Læsetid: 4 min.

Hjerne med trøfler

At en pige fortæres af en charmerende-djævelsk fader-skikkelse – er det ikke den ultimative lykkelige slutning på en forfærdelig film?
Debat
21. april 2001

Kommentaren - Hannibalisme
I vore dages globale multikulturelle samfundsorden er museumsinspektører en slags kunstverdenens kannibaler, der udskærer, tilbereder og fortærer kødet af kunstnernes arbejde. Derfor forekommer det ganske passende, at Hannibal Lecter i Ridley Scotts Hannibal er blevet museumsinspektør i Firenze.
Desværre er Hannibal en af favoritterne til titlen som årets værste film – efter at have set den må man vemodigt spørge, hvor den berygtede Hollywood-kulturindustris perfekte manipulation med publikums følelser er blevet af her.
Hvad angår filmens klimaks – den scene, hvor Hannibal åbner kraniet på den bedøvede FBI-agent, skærer et stykke af hans hjerne, rister det med trøfler og tilbyder den uheldige agent selv en bid – så fristes man til at tro, at filmens ophavsmænd måske er blevet underkastet samme behandling af den virkelige Hannibal, som har fjernet den del af deres hjerne, der regulerer den kunstneriske kreativitet...

Den trætte dekadence
Den eneste nogenlunde interessante person i filmen er den italienske politiinspektør, der forsøger at opspore Hannibal. Han spilles af Giancarlo Giannini, som på en ejendommelig, men rørende måde personificerer den trætte, resignerede europæiske dekadence.
Ikke desto mindre er det netop det, at filmen er fuldstændig mislykket, der foranlediger os til at stille et par generelle spørgsmål om filmcensur. I de gode gamle dage, da Hayes Code-censuren herskede, gik den almindelige procedure i Hollywood ud på at ændre den sørgelige slutning i filmens litterære eller dramatiske forlæg til den obligatoriske optimistiske og lykkelige slutning.
Med Ridley Scotts Hannibal er ringen på en måde sluttet: Det er Thomas Harris’ roman, der ender med, at Hannibal Lecter og FBI-agenten Clarice Sterling lever sammen i Buenos Aires, mens filmen har bortcensureret denne slutning og valgt en mere acceptabel.
Da Ridley Scott sagde ja til at instruere Hannibal, tog han straks kontakt til Harris:
»Slutningen var et meget ømtåleligt spørgsmål, så det første jeg gjorde, var at ringe til Tom Harris. Jeg sagde, at jeg ikke helt troede på den. Pludselig var der dette kvantespring hos den person, jeg opfattede som ubestikkelig og uforanderlig. Det kunne ikke være rigtigt. Disse egenskaber var jo netop det, der gjorde hende mest fascinerende for Hannibal. Hvis hun havde sagt ja til ham, ville han have dræbt hende.« (Citeret i »The Passions of Julianne Moore«, Vanity Fair, marts 2001).

Fuldstændig atypisk
Men hvad er det da, der er så uantageligt ved denne »mest bizarre lykkelige slutning i den populære fiktions historie«? Er det i virkeligheden bare psykologi, alene det faktum, at »en sådan beslutning er fuldstændig atypisk for Clarice«?
Det korrekte svar er snarere det modsatte. I Hannibal får vi en direkte realisering af det, der hos Freud er den grundlæggende fantasi: den allerinderste begærs-scene, som individet ikke direkte kan erkende. Naturligvis er Hannibal genstand for en intens libidinøs investering, en ægte lidenskabelig hengivenhed. Lige fra Ondskabens Øjne har vi elsket ham; han er virkelig charmerende (og her står Clarice for dette ’vi’, den fælles iagttager, identifikationspunktet).
Hannibal er netop mislykket, fordi romanen i slutningen direkte realiserer denne fantasi, som må forblive implicit. Resultatet er således ’psykologisk utroværdigt’ – ikke fordi det er falsk, men fordi det kommer for tæt på vores fantasmatiske kerne. At en pige bliver fortæret af den charmerende-djævelske faderskikkelse – er det ikke den ultimative lykkelige slutning, alle lykkelige slutningers moder, som de ville have sagt i Irak?
Det ville være interessant at foretage en nærmere analyse og følge Hannibal-figurens udvikling i de tre bøger og film. I Den Røde Drage, den første Hannibal Lecter-roman (og i Michael Manns’ Manhunter, den første og stadig den bedste Hannibal-film) er Hannibal et rendyrket upersonligt monster, en maskine, som det ikke er muligt at have nogen forståelse for.
Det store skift kommer så med Ondskabens Øjne, både bogen og – især – filmen: Anthony Hopkins’ meget berømmede (og afgjort overvurderede) præstation humaniserer endelig Hannibal ved at forvandle den kolde, apatiske dræbermaskine til en charmerende Ondskabens Ånd.
Følgelig ændres forholdet mellem Hannibal og Clarice i Ondskabens Øjne til en intens interpersonel udveksling: Hannibal hjælper hende (med at fange seriemorderen ’Buffalo Bill’, og det, han vil have til gengæld, er, at hun fortæller ham sine inderste traumatiske fantasier (det er det, den amerikanske titel, Silence of the Lambs, hentyder til).

Uden rigtigt snavs
På visse punkter var Hayes- censuren ekstremt følsom: Når der skulle vises slum, forlangte den udtrykkeligt, at kulisserne skulle konstrueres sådan, at de ikke førte tankerne hen på rigtigt skidt og dårlig lugt.
Husk på Goldwyns berømte bemærkning, da en anmelder klagede over, at slummen i en af hans film var alt for pæn, uden rigtigt snavs: »Den skulle også gerne se pæn ud efter alt det, den har kostet os!«.
Hvis man sammenligner med Tarkovskijs mesterstykke Stalker, var censuren over for materiel sanselighed langt strengere i Hollywood end i Sovjetunionen. Stalkers landskab er den post-industrielle ødemark med vild vegetation, der gror hen over forladte fabrikker, betontunneller og jernbanespor fulde af stillestående vand, hvor vilde katte og hunde strejfer rundt. Naturen og industricivilisationen overlapper også her hinanden, men i et fælles forfald.

Postkortomgivelser
Og trods al den fysiske rædsel og lede er denne dimension af den materielle inerti også grundigt bortcensureret i Hannibal, som foregår i typiske postkortomgivelser, hvad enten det er i Firenzes indre by eller i Washingtons forstæder: Hannibal spiser måske hjernen, men denne hjerne lugter ikke.
Deri ligger den ultimative lære, man kan drage af denne mislykkede film: At Hollywood-censuren, trods vildledende indtryk af det modsatte, lever og har det så godt som nogensinde!

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her