Læsetid: 1 min.

Holocaust forstyrrer os

Hvorfor skal Holocaust altid sammenlignes med andre uhyrligheder?
Debat
5. april 2001

Folkemord
En kommentar til Grimstrups indlæg ’Holocaust-misbrugere’ den 30. marts:
Det jødiske holocaust forstyrrer os. Vi forsøger derfor enten at behandle det eksplicit (Østergaard/Banke), eller at ækvivalere det med andre folkemord (Bent Jensen), eller at benægte eksistensen af det (Irwin).

Kan ikke reduceres
Vi har det nemlig svært med, at Shoah er historisk og ikke kan reduceres til en ahistorisk sammenhæng. Det strider mod vor fornuft og hele vor oplysningsfilosofiske opdragelse. Når intellektuelle som Uffe Østergaard og Cecilie Banke så til stor irritation for offentligheden minder os om Shoah, så mobiliserer vi som Jørgen Grimstrup alle vore undskyldninger, omplaceringer, forsvarsmekanismer og idiosynkrasier.

Før og efter
Den filosofiske og politiske diskurs har med Shoah for altid ændret den vestlige civilisation i en verden før holocaust og verden efter.
Det jødiske holocaust er en moderne problemstilling og er som sociologen og holocaust forskeren Zygmunth Bauman noterer: »ikke en lusket afvigelse fra civilisationsprocessens hovedtendens«. Shoah er faktisk den »mest sammenhængende og uhæmmede udtryk for denne ånd.« Der er derfor ingen grund til, at Grimstrup skal betegne Cecilie Banke og Østergaard som Holocaust-misbrugere. Tværtimod er der grund til at værdsætte deres arbejde og deres mod til at konfrontere os med sandheden.

Debatstatus
Når vi skal gøre status over Holocaust debatten de sidste 40-45 år, så må vi desværre konstatere: At Holocaust forskningen altid har levet i et udkantsområde af historien. Under den Kolde Krig som tillæg til fascisme forskningen (de venstreorienterede) og efter 1989 som ideologisk referenceramme til »Øhavet og Gulag« (de højreorienterede).
Holocaust begrebet er derved endnu engang relateret til en anden diskurs end sin egen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her