Tro & Filosofi
Nutidens mødre er på mange fronter langt bedre stillet end vores egne mødre var da de fik os i 1970erne. Hvor de måtte aflevere spædbørnene i andres varetægt seks uger efter fødslen har vi 26 uger inden vi skal tilbage på jobbet. Vi har oven i købet mulighed for at forlænge tiden sammen med barnet ved at tage forældreorlov bagefter.
Hvor vores mødre havde fokus rettet mod at skabe sig en plads i det offentlige rum, ser det ud til at vi, tidens mødre, foretager den modsatte bevægelse tilbage til hjemmet. De fleste af os har bagdøren til arbejdsmarkedet stående åben, men for en voksende gruppe nyuddannede kvinder bliver enden på forældreorloven et ufrivilligt husmoderskab. Det er der flere grunde til.
Forældreorloven er fra politisk hold tænkt som en mulighed for både mødre og fædre, men i praksis viser det sig, at det i høj grad er kvinderne, som vælger at holde pause fra erhvervslivet mens ungerne er små. For mange er det et spørgsmål om økonomi: I de fleste familier tjener kvinden mindre end manden og hendes orlov påvirker derfor familiens økonomi mindst. Dertil kommer at mange kvinder gerne vil være hjemme med børnene de ofrer sig ikke, de vil gerne have en bedre og mindre stresset hverdag og mere tid til børnene.
Kvinderne er måske også mere modige end mændene, når det gælder risikoen for, at orloven forringer karrieremulighederne. Måske også for modige det gælder ihvertfald den gruppe unge, nyuddannede kvinder som i stadig større omfang ender som langtidsledige efter barsel og forældreorlov. De er ikke attraktive for arbejdsmarkedet fordi der står barns første sygedag og endnu et barn på ryggen af dem. Samtidig er der andre unge og mere nyuddannede mennesker at vælge imellem deriblandt en masse mænd som med sikkerhed ikke vil holde orlov.
Desværre er det ikke engang sådan at det kun er den ekstraordinære forældreorlov, mændene holder sig væk fra. En ny opgørelse viser at kun 56 procent af de nybagte fædre tager de 14 dages barsel, de har krav på, når de bliver fædre. Den procentdel af mændene som tager de 14 dages orlov de yderligere har ret til når morens barsel udløber, er etcifret.
Halvdelen af nutidens nybagte fædre vælger med andre ord at tage på arbejde istedet for at bruge to uger på at lære deres nyfødte barn bare en smule at kende. Hvorfor?
Der er selvfølgelig ikke noget entydigt svar, men en væsentlig forklaring skal findes i et stift, reaktionært og forstenet arbejdsmarked. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet om Forældreskab i 90erne viser blandt meget andet, at mange mænd i karrierejobs har de formelle rettigheder til f.eks. at blive hjemme hos et sygt barn, men vælger ikke at gøre det fordi ledelsen ser skævt til mænd som tager deres del af ansvaret for børnene. Mænd med intakt ansvarsfølelse bliver set skævt til og betragtet som dårligere arbejdskraft, fordi der i erhvervslivet eksisterer en bred mande-konsensus om at små og syge børn ikke er et anliggende for rigtige mænd.
Det giver stof til eftertanke og forundring at erhvervslivet hviler på et så forhistorisk syn på kønsrollerne (og det giver måske også et fingerpeg om hvorfor ligeløn stadig ikke er en realitet). En af Socialforskningsinstituttets konklusioner er da også, at arbejdspladsernes traditionelle kønsrolleforventninger i virkeligheden er den største barriere for at få arbejdslivet til at passe bedre til forældreskabet.
Men det er egentlig mere mærkeligt at så mange mænd tror på erhvervslivets fortælling om rigtige mænd, og derfor bøjer nakke og finder sig i at blive bedt om eller tvunget til at svigte deres kone, børn og dertil hørende ansvar til fordel for lønarbejdet. Og hvorfor siger de nybagte mødre ikke fra, når deres mænd nu ikke er i stand til det? Hvordan slipper halvdelen af de nybagte fædre af sted med at liste på arbejde få dage efter ønskebarnets ankomst? Hvordan bliver den beslutning truffet? Er halvdelen af alle nybagte forældrepar enige om at mor klarer barnet?
For nogle nyfeminister med Katrina Schelin, som bl.a. har været med til at redigere Nu er det nok. Så er det sagt, som den klareste fortaler, er svaret på den køns-mæssige ulighed i ansvarligheden for børnene at undlade at få dem en løsning som forhåbentlig ikke får alt for voldsom tilslutning.
Katrina Schelin sætter i sit essay »Mig & Marilyn« (i Nu er det nok. Så er det sagt) et stort lighedstegn mellem mor og offer et lighedstegn jeg som mor nødvendigvis må blive provokeret af. Jeg er ikke noget offer. Jeg er meget privilegeret og meget stolt af at være mor. I Katrina Schelins verdensbillede er kvinden offer fordi det er hende som føder barnet og dermed har det forkromede, overordnede ansvar. I mine øjne er en offerrolle ikke en naturlig følge af moderskabet, men derimod en social position man bliver sat i eller vælger at sætte sig i.
Når billedet af moderen som offer provokerer mig, er det også fordi Katrina Schelin mangler et vigtigt aspekt i sin fremstilling af moderskabet. Hun glemmer glæden og kærligheden som følger i halen på barnet. Naturligvis er det et stort ansvar og et arbejde at få børn, men det er også en meget stor glæde. Måske er det netop glæden som er den største fare ved moderskabet: At kvinder pga. kærligheden til børnene påtager sig for meget ansvar. Og det er jeg ikke i tvivl om at vi alt for ofte gør.
Jeg er enig med Katrina Schelin i at der er en mange konflikter bundet til forældreskabet både for kvinder og for mænd. Tendensen til at kvinderne stille og nærmest ubemærket forsvinder tilbage til de hjemlige gøremål er blot et alarmerende eksempel. Det er et problem for kvinderne, for samfundet, for forholdet mellem kønnene, for ligelønnen og ikke mindst for børnene. Det er en konflikt som skal belyses, debatteres og løses men løsningen ligger ikke i at lade være med at få børn. Det vil vel snarere være en be-grænsning af kvinders udfoldelsesmuligheder end en udvidelse af samme?
Det er uden tvivl nyfeministernes fortjeneste at kønnene og de dertil knyttede roller igen er kommet på dagsordenen det er bl.a. derfor vi i øjeblikket diskuterer (u)ligeløn. Nyfeministerne har skabt fornyet fokus på vores indgroede opfattelser af kønnenes egenskaber og gjort det legalt at påpege uligheder uden at blive til grin eller opfattet som et forhistorisk levn. Nyfeministerne har effektivt gjort op med løgnen om ligestilling og skabt grobund for en reformulering af kønsroller og -forestillinger ved at fortælle deres egne historier.
Men i forhold til arbejdsmarkedet er det ikke nok at fortælle den individuelle, kvindelige historie. Det er nødvendigt at udvide perspektivet og historien til at omfatte begge køn fordi de kønsmæssige uligheder i orlovsordninger, pasningen af syge børn og den ubenyttede barselsorlov ikke blot er et kvindeanliggende, men et fælles problem for småbørnsforældre. Det er et fælles ansvar for kvinder og mænd at insistere på at få ændret forholdene på arbejdsmarkedet så de passer bedre til forældreskabet.
For kvinderne er medansvarlige for at mændene springer de 14 dages barsel over for at tækkes chefen, og mændene som enten beredvilligt eller tøvende giver afkald på deres lovmæssige ret til at passe deres feberramte børn, er med til at bekræfte arbejdsgiverne i, at kvinder er ustabil arbejdskraft som ikke har krav på den samme løn som mændene.
Samtidig er det nødvendigt at problematisere vores loyalitet overfor arbejdsgiverne og arbejdsmarkedets stive strukturer. Fagforeningerne melder at unge mennesker af begge køn i stort omfang vælger at takke nej til medlemsskab fordi de ikke oplever at de har brug for fagforeningen.
Et indslag i TV-Avisen viste en række unge karrieremennesker som samstemmende erklærede deres tillid til deres arbejdsgiver og dennes vilje til at tilgodese deres rettigheder og behov. En tillid som hviler på et spinkelt grundlag, hvis man skal tro forældreskabsrapporten fra Socialforskningsinstituttets konklusion om arbejdspladskulturens negative indflydelse på bl.a. mændenes beslutninger om forældreorlov.
Hvorfor finder vi mænd og kvinder os i det? Hvorfor finder vi os i at det er kvinderne som går på forældreorlov og nedsat arbejdstid fordi mændene lader være med at holde orlov, eller at blive hjemme hos syge børn af angst for at miste job og indflydelse?
Hvorfor lader vi arbejdsmarkedets fortælling om at mænds arbejdsevne forbliver upåvirket af familieforøgelse bestemme farten? Hvorfor finder vi os i at vi som børnefamilier arbejder mere end nogensinde?
Spørgsmålet er, om vi ikke skal vende blikket mod den dagligt kortere arbejdstid som alternativ til forældreorloven, for dermed at skabe en mere menneskelig hverdag istedet for lange perioder af orlovs-undtagelsestilstand. Med arbejdsmarkedskulturens træghed kommer det til at tage mange år før orlov bliver en realitet for lige mange mænd og kvinder, og det er spørgsmålet om ikke alle parter i børnefamilierne (og måske også på arbejdsmarkedet) ville være bedre tjent med nedsat arbejdstid for både mænd og kvinder.
Det er ihvertfald sikkert at det er langt mere gavnligt for alle parter hvis bevægelsen mod hjemmet ikke kun er en kvindelig bevægelse sådan som det er tilfældet med den nuværende orlovsordning.
Vi kan ikke være tjent med at sende veluddannede, unge kvinder ud af arbejdsmarkedet og hjem til vasketøj og støveklud. Hjemmet skal ikke være kvindernes domæne og resultatet af en forældreorlov skal ikke være ufrivilligt husmoderskab for en stor gruppe veluddannede kvinder.
Anita Frank Groth m.fl. (red): Nu er det nok. Så er det sagt. Rosinante, 2000.
Anne-Dorthe Hestbæk: Forældreskab i 90erne. Socialforsknings-
instituttet, 1995.
TRINE BUNDSGAARD er 29 år og mor til to. Hun skriver speciale om moderskabsidentitet ved Odense Universitet og er forfatter til bogen Ammestuehistorier fortællinger om graviditet, fødsel og moderskab, som netop er udkommet på Samlerens Forlag
