Læsetid: 4 min.

Det gode liv

Om at møde mennesker, der har knoklet og ventet hele livet på, at det gode liv skal begynde... med lediggang og ingenting
Debat
19. april 2001

Kommentaren - Perspektiv
Han hed George Armstrong, var canadier og boede i Mexico i en lille by på Stillehavskysten. Jeg mødte ham på hans stamcafé, Esperanza og Bob’s cantina, hvor han brugte dagen på at spise tortillas, ryge Marlboro og drikke kolde fadøl. Armstrong var meget snakkende og meget ensom. Han havde arbejdet i olieindustrien hele sit liv, knoklet som et svin, tjent rigtig gode penge, og da han solgte firmaet, fik han råd til at rykke teltpælene op, flytte sydpå og begynde »the good life«, som han kaldte det.
Det her var så det gode liv: Op ved 10-tiden om formiddagen, en kold dukkert i havet, en smøg eller to og så ellers ned på cafeen til ristet toast og varm Café Americano – senere på dagen efterfulgt af mere bastante retter som chili con carne, flautas, enchiladas, frijoles, crepes og meget mere af samme skuffe.
Armstrong var en stor, fyldig mand, som elskede at se sport på cafeens tv. Kun nordamerikansk sport, naturligvis, som football, ishockey, basketball, baseball og en sjælden gang imellem golf. Armstrong fandt CNN på kanalvælgeren, og noterede sig omhyggeligt døgnets resultater, efterhånden som de tikkede ned fra satellitten.
Der var køligt og rart i cafeen. Alkoholen var altid indenfor rækkevidde. Esperanza vimsede rundt, og Bob så med jævne mellemrum sit snit til at glo fjernsyn med sin landsmand, når konen vendte ryggen til.
Bob ejede cafeen, og Esperanza bestemte i cafeen. De to havde været gift i 10 år. I al den tid havde hun haft bukserne på og kørt biksen med jernhånd. Bob var, nå ja, Bob. Det var Bob, som ludende daskede rundt i beværtningen med røven udover bukselinningen på de hvide shorts.
Det var Bob, som regelmæssigt knipsede til sit røde fuldskæg, så brødkrummer og tobakssmuler og gammel indtørret ost stod i en støvsky ud over gulvet. Det var Bob, som tørrede et bord af i ny og næ, ordnede regnskaberne og ellers brugte tiden på at realisere ’the good life’ i selskab med Armstrong og The National Hockey League.

To kolde fra kassen
Da Armstrong for første gang fik øje på en hvid fyr i starten af tyverne, endelig en hvid, en hvid blandt alle disse brune mexi’er, en hvid med rygsæk på ryggen og guitar over skulderen, slog han generøst ud med armen og bad mig tage plads. »The name is Armstrong,« tordnede han og tilføjede med indforstået mine: »But my friends call me Army.« Og efter en lille kunstpause: »You can call me Army…«
Han bestilte to kolde fra kassen og en skål med pistacienødder, som jeg pligtskyldigt nippede til, mens han i store træk fortalte mig sin livshistorie.
Der havde været et par koner, en enkelt søn som også arbejdede i olieindustrien, der havde været masser af penge, ferier, dyre biler og en elskerinde i Vancouver. Armstrong havde på alle planer været en succes.
Det blev tid til at bestille mere kaffe. Armstrong docerede med al livsens klogskab: »When I was a boy, I learned to drink my coffee like a man. That means no cream and no sugar.« Army kneb øjnene sammen: »It looks like a goddamn’ soup!« Han skyllede efter med en ordentlig gang sort mokka og tænkte tilbage på årene, som var forsvundet.
Nu sad han her i en flække af en kystby og længtes hjem, flæbende patetisk og ulykkelig. For der var jo ikke nogen venner til at kalde Arm-strong for Army. Der var kun minderne og tankerne om døden, som nærmede sig, for manden var langt op i tresserne, og med 30 kilos overvægt, rygerlunger og forhøjet blodtryk var det kun et spørgsmål om tid, før nogen definitivt slukkede for strømmen, og Armstrong holdt op med at være Arm-strong.
Dette er ikke et forsøg på at udlevere Armstrong. Men der findes et utal af Armstrong’er, som alle fortæller de samme historier, der handler om at ’realisere det gode liv’ eller ’få noget ud af livet’.

Konstrueret paradis
Et andet sted i Mexico, i en lille by for foden af et bjerg ned til en sø, har Armstrong’
erne samlet sig i en formfuldendt koloni. De kommer fra USA og Canada, gamle mænd og gamle kvinder, eller gamle mænd med unge kvinder, eller gamle kvinder med unge mænd. Her har de slået sig ned, opkøbt huse og grunde, indhegnet deres territoriale besiddelser og effektivt lukket de lokale folk ude fra dette omhyggeligt konstruerede paradis.
De sejler på søen i små, gedigne motorbåde. De rekreerer sig i bjergenes tynde luft. De bruger dagen i venners lag, drikker kold lumumba, spiser nachos og guacemole, og når mørket falder på, samles de på hinandens verandaer, hvor de udveksler sladder og nyheder hjemmefra.
Det er den rene og skære CV Jørgensen med det asociale sammenhold som centralt omdrejningspunkt. Alle disse hovedrige mennesker fra det nordamerikanske kontinent, alle har de knoklet en vis del ud af bukserne for til sidst, når det hele er ved at være forbi, at kunne læne sig tilbage på hacienda’en, tænde en fed havaneser og hviske ud i natten: »I finally made it. I finally made it.«
Det gode liv er noget, man skal gøre sig fortjent til. Man skal have drevet det til noget, og pengene i banken skal komme flydende i brede, klæbrige strømme – som ressourcer, som forsikringspolicer i det sociale spil, som evig garant for tryghed og sikkerhed.
Men når den første hjerneblødning melder sig, stiger de alligevel om bord på et fly nordpå, hjem til staterne, for hvem helvede kan stole på læger, der ikke taler engelsk?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her