Læsetid: 1 min.

Historisk flueknepperi

Hvordan kunne historiens mest priviligerede generation ende som lallende dogmatikere?
Debat
30. april 2001

Opgør om fortid
Jeg har ellers opgivet Information som uhjælpeligt fortabt i en tidslomme engang i 70’erne, og på vej til en skæbne som beboeravis i kartoffelrækkerne, men ind i mellem skal jeg lige følge med på nettet, og faldt over Paul Villiaumes langstrakte selvlegitimering, forklædt som anmeldelse af Gert Petersens endnu mere langstrakte ditto, forklædt som historisk redegørelse. Det er dog fantastisk hvilken imponerende drivkraft der gemmer sig i den absolutte fortrængning.

Mistænkeliggørelse
Både G.P. og P.V. bruger som alle andre i en presset situation, hvad enten de er lektorer eller ej, de allerbilligste retoriske tricks: Modparten tillægges kollektivt holdninger og motiver, som de enten aldrig har fremsat, eller som kun enkelte har hævdet. Oplysninger mistænkeliggøres uden dokumentation (omfanget af folkemordene i den realiserede socialismes paradis-stater - karakteristisk nok nævnes Pol-Pot-regimets veldokumenterede rædsler ikke).

En enkel sag
For mig er sagen langt mere enkel og fundamental end alt dette historisk/ideologiske flueknepperi: Hvordan kunne historiens mest priviligerede, antiautoritære generation ende som lallende dogmatikere og næsegrus tilbedere af de mest patriarkalske despoter – inklusive guru-tilbederne i ungdomsoprøret mere spirituelle gren.
Den eneste, som er kommet med en plausibel forklaring, er Freud med hans teori om urhorden. Et psykodrama, som vi åbenbart er dømt til at genopføre igen og igen. Medmindre vi kommer til bevidsthed, hvad der deprimerende nok ikke er meget i den nuværende diskussion, som tyder på.
I stedet for at spille så helligt forargede over at blive krævet til ansvar, burde fortidens kommissærer og politbureau-medlemmer have begået den selvkritik, de var så umanerligt ivrige efter at afpresse andre dengang. Men det ville selvfølgelig have krævet erkendelse af, at de var galt på den. En erkendelse, som måske slet ikke er til stede.
Det galopperende magtbegær er blot flyttet ind i det borgerlige demokratis institutioner, hvor det stortrives. Der behøver man nemlig ikke at være fagligt dygtig. Man kan nøjes med at være manøvredygtig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her