Kronik

Fragmenter af helvede

Album om krigen med anekdoter, beretninger, mytologi, genopstandelse samt almindeligt og uhyrligt afsind. Samlet, redigeret og udgivet af Jens-Martin Eriksen og dagbladet Information
Debat
10. april 2001

Album om krigen med anekdoter, beretninger, mytologi, genopstandelse
samt almindeligt og uhyrligt afsind. Samlet, redigeret og udgivet af Jens-Martin Eriksen og dagbladet Information

Krigsalbum
15 »Da jeg bad en af mine vesteuropæiske bekendte om at tegne hendes eget indre kort sagde hun: ’Det her, er hvor jeg er. Omkring mig findes Tyskland, Belgien. Det her er Frankrig, det der er England. Dernede ligger Italien, og, ja, så er der også Spanien og Portugal, og her er en linje. På den anden side af denne linje er der ingenting, en stor tomhed...’«
»På hendes indre kort strakte den store tomhed sig østover fra Berlin.«
Dubravka Ugresic

16 »Visse somre fra 30’erne og opefter til engang i 60’erne var mere solbeskinnede end andre. Så kom regnen – og nu er den væk igen. Ligesom sidste år – og ligesom alle de andre år – med samme eller modsat fortegn. Det jämner ut sig. Et år slår høsten fejl, det næste sætter den rekord. I dag er der borgerkrig i det fhv. Jugoslavien, i morgen er den forbi.«
Klaus Rifbjerg

17 Slavenka Drakulic gør i sin bog The other side of War en interessant iagttagelse om krigens socialpsykologi. En side af krigen er dens fysiske voldelighed, dens mulige dødelighed for de mennesker, som fanges i dens kæde af begivenheder. Det er hvad man kunne kalde den materielle side af krigen, den kaotiske opløsning af enhver form for social orden og personlig sikkerhed. Men Drakulic peger også på den mentale tilstand, som krigen skaber i et land, der nærmer sig den ultimative voldelige konfrontation. Hendes erfaring har hun gjort som borger i Kroatien, op til krigsudbruddet med Serbien.
I første omgang tænker man som civil borger, at krigen udelukkende er denne række af ultimative voldelige konfrontationer, der foregår ved grænsen til Serbien. Krigen identificeres med andre ord i denne fase udelukkende som noget, der finder sted i et isoleret geografisk område, som en kæde af begivenheder, der har en politisk årsagssammenhæng. Hendes umiddelbare reaktion er at ignorere den som borger, at forsøge at fortsætte sit dagligliv, glemme og sky volden, ikke at udsætte sig for nogen som helst af dens mulige mentale påvirkninger. Om den foregår ved grænsen til hendes eget land eller et helt andet sted er for så vidt ligegyldigt for hende, for hun vil ikke interessere sig for den. Hun vil ikke indfanges af den og tvinges til at beskæftige sig med den. Derfor forsøger hun, at fastholde sig selv i sine sociale vaner. Og i sin omgang med mennesker tvinger hun sig selv til at opføre sig som om krigen overhovedet ikke finder sted. Krigen har ikke noget med hende at gøre, for hun har ikke noget engagement i den og vil ikke tvinges af dens terror til at lade sig besætte af den.
Men efterhånden går det op for hende, at hendes personlige strategi for ikke at blive blandet ind i den, på ingen måde er original. Det er derimod civile borgeres umiddelbare reaktion for at forflygtige en tilstand af terror, der også mentalt sætter sig igennem i samfund med tvang. Det går derfor op for hende, at uanset om hun vil vide af det eller ej, så er hun selv en del af krigen. Som belejringstilstand har den allerede sat sig igennem for hende. For ved at hun mere og mere krampagtigt vil forsøge at ignorere den, befinder hun sig allerede – om hun vil være ved det eller ej – i krigens første fase. På denne måde anskuer hun den som et socialpsykologisk fænomen, hun selv er berørt af. Ultimative voldelige handlinger udspiller sig, men hun forsøger at ignorere dem. Spørgsmålet for den enkelte borger er så, hvor langt tid det kan lade sig gøre.
Også mennesker i Bosnien forsøgte sig med Slavenka Drakulic’ strategi for at undgå krigen. For hvad skulle de med den, de havde intet ønske om en kaotisk og voldelig omvæltning af samfundet. Og for øvrigt var krigen langt væk. Den vil altid blive opfattet som ’langt væk’, når mennesker befinder sig i denne første fase af krigens socialpsykologiske tilstand.
Den foregår måske i en fjern egn af landet. Senere forlyder det, at den er rykket nærmere, nu udspiller den sig et halvt hundrede kilometer væk, kan man høre i nyhederne. Man kan stadigvæk fastholde sig i denne krigens første fase. En uge senere er den rykket ind i nabobyen forlyder det, og man ser flygtninge, som passerer udenfor ens hus. Men krigen er stadigvæk ikke dér, hvor man selv bor. Og hvis den kommer, vil man ikke blandes ind i noget.
Så en dag er der pludselig ikke flere nyheder i hverken radio eller fjernsyn, for al kommunikation er afbrudt. Telefonen virker heller ikke mere. Men det forlyder nu ifølge rygter, at krigen udspiller sig i den anden ende af byen. Så heldigvis er den endnu ikke kommet til den gade, hvor man selv bor. Og man har vænnet sig til denne tilstand, man har lært at affinde sig med denne fatalisme. Krigen udspiller sig i et andet kvartér, så i en anden gade, så længere nede af gaden, så i de andre huse, men ikke her. Her er alt næsten endnu helt almindeligt. Selvfølgelig kan man høre krigen, det kan ikke undgås. Og man skal også tage sine forholdsregler. Men hvis man ikke vil, så kan man undgå at blive blandet ind i noget.
På intet som helst tidspunkt, før det altid vil være for sent, kan mennesker slippe troen på, at krigen altid er et andet sted. Hvis de opdagede, som Slavenka Drakulic gør det i sin bog, at den allerede var en del af dem selv som en psykologisk tilstand, ville de måske også erkende, at de befandt sig i en panisk rædsel.
18 Et af de allermest tragiske, men også visionære øjeblikke i den engelske forfatter J.G. Ballards erindringsroman Solens rige fra Anden Verdenskrig finder man, da drengen Jim bogstaveligt talt mister sig selv. Det er en makaber og grusom passage. Men fordi man i den grad er så indlevet i hans verden antager enhver anderledeshed, der bare kan løfte ham lidt ud af det bogstaveligt virkelige, en aura af relativ lindring på hans smerte.
Han har mistet sine forældre i invasionens virvar i Shanghai, overlevet langt tid i japanernes krigslejre, set alt den ødelæggelse og død, som følger af krigens kaos. Og på et tidspunkt i hele denne absolutte forladthed, er det som om han begynder at danne en ny for-ståelse af en helt anden tilværelsesform, en helt anden eksistensform end den menneskelige.
Han begynder at opfatte sig som et væsen af en anden orden, der er født ind i Kaos, og som i sin eksistensform indgår i dette Kaos, når alle menneskelige hierarkier er brudt sammen. På et tidspunkt flakker han rundt mellem de døde, og får den tanke, at han ikke mere kan sige, at han er vågen uden også at vide, at han sover. Det han ser i den ødelagte verden er en drøm, hans egen drøm, som er krigen. Men han er ikke mere et selvstændigt væsen, som kan vågne fra denne drøm. Den har fortæret ham, så han også er blevet en del af den. Det er også krigen, der drømmer ham. Udenom findes der ingenting. Han eksisterer i en verden, hvorfra han ikke længere kan vågne. Og derfor begynder noget i ham at kalde, mindelser om døden, som er den eneste måde for ham, som han kan få krigen til at høre op.
Ved at dø kan han afslutte krigen, fordi han selv er en del af dette større væsen. Og det glæder ham, når han ser nogen fanger, der dør, for så viser de, at de har for-stået ham og adlyder ham. De må alle sammen dø for at få krigen til at høre op.
Men de fanger, der nægter at dø, stirrer han på med vrede i øjnene.

19 Tim Judah beretter at et af de mere upåagtede tilfælde af etnisk udrensning sker, da serbiske styrker først bomber og siden erobrer og besætter Sarajevos Psykiatriske Hospital. Her fortæller man patienterne, at enten forsvinder de eller også vil de blive dræbt. Og til trods for beskydningen og granaterne, så begiver de syge sig de få mil ind til byen. Derinde er det eneste sted, man kan finde til dem, en tidligere børnehave.
Og der sidder de så i små stole med væggene besmykket af kæmpemæssige, dansende kaniner, og ude på badeværelserne er der møbleret med miniaturetoiletter.
De har ingen senge, så de sover på madrasser på gulvene, og en af dem har bygget sig et lille smykkeskrin, som indeholder muslingeskaller, en Leninmedalje, et portræt af Tito og en bog med islamiske læresætninger.
De ønsker kun at komme hjem, fortæller Dr. Mujanovic. En af dem prøvede at gå over til de serbiske linjer, han kom både igennem vores og fjendens, ingen ved hvordan. De kunne se han var gal. Men derovre sparkede han en serbisk soldat i røven, og så sendte de ham tilbage igen. De fleste af patienterne ved hvad der foregår, men der følger ingen følelsesmæssige reaktioner.
Engang imellem, så tror jeg det er bedre for dem end det er for os, siger Dr. Mujanovic. Han har desuden observeret, at frem for at forværre hans patienters tilstand, så har krigen tværtimod fået dem til føle sige bedre tilpas. Jeg tror de har mærket en forbedring. Symptomer som kunne iagttages før krigen er formindskede. Derimod har normale mennesker fået det værre.
Det er bizart, et paradoks, men det er virkningen.

Kilder:
Dubravka Ugresic;’The Culture of Lies. Antipolitical Essays’, London 1996.
Slavenka Drakulic; ’The other side of War’,
Tim Judah; ’The Serbs’, New Haven and London, 1997.
Milan Kundera; ’Udødeligheden’, København 1990.
Anthony Loyd; ’My war gone by, I miss it so’, London 1999.
Klaus Rifbjerg; ’Synderegistret’, København 1994.
Francis Fukuyama; ’Historiens afslutning’.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her