkiske debat understreges det ofte, at »vi ikke kan leve med, at vores forfædre bliver besudlet og krænket, ligesom vi ikke kan efterlade vores egne efterkommere med den æreløse betegnelse »folkemordere«.

Den måske vigtigste politiske opgave i Tyrkiet i dag er bekæmpelsen af den voldskultur, der stadigvæk gennemsyrer landets politisk kultur. Man behøver ikke at henvise til politibrutalitet overfor demonstranter, polititortur eller til militærets til tider hårde fremfærd mod kurdiske bønder. Selv i det tyrkiske parlament har parlamentsmedlemmer for åben skærm været oppe at slås med hinanden og dette i en sådan grad, at et parlamentsmedlem endog er omkommet af de slag, han fik i hovedet.
Hvis tyrkerne havde draget den rette lære af den armenske massakre, ville de måske ikke have gentaget fejltagelsen – godt nok i en mildere form – over for kurderne. Frem for at se kurderproblemet som et hovedsageligt terrorisme-problematik, der lader sig løse med militære midler, bør det betragtes som et etnisk og socialt problem, der kun kan løses ved at udvide demokratiets rammer og sikre respekten for menneskerettighederne. Det ville ikke være en overdrivelse at hævde, at den manglende åbenhed omkring den armenske massakre stadigvæk forpester tyrkisk politik.

Kilder:
*Akçam, T.: Menneskerettighederne og det armenske spørgsmål (Insan haklari ve Ermeni sorunu) (Iletigim Yayinlari, Istanbul, 1995)
*Akçam, T.: Tyrkisk national identitet og det armenske problem (Türk Ulusal Kimligi ve Ermeni Sorunu) (Iletigim Yayinlari, Istanbul, 1995)

*Mehmet Ümit Necef er lektor, ph.d. ved Syddansk Universitet, Odense.

*I aften kl. 19 holder armenierne på Fyn en mindehøjtidelighed for massakren. Sted: Skt. Hans kirke, Odense.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her