Kronik

Barnet, kvinden og det dyriske

Informations tema-serie om ’Det barnløse Europa’ undrer sig over de børnefattige tilstande. Det gør jeg ikke
17. april 2001

Retfærd & Velfærd
Sidste sommer gik jeg rundt og ventede mig. Maven bulede, fuglene sang – og i tvillingevognen sad min et-årige søn og min to-årige datter.
På gaden kiggede folk altid først på ungerne i vognen. »Gud, hvor må det være hårdt at få dem så tæt på hinanden!«, udbrød de med stor medfølelse. Men når de så fik øje på min mave, blev sympatien til store øjne og ofte til forargelse: »Jamen, er du gravid igen?« Og så den slemme: »Var det med vilje?«
De mest hardcore venner grinede, mens de spurgte: »Har du aldrig hørt om prævention?« – og de velmenende økofreaks forklarede med rædsel, at jeg nu var med at til at vælte befolkningsbalancen, sådan globalt set. »Hvorfor har du ikke valgt en abort?«, var der flere, der spurgte.
Graviditeterne har derfor ikke været en tilstand, der har udløst prestige endsige beundring eller glæde – når jeg altså ser bort fra familien og de nærmeste. Snarere bestyrtelse over, at jeg kunne finde på at handle så sindssygt. Så selv om Informations tema-serie om ’Det barnløse Europa’ undrer sig over de børnefattige tilstande, kan jeg blot konstatere:
Når man i dag i Danmark får mange børn – det er åbenbart bare tre – er der ikke noget med »Hvor er det godt, at du sørger for at holde fødselstallet oppe«. Og det er absolut ikke moderigtigt at få børnene helt tæt på hinanden.
De massive reaktioner må handle om livsforventninger. Om tidens herskende krav om plads til egen udvikling – og behovet for selvprofilering. Og dermed en livsopfattelse, der ville have været utænkelig eller i hvert fald utopisk for bare 1-2 generationer siden.
»Jamen, trænger du slet ikke til at være dig selv?«, er jeg blevet spurgt flere gange, end jeg kan tælle det. Typisk af folk, der ikke selv har børn, eller af forældre, der har rigeligt i at hoppe og danse for deres ene drømmebarn, og som derfor ikke har fantasi til at ønske sig dobbelt op – eller trippelt.
Alligevel har det været værst at træde frem i min umiskendelige tilstand ude på gaden. Vildtfremmede mennesker kiggede efter mig og talte om min mave – og om mine unger i vognen. Mest præcis var nok manden på Amagertorv, der lige akkurat talte så højt, at jeg ikke kunne undgå at høre det: »Se hende der. Hun kan slet ikke styre sig!«
Manden havde selvfølgelig ret: Jeg kunne slet ikke styre mig. Pointen er imidlertid, at jeg stadig ikke har lyst til at styre mig. Hvis det ellers var muligt – og man ikke blev så radbrækket af at få så mange børn – blev jeg såmænd helst bare ved. Eller som mit drømmemotto efterhånden er blevet: ’Man burde altid have et barn under halvandet’.
Dét med at kunne styre sig er desuden temmelig paradoksalt. I mange andre sammenhænge i 2001 er idealet netop ikke at kunne styre sig selv og sin lidenskab. Som kvinde skal man helst frem-stå som den evige sensuella. Balder her, bryster der – og ’sex på jobbet som en basal rettighed’. Men er brysterne tunge af andet end silicone, så vender sympatien for de kvindelige former. Brysterne er pludselig alt for kropslige – pinligt dyriske og tydeligvis aggressionsspredende.
Tidens pli er i det hele taget ikke overvældende, når det gælder en gravid kvindekrop. Når man går rundt inden i en sådan, virker det i hvert fald, som om der pludselig er opstået enighed om, at graviditeten ikke er en personlig sag, men en tilstand som alle har krav på at få informationer om.
Gud nåde dén gravide pige over 30, som ikke har fået foretaget en fostervandsprøve, men bare håber på lykken. »Hvordan tør du?«, spurgte folk mig forarget, når jeg kom til at indrømme, at jeg ikke havde ladet mig teste.
For slet ikke at tale om graviditetens forstyrrelse af kroppens sædvanlige linjer. Igen og igen har folk spurgt: »Hvor meget har du taget på?«. Et spørgsmål, der ikke mindst betyder: Hvor hurtigt tror du selv, at du kan vende tilbage til din tidligere tilstand – eller har du helt droppet drømmen om igen at være et attråværdigt stykke kød?
Desuden skal man ikke regne med, at de svulmende former appellerer til nogen øget hensynsfuldhed, i hvert fald ikke i offentligheden. I løbet af mine tre graviditeter er der kun én gang en person, der har rejst sig op i bussen for min tunge mave med alle pluk-veerne – og det viste sig at være en polsk turist!

Den herskende frivillige(?) barnløshed – både i Danmark og i Europa – afspejler forventningerne til et interessant liv i det nye årtusind. Reaktionerne på graviditeter og børn tyder i hvert fald på, at de herskende forventninger ikke rummer noget så distraherende som børn.
Tværtimod lader de prestigegivende livsforventninger til at handle om en voksentilstand, der er totalt udfordrende og udviklende og tilfredsstillende hele tiden – og helst renset for trivialiteter. En levevis med jobbet i centrum, men vel at mærke et job, hvor ’arbejdsgiveren skal spørge, hvad han kan gøre for dig – og ikke omvendt’ – og et liv med kæreste(r) eller parforhold, hvis det lader sig passe ind i arbejdstiderne. Alt i alt nogle livsforventninger baseret på tidens krav om en materiel standard, der på (naiv?) 60’er-vis hele tiden forventes at blive bedre.
Den enkelte skal ’dyrke sine potentialer og kompetencer’, som det hedder. Men under jagten på prestigegivende totaloplevelser og udfordring af alle kreative og spontane evner – fra adventurerejser til kursusoverload – opstår åbenbart en paradoksal skræk netop for det uventede. En tryghedsmani, der kræver, at ego-verdenen ikke braser sammen. Og i denne verden hører kæp-i-hjulet-sparkende børn naturligvis ikke hjemme. Heller ikke andres børn – og slet ikke kollegers børn.
Først her starter den officielle familiepolitik – og det meste af debatten om børnefamiliers vilkår, også den velgørende ’Get a Life’-debat – nemlig alt det indlysende besværlige ved børn: At børn ikke er lette at kombinere med jobs, hvor man skal være 9-16 (eller helst 8-18) for at nå det hele. At en barselsorlov i sig selv virker som en udmeldelse fra karriereholdet. Og at ingen kan leve af de sølle 60 procent af dagpengene, som forvandler orlovsperioden til økonomisk deroute – og skilsmisseinspirator.
Sådanne overskuelige samfundskonsekvenser virker bare så latterligt konkrete og forståelige i forhold til det store og vidunderlige, det er at få et barn. Derfor er det også besynderligt, at det er så svært for politikerne at finde frem til en anstændig barselsorlovsordning.
Et år, tak, helst med fuld løn eller i det mindste på fuld dagpengesats det sidste halvår – og med mulighed for at manden kan tage de sidste tre måneder.

Lad os dog se realiteterne i øjnene. Min den mindste er snart seks måneder, men hun nægter fortsat at spise noget som helst andet end ammemælk, (hvis jeg nu skal undgå at tale korporligt). Hvordan skulle jeg så kunne aflevere hende og have det ’spændende og udviklende‘ på min alt andet end ringe arbejdsplads, mens mine tanker kørte seksdagesløb om min tvangssultede tøs i vuggestuen? Inden for moderne personalestrategi taler man meget om procesorienteret arbejde.
Men i virkeligheden er tiden ubønhørligt resultatfikseret. Netop derfor virker børn nok så skræmmende; fordi selv den mest hyperplanlagte graviditet aldrig resulterer i et kontrollérbart resultat. Eller som en mand i lækkert jakkesæt så tilfreds og lettet udtrykte det: »Nu kan min søn på tre et halv gøre alt selv, altså undtagen at børste tænder.«
Børn er tydeligvis lettest at acceptere, når de er – voksne.

Anne Middelboe Christensen (f. 1964) er cand. mag. Hun har siden 1995 været teateranmelder ved Dagbladet Information og er desuden ekstern lektor ved Københavns Universitet. Mor til tre børn (1998, 1999, 2000) og stadig hjemme med den yngste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu