Kronik

Krigen i imagologiens epoke

Album om krigen med anekdoter, beretninger, mytologi, genop-standelse samt almindeligt og uhyrligt afsind. Samlet, redigeret og udgivet af Jens-Martin Eriksen og dagbladet Information
Debat
7. april 2001

Krigsalbum
»Ideologien tilhørte Historien, hvorimod imagologiens herredømme begynder hvor Historien slutter«.
Milan Kundera

1 »To vestlige journalister befandt sig i en lille bosnisk by. På den lokale kro forstod en for-drukken serbisk kriger, den lokale krigsherre, at der var tale om to journalister fra Japans TV. Han tvang sine to gamle forældre, ældre skræmte mennesker, med en pistol for panden af dem, til at komme med en udtalelse til Japans TV. Journalisterne gentog forgæves, at de ikke var japanere og at de ikke var tv-journalister.
Billedet af to gamle mennesker der fremstammer sætninger foran et ikke-eksisterende japansk tv-kamera og deres fordrukne, vanvittige søn er bare et af uendelige fragmenter af det postmoderne helvede.«
Dubravka Ugresic

2 Den britiske journalist Anthony Loyd beretter følgende: Han befinder sig et sted i det sydlige Bosnien, der foregår kampe i nærheden mellem Kroatiske militsstyrker og den bosniske hær. Han er sammen med en gruppe fra hæren, der er ingen klar frontlinje, og på et tidspunkt får man omringet en militsgruppe. Efter en skudveksling vælger de tilbageværende kroater at overgive sig. Det viser sig at være to unge mænd på ca. 18 år. De bliver afvæbnet og får at vide, at de ikke vil blive skudt men derimod vil blive interneret som krigsfanger. Den ene af dem skriver en adresse ned til journalisten på et stykke papir, og beder ham overlade den besked til hans forældre når han kommer til Kroatien, at der ikke er sket ham noget skæbnesvangert, men at han er interneret som krigsfange. Journalisten indvilger i overbringe beskeden. Men så sker der noget besynderligt, da en af de bosniske soldater fratager krigsfangen hans flotte kniv med en fint dekoreret skede; han begynder at græde fuld-stændigt utrøsteligt. Men ingen af dem kan få at vide hvorfor. De har ikke lagt hånd på ham, ikke slået ham. Så bliver de to fanger ført bort til et interimistisk fængsel.
Senere samme dag sidder journalisten med soldaterne omkring et bål, hvor de griller kød og drikker og snakker. Soldaten, der har tilegnet sig den flotte kniv skal til at bruge den for at fordele kødet. Da han åbner for skeden får han øje på noget og lægger det ned i sin håndflade. Et trofæ af en slags, må man tro.
Så rækker han helt stille sin hånd hen foran journalisten. I hans håndflade ligger et afskåret øre fra en ung pige. Der er ingen, der siger noget. Så rejser soldaten sig sammen med en anden og bevæger sig over mod det interimistiske fængsel, hvor militssoldaterne er tilbageholdt.
Et eller andet må på et tidspunkt have fået den attenårige militssoldat til at tro, at han var en stor kriger. En atavistisk drøm må have fået ham til at udleve drengeuniversets hallucinationer i den helt virkelige virkeligheduden nogen moralske forstyrrelser. I et sådant fantasmagorisk univers voldtager og brænder og dræber og plyndrer en kriger med sin hær. Da legen bliver afbrudt af de voksne, og han får frataget sin spejder-kniv med flot indgraveret skede, begynder han at græde utrøsteligt som en skoledreng, der er gået langt, langt over stregen. Men måske er han endnu ikke helt klar over legens alvor? Da han giver journalisten sedlen med forældrenes adresse er det ikke udelukket, at han trods alt håber på, at hans far og mor vil komme for at bringe ham ud af uføret.

3 »Karadzic promoverer personligt vanvid næsten som om det var en almindelig ting ved slutningen af det tyvende århundrede. Morderen får sig selv
filmet imens han flyver en heli-kopter over de bosniske bjerge (med fashionable designer solbriller på næsen!), taler demonstrativt i telefon (»Hello, Eagle...«), og han udskifter helt naturligt sin røverhule med en modebutik et eller andet sted i Geneve. (»Nej«, siger Karadzic imens han prøver en frakke, »den her får mig til at ligne en politibetjent«). Morderen udskifter den udslidte ikonografi af den kommunistiske leder ved sit skrivebord og med den obligate bog eller pen i hånden med et mere attraktivt image; billedet af psykiatri lederen, en videnskabsmand som hverken læser eller skriver, men synger på serbisk, reciterer på engelsk, trommer med sine fingre på bordet, gnaver i sine negle til de begynder at bløde og brutalt myrder.«
Dubravka Ugresic

4 »Serberne dræber ikke fordi de hader, men fordi de er for-tvivlede. Og at dræbe i for-tvivlelse er drabsmandens og Guds gerning. Derimod er det at dræbe i had drabsmandens og Djævelens gerning. Gud er ansvarlig for de serbiske forbrydelser, hvorimod de andres forbrydelser er djævelens gerning.«
Brana Crncevic, serbisk digter
og parlamentsmedlem

5 »Ved afslutningen på århundredet forekommer det som om at Europæerne er blevet kollektivt besat af ’forårsrengøring’. Ud af skabene hiver de deres mareridt, udryddelser, krige, fascismer, kz-lejre, totalitarismer, undertrykkelser, gammelt had, ofre; de lufter ondskabens historiske repertoire. Europæerne er i færd med at rengøre deres hus til det 21. århundrede. Arbejdet er behageligt, det volder ingen smerte, mareridtene er forlængst blevet tømt for deres betydning. Hagekorset og Hammer og Segl ligger forsonet i skuffen, deres ejermænd har allerede glemt disse tegns symbolik.«
Dubravka Ugresic

6 Milan Kundera konstaterer i sin roman Udødeligheden, at siden 1980 har ’Imagologien’ vundet en historisk sejr over
’Ideologien’.
Imagologien, der er undfanget som begreb af Kundera med denne roman, sammenfatter med sin konkrete betydning »et system af billeder« – som har fortrængt ideologien, der er abstrakt, og som er »systemet eller læren om ideer og tanker«.
Men hvorfor er Ideologierne bukket under? De tabte fordi deres illusioner blev demaskeret, deres forestillinger om virkeligheden holdt ikke stik.
Det helt store sammenbrud i løbet af 1980’erne er naturligvis sket for marxismen som social ideologi. Den forfængelige antagelse af, at de socialistiske samfund i et eller andet omfang skulle forestille at være en historisk videreudvikling af kapitalismen og det borgerlige demokrati, skvattede sammen som et korthus. Det blev åbenbart, at det eneste som holdt de socialistiske bureaukratier ved magten i Østeuropa, var en militærdoktrin som forsikrede, at ethvert kompromis med demokratiet ville blive forhindret af Sovjetunionen. Da imperiets eget magtcentrum blev rystet med Gorbatjovs magtovertagelse, faldt hele systemet af militær- og partidiktaturer fra hinanden i løbet af et par måneder.
Men sammenbruddet var ikke kun politisk. Det viste sig at være en total og fuldstændig fallit på alle tænkelige områder i disse samfund; økologisk, økonomisk, teknologisk, planlægningsmæssigt, kulturelt, humanitært – og ikke mindst menneskeligt. Da billederne kom frem fra de rumænske børnehjem, der mest mindede om dødslejre, gjaldt forfærdelsen ikke kun de udsultede og misrøgtede stakler, som blev holdt interneret dér. Det, der skabte den dybere rædsel, var erkendelse af hvilken massepsykologi og hvilke mennesker et sådant samfund kunne skabe, der med ligegyldighed og ubegribeligt sløvsind kunne administrere disse lejre for børn.
Men afviklingen af ideologierne på forskellige områder gjaldt også de vestlige samfund. Forestillingen om en almindelig, menneskelig, politisk og kulturel dannelse blev i højere og højere grad fortrængt og latterliggjort som en elitær og dybt gammelmodig tanke. En diskussion af, at der bør eksistere et hierarki af menneskelige værdier, føres af og til på skrømt, når det f.eks. gælder offentligt financieret fjernsyn. Tanken om, at vi bør dele en grundopfattelse af, at noget er vigtigere end andet, at viden f.eks. er at foretrække for uvidenhed, bliver spejlet i definitionen af begrebet ’public service’. Bestræbelserne på at afvikle betydningen af, at dette begreb betegner forpligtelsen til uddannelse, viden, formidling af ideer og tanker bliver først og fremmest anført af ledelserne for de offentlige tv stationer. Og det bemærkelsesværdige er, at denne kampagne mod ideologien om menneskelig dannelse bliver ført, uden at den møder nogen nævneværdig politisk modstand.
Med de forskellige ideologiers sammenbrud i øst og vest følger også, at forestillingerne om samfundenes udvikling bryder sammen. Derefter eksisterer der kun en virkelighed, som den foreligger her og nu, men ingen ideer eller utopier om, hvad der skal eller bør følge efter i en historisk udvikling.
Det er på denne måde, man kan sige, at ’Historien er afsluttet’, som det er blevet formuleret af den amerikanske filosof Francis Fukuyama i bogen Historiens afslutning og af Milan Kundera i romanen Udødeligheden. Det er forestillingerne – og kun forestillingerne – om Historiens forløb, der er afsluttet, kaput. I denne mangel på forestillinger om fremtiden opstår Imagologien om virkeligheden. Og den bliver endda så stærk, at den erobrer selve virkeligheden, så den bliver den eneste gyldige reference, man kan henvise til med nogen gennemslagskraft. Dette system af billeder fortrænger selve virkelighedens politiske drama. Sæbeoperaerne ruller over skærmen og lykkehjulene drejer over alt i verden, så alle føler de er med til at sætte både liv og ejendom på spil.
Man kan godt henvise til virkeligheden, men det har blot ingen effekt, ingen som helst værdifuld betydning. Det er kun henvisninger til Imagologien; til sæbeoperaerne, overlevelseskonkurrencerne, kærlighedsromanerne, dameromanerne, lykkehjulene, bogstavlegene, klassefesterne, sangkonkurrencerne, madlavningskonkurrencerne, livsstils diskussionerne, som vil have en gennemslagskraft, og vil kunne skabe en reaktion hos tilhørerne, således at de vil kunne begribe budskabet og forstå at reagere på det.
Udenfor imagologiens selvrefererende kredsløb findes der ingenting af betydning for den enkelte tilhører. Og symbiosen, samlivet i dette kredsløb er virkelig perfekt; deltagerne i sæbeoperaen besøger både som ’privatpersoner’ og som sæbeoperafigurer bogstavlegen, hvor imod de kun som ’privatpersoner’ deltager i livsstils diskussionen og madlavnings konkurencen sammen med kærlighedsromanernes forfattere. Men på vegne af deres sæbefigurer kan de også tage en udflugt til den skrevne presse, og der ytre sig med angst og bæven for hvad der videre skal ske i opraens kommende episoder. Udenfor dette univers af gensidige henvisninger, i den helt virkelige virkelighed, er alt nærmest ligegyldigt, i hvert fald uforståeligt.

7 »Man siger at sæbeoperaen De rige græder også er blevet sendt i Kina, den arabiske verden, i de tidligere østlande, Bulgarien, Rumænien, Ungarn... Man siger at på russiske fabrikker bliver arbejdet afbrudt når ’Marianna’ er i fjernsynet. Man siger at milliarder over hele verden græder, når de følger den fattige meksikanske kvindes skæbne.
Derfor findes erindringen et eller andet sted, lidt forvirret, en smule vag, lidt bleg, men den er stadigvæk et billede af vores liv. Og vi er ikke alene foran tv skærmen. Et eller andet sted bliver en usynlig medieinternationalisme etableret, en sæbeinternationale, et varmt mediebroderskab. Hvordan gik det...? Proletarer i alle lande...? Proletarer i alle lande, lad os forenes endnu en gang! Red Marianna! Hvad med Bosnien, Sarajevo? Lad dem vente... Indtil der har været en genudsendelse af sæbeoperaen Slavepigen Isaura. Til den tid vil vi huske alting klart. Så vil vi vide præcist, hvor vi står.«
Dubravka Ugresic

8 Menneskelig lidelse, drab, infernalsk terror som finder sted og udøves i vor midte, vil kun for alvor berøre os og nage os, hvis det i et eller andet omfang formår at referere til det imagologiske univers. At mennesker lider som enkeltskæbner, at deres integritet krænkes, at deres ejendom røves og brændes, at de dræbes og fordrives rejser ikke nogen milepæl i vores opfattelse af historiens gang. Det nager ikke vore samfund i nogen synderlig grad.
At det er menneskelige kroppe, som må undgælde for det infernalske, falder udenfor, de tæller ikke, fordi de ikke på tilstrækkelig gyldig måde er i stand til at referere til det imagologiske univers. De er ganske vist højest virkelige mennesker, men de er ikke bærere af nogen værdier, af nogen symboler indenfor det imagologiske univers, og deres lidelse og undergang er derfor heller ikke i stand til at påkalde os nogen nævneværdig opmærksomhed. Deres lidelse og død vil forblive lige så meningsløs som deres liv for os, fordi de ikke er omfattet af det imagologiske univers, der er vores eneste reference.
Lad os spørge; hvordan kan en europæisk storby som Sarajevo blive belejret, hvordan kan den blive beskudt med mortérgranater og dens indbyggere blive beskudt af snigskytter igennem år uden at nogen reagerer? Hvordan kan en by som Zvornik, der ligger i Bosnien op til grænsen ved Serbien blive besat, og dens indbyggere tvunget ud på gaden for at blive skudt ned på stedet eller tvunget til at flygte, uden det skaber et oprør hos os? Hvordan kan en by som Srebrenica blive erobret, og dens mandlige indbyggere interneret, også drenge med en højde over 150 cm; de blev anset for våbenføre, for øjeblikkeligt at blive dræbt systematisk i de omkringliggende landsbyer, uden vi kræver en indgriben fra vore regeringer? Hvorfor var der ingen massedemonstrationer i Europa, der reagerede på disse uhyrligheder, som blev dokumenteret i handlingernes øjeblik, og som resulterede i det mest mærkværdige stykke tv-historie?
Det var ikke rygter, men virkeligheden dokumenteret dag efter dag i billeder og lyd, som europæerne havde al mulig grund til at tro på. Og ingen af de europæiske samfund var totalitære, med undtagelse af selve Milosevic’ Serbien, der stod for iscenesættelsen af forbrydelserne. Så der var ikke lagt nogen bånd på europæernes mulighed for at give deres desperation til kende.
Det kunne på en sær måde forekomme som om tiden efter 1945 med ét forsvandt som en luftspejling, da infernoet begyndte igen. Drabet på indbyggerne i Zvornik, hvor man skød mennesker på åben gade og foran tv kameraerne, og som indvarslede de etniske udrensninger, var en umiddelbar fortsættelse af nazisternes terror mod jøderne og mod byerne i Østeuropa under anden verdenskrig. Men at der ind imellem havde ligget en epoke på godt 45 år, det var pludseligt noget så fuldstændigt uvirkeligt, der næsten kunne have været en drøm.

*De to kommende dele af Jens Martin Eriksens krigsalbum bliver bragt i Informations kronik på mandag pg tirsdag den 9. og 10. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her