Læsetid: 1 min.

Barriere mod fred

De israelske bosættelser på besat område er placeret på militærstrategiske højdepunkter
Debat
6. april 2001

Palæstina
Israel er kommet med voldsomme angreb på udenrigsminister Mogens Lykketoft efter hans udtalelse: »Israels etablering af nye bosættelser i de besatte områder og udvidelsen af de allerede eksisterende bosættelser er en af de alvorligste barrierer for fred i Mellemøsten«.
Netop hjemkommet fra en rundrejse i Gaza og Vestbredden kan jeg helt tilslutte mig vores udenrigsministers opfattelse. Det er absurd at opleve, hvordan israelske bosættelser er placeret på så mange militærstrategiske højdepunkter.
Som f.eks. en lille gruppe rabiate bosættere i byen Hebron, som beskyder de arabiske bydele med hjælp af israelsk militær.
Uhyggeligt mange af de dræbte palæstinensere er børn, som israelske skarpskytter har ramt i den øverste del af kroppen.

Israels hensynsløshed
Der er hos palæstinenserne en stigende frustration grundet Israel overdrevne brug af magt og økonomiske udsultning af Gaza og Vestbredden.
Ca. 300.000 palæstinensere har mistet deres job, vej-spærringer overalt, landbrugsvarer kan ikke eksporteres og israelske bull-dozerne har ødelagt store arealer med oliven- og appelsintræer.

Palæstinensisk misbrug
Den palæstinensiske side har også deres ansvar for hvad der er sket siden underskrivelsen af Oslo-aftalen. Desværre har Arafat klaret omstillingen fra guerillaleder til statsmand på dårlig vis, så det palæstinensiske Selvstyre er præget af korruption, lav effektivitet og ringe respekt for menneskerettigheder. Der udøves magtmisbrug, hvilket især er sket med fra de indflydelsesrige poster hos folkene omkring Arafat, hvoraf en del i sin tid forhandlede aftalen i Oslo.
Der synes at være en mere demokratisk indstilling hos de folkelige organisationer og NGO’ere, som er opbygget i Gaza og Vestbredden siden 1980’erne.

Fortsat støtte
Det er i den situation vigtigt, at der fortsat fra dansk side gives støtte til civilsamfundet i Palæstina, såvel fra Danida’s overgangsbistand som fra Folkekirkens Nød-hjælp, SiD og andre danske organisationer. Forhåbentligt kan det også lykkes for Mogens Lykketoft at få EU’s udenrigsministre med på at spille en mere aktiv politisk rolle for at få fredsprocessen i gang igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her