Læsetid: 3 min.

Historien som show

Hvad drak man egentlig til sin Big Mac-menu, før colaen blev opfundet?
Debat
23. april 2001

Historisk set
Det har altid forekommet mig, at fortiden må have været ret kedsommelig.
Hvad fik man f.eks. tiden til at gå med på netcaféerne, før computeren blev opfundet? Der sidder alle nørderne og glor på hinanden. Så pludselig er der en, der vågner op og siger: »Jeg har for resten lagt en hjemmeside ud på nettet!« De andre glor endnu mere: »Hva’ fabler du om?«
Og hvad drak man til sin Big Mac-menu, før cola’en blev opfundet?
Hvad fedt var der egentlig ved gamle dage: Sort/hvidt tv, lokummer i gården, ingen Oprah Winfrey og ikke engang ordentlig musik at downloade – kun lidt kult i form af ridsede lakplader med The Beatles.
Det var så sygt, at ungdommen til sidst måtte gøre oprør for ikke at blive kvalt i ked-somhed. Og så var det, at N.F.S. Grundtvig, Ebbe Kløvedal og alle de andre gamle gutter flyttede i kollektiv og dyrkede ubeskyttet sex og var de allerførste, der ville have os ud af EU.
Jeg har altid fundet historien lige så langtrukken som Glamour – og endnu mere forudsigelig, så snart jeg havde gennemskuet princippet bag: Nogen erobrer magten under et slag og taber den derefter igen til en anden, som så taber den til en tredie. Faktisk lige som en sportspokal.

Cæsar og Churchill
Tag f.eks. England. Først indtog Cæsar det under gallerkrigene. Så drev vikingerne ham ud af landet, men tabte det senere hen til Vilhelm Erobreren i slaget ved Hastings. Derefter kom Napo-leon ved Waterloo. Så var det Churchill i det berømte ’Battle of Britain’. Så kom Margaret Thatcher, og sådan er det bare blevet ved…
Så er der de forskellige anekdoter om Dannebrog, der faldt ned fra Himlen under slaget ved Svold – eller et andet sted – og den om en kinesisk formand, der blev berømt, fordi han, udover at svømme i en flod, også skrev en lille, rød bog, der blev en bestseller, selvom den var så dødkedelig, at den slog både Lykkehjulet og Hvem vil være millionær.
Hvorfor skulle jeg interessere mig for de fem forbandede år, da tyskerne tog Slesvig-Holsten og besatte resten af landet, og svenskerne benyttede sig af chancen og snuppede Skåne, Halland og Blekinge? Jamen, det var da helt fint, at Christian X ikke gav sig, men under hele folkets jubel red rundt på en hvid hest og til sidst krydsede Dannevirke og erobrede Sønderjylland tilbage, mens Kennedy – eller var det Stalin? – erobrede Berlin og råbte ud over masserne, så det gav genlyd i hele Verden: »Ich bin ein Berliner!«
Jeg grinede ad folk, der opsøger mindeværdige steder, bare for at føle stemningen og måske være heldige og støde på en historisk genstand.

Rusten vindueshaspe
Folk, der render rundt med næsen helt nede ved jorden og bliver voldsomt ophidsede, hvis de finder en rusten halvdel af en vindueshaspe mellem stenene i brolægningen ved Jægerspris Slot – eller som graver en jordslået ølkapsel frem af mulden ved Gurre Slotsruin og falder i svime ved tanken om, at den måske har siddet på en øl, der er blevet knappet op af Valdemar Atterdag efter en lang dags jagt med drengene på Sjølunds fagre sletter.
Og så er der dem, der mener, at man kan lære af historien. Gamle gubber, der selv har været med, og som synes, at de erfaringer, de har gjort, er så betydningsfulde, at vi andre med Djævelens vold og magt skal belemres med dem. Som skriver bøger og avisindlæg og kommer op at skændes og bliver frådende arrige og rykker sig i de hårtotter, de har tilbage, mens sårede følelser over svundne forurettelser får frit løb i beskyldninger og anklager, som de uafladeligt retter mod hinanden.

Armbind og store ord
Den ene halvdel skælder den anden ud for at være tidligere kommunister og venstreorienterede og dermed lige så slemme som Hitler og hans slæng – vistnok fordi Stalin var en bandit – og den anden halvdel håner den første for at have lukreret på samarbejdspolitiken under besættelsen og prøvet at skjule det bagefter med frihedskæmperarmbind og store ord. Og begge parter synes, at den anden part har en masse at undskylde og gøre afbigt for.
Men måske er det bare formidlingen, det er galt med. Hvad nu, hvis man spærrede alle historieeksperterne inde i en barak i tre måneder og lod dem overvåge døgnet rundt af 126 kameraer? Så ville det måske alligevel vise sig, at historien ikke er så uvedkommende endda – at den kan være lige så underholdende som Baren og lige så pinligt afslørende for de medvirkende som Big Brother.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her