Kronik

Kunst? - Nå nej, det er jo i fjernsynet

Mennesker, hvis forbrydelser har gjort dem til en del af det offentlige rum, har begrænset krav på privatlivets fred. Dette gælder desværre også ofrene og andre berørte af forbrydelsen. – Replik til en tv-anmeldelse af Rejseholdet
Debat
27. april 2001

Det virtuelle rum
Under overskriften, Rejsehold med forklaringsproblemer, anmelder Peter Laugesen onsdag den 11. april to episoder (13 og 14) af DRTVs dramaserie, Rejseholdet.
Episode 13, der blev sendt søndag den 8. april, har afstedkommet en større debat i medierne om hvor langt man kan tillade sig at gå i brugen af kriminalsager fra det virkelige liv i forbindelse med (fiktiv) dramatik.
Debatten har rumlet længe og bryder altså ud i lys lue i forrige uge. DRTV-Drama beskyldes for at servere menneskelig ulykke og lidelser som underholdning til søndagskaffen på trods af at vi véd, at det påfører involverede i de kriminalsager vi har haft som master-cases yderligere sorg.
Jeg skal som ansvarlig vende tilbage til hvorfor netop forrige søndags episode er den, der for kritikernes bæger til at flyde over.
Her først mine generelle betragtninger over de rejste spørgsmål.

Det er mit synspunkt, at mennesker hvis forbrydelser har gjort dem til en del af det offentlige rum, kun i et begrænset omfang kan gøre krav på privatlivets fred. Dette gælder desværre også deres ofre. Og i næste led de mennesker (familie, venner, vidner), der i øvrigt berøres af forbrydelsen.
Hvis vi af hensynet til faktuelt involverede personer ikke skulle kunne lave f.eks. krigsfilm fra
Vietnam i en meget bred vifte fra dokumentarfilm over drama dokumentarfilm og til fiktionsfilm based on a true storry, ville vores liv blive fattigere. Resten er et spørgsmål om smag – god eller dårlig!
Jeg må naturligvis hævde, at måden hvorpå vi bruger mastercases fra virkelighedens kriminalsager i Rejseholdet har udvist og til stadighed udviser god smag:
*Vi tegner et nuanceret billede af vores dramas forbryder – så nuanceret det nu kan blive indenfor genren dramaføljeton og med det format på 60 minutter vi har valgt.
*Vi forsøger at skabe forståelse for de bevæggrunde vores dramas forbryder har haft for sine handlinger.
*Vi lader instruktøren og pågældende skuespillere ’forsvare’ forbryderens rolle.
*Vi arbejder med dramaturgiske teknikker som kontrapunkt scener og spejl-historier for at perspektivere forbrydelsen.
*Vi har som mål for ovennævnte problemkompleks at vise et menneske bag forbrydelsen – og ikke et bæst. (En politimand i ledelsen af virkelighedens Rejsehold formulerede for nogle år siden: ‘Man jager et bæst, men fanger et menneske’).

Så vidt så godt – eller skidt, alt efter temperament! Og så til mit egentlige ærinde med dette indlæg. Er Rejseholdet plat underholdning – eller er Rejseholdet kunst? Peter Laugesen er ikke i tvivl, i onsdagens anmeldelse skriver han: »Gabolds hovedargument (mod kritikken) er naturligvis, at Rejseholdet er kunst [.....] men Gabolds argumentation falder jo faktisk fuldstændig til jorden, når man ser Rejseholdet. Kunst er det i hvert fald ikke.«
Jamen hvorfor, Peter Laugesen, er Rejseholdet ikke kunst? Hvilke kriterier lægger Laugesen til grund for denne, i anmeldelsen, helt uargumenterede påstand?
Hænger denne påstand mon sammen med den i bogstaveligste forstand bevidstløse associations automatik, der er så gængs blandt de endnu levende gammel-modernistiske kulturradikale, der kobler fjernsyn med underholdning, søndag i prime time med seertalsfiksering, TV-serie med pølsefabrik og
1, 5 millioner seere med den laveste fællesnævners dårlige smag , bundet op med idyl, fnis og mord – tag en småkage mere søde Erna! for nu at fuldende udtrykskæden? Er det disse klicheer der påvirker tankegangen og gør, at Rejseholdet umuligt kan være kunst?

I dramatikkens lange historie har tragedien altid indtaget en særlig vanskelig plads, fordi den gør menneskelig lidelse til en kollektiv oplevelse – i det samme teaterrum eller i den samme sendetid i det store massemedie. Og det på trods af, at vi alle viger tilbage for de uhyrligheder, der er for frygtelige til at vi tør opleve dem sammen med andre, for grusomme til at vi, imens det foregår, tør beglo hinanden. Alligevel gør vi det og trodser derved vores gode borgerlige opdragelse bestående af lige dele ’hva kommer det mig véd?’, autoriseret luteransk puritanisme med dertil hørende følelsesangst, og kendsgerningen at vi alle skal dø, som noget man kan forsikre sig ud af. Kort sagt, dén gode opdragelse der tilsiger os, at passion, mordbrand, død og ødelæggelse i det mindste – hvis vi altså ikke kan blive helt fri – tilhører privatsfæren.
Og så er jeg nået frem til hvorfor netop den 13. episode af Rejseholdet satte sindene i kog: tragedien havde taget sit udgangspunkt i en meget omtalt mordbrandssag på Bornholm fra 1995. En kvinde blev dømt for at have dræbt sin elskers hustru og brænde hende og hendes to børn inde.
Forbrydelsen opbød den kombination af eros, passion, brand og mord, der i Aristoteles’ Poetik enkelt og nøgternt er formuleret i doktrinen: »Tragediens mål er at skabe frygt og medlidenhed i publikum.« En frygt og medlidenhed der udløser dybe kræfter i tilskuerens sind. Judy Gammelgaard formulerer det således i sin bog om tragedien, Katharsis:
»Det gribende og bevægende ved tragedien er jo ikke blot det, at der overgår den anden lidelser af så uhyrlig art, at vi gysende trækker os tilbage. Det rystende er jo dette, at disse ting reflekterer dybderne i vores eget sjæleliv, således at det vi trækker os tilbage fra, er den momentane opløsning af fortrængningen, som er en del af tragediens effekt.«
Vi lader den stå et øjeblik – og begriber måske hvorfor halvanden million seere vælger Rejseholdet søndag efter søndag. Og vi forstår måske også hvorfor de mere civilicerede holder sig tilbage: De civilicerede har det nu engang nemmere med fortrængninger – fortrægningerne er som bekendt civilisationens væsen.

Disse betragtninger gør naturligvis ikke Rejseholdet til mere kunst end et tragisk trafikuheld, men til gengæld indskriver de Rejseholdet i en lang
teatertradition og den 13. episode i den del af tragedierne, der som grundsubstans arbejder med eros, passion, ild og død. Og det faktum at denne episode har et forlæg i den virkelige virkelighed, giver dramaet som fiktion en særlige uafviselig autenticitet, som jeg ikke er i tvivl om at seerne oplever som en kvalitet: – noget lignende er sket i virkeligheden, her midt i blandt os for ikke så længe siden!
Tilbage på sporet af Rejseholdet som kunst. Overfladen først: Som man kan forvisse sig om ved selvsyn er dramaet produceret meget professionelt og har det vi i branchen kalder høj production value. Jeg skriver det uden den sædvanlige beskedenhed – enhver kan forvisse sig om dette ved at spørge fagfolk uden for Danmarks Radio. Skuespillerne, instruktørerne, fotograferne og klipperne hører til Danmarks bedste og serien har landets mest erfarne seriedramatiker, Peter Thorsboe, som hovedforfatter godt hjulpet af en række fremragende episodeforfattere, bl.a. Taxa-seriens hovedforfatter, Stig Thorsbo. Kort sagt: kunstnerisk professionalisme.

Hvis vi stikker et spadestik dybere opviser det enkelte manuskript karakterfunk-tioner der skaber stor identifika-tion hos seerne, en tematik der er præcis og går ind til benet af den enkelte episodes hovedplot – og som allerede nævnt byder den enkelte episodes tragedieplot på stor fascination. I tilgift får seerne information om politiets efterforskningsmetoder og – som en særlig public service – muligheden for at reflektere over forholdet mellem jura på den ene side og folkelig retsbevidsthed på den anden. Kort sagt: Kunstnerisk bevidsthed.
Går vi endnu et spadestik dybere stikker vi nok i ned ingenting – eller rettere, det er nok her Peter Laugesens hund ligger begravet. Rejseholdet er ikke ’dybere’ og skal heller ikke være det! Vi beskæftiger os i følge sagens natur i sådan en dramaføljeton sendt klokken 20 på DR1 med ’bredde’-kunst – ikke med ’dybde’-kunst (vil man dybde-kunst søndag i prime time kan man vælge DR2, i søndags f.eks. Terry Gilliams: The Fisher King).
Med andre ord, hvis Peter Laugesens graver efter det genuine kunstværk, graver han forgæves. Kunstværket, med al det den europæiske værktradition indebærer, er ikke Rejseholdets ambition. Det har aldrig været meningen at Rejseholdet skulle være dybde-kunst. Kunstens hus har mange boliger!
Også Peter Laugesen må have oplevet 60’ernes frisættende eufori, da Hans Jørgen Nielsen med sit begreb attitude-relativisme i bogen: Nielsen og den hvide verden, gav os lov til at lytte til Beatles om morgenen, indiske raga’er om eftermiddagen og Mahlers anden symfoni om aftenen, samtidig med at vi på natbordet havde bind tre af Durells Alexandria-kvartetten liggende oven på Hergés Tintin i Soltemplet.
Hans Jørgen pissede en gang for alle det borgerligt-romantiske ensidige kunstbegreb ned under gulvbrædderne. Og senere kom som bekendt den postmodernisme som Hans Jørgen havde forudset. Den postmodernisme der gav os en David Lynch og satte ham fri til at boltre sig mellem dybde-kunst og bredde-kunst med svimlende virtuositet.

Og til slut – mens visse journalister formentlig fortsætter deres begramsning af de ’rigtige sager’ bag Rejseholdet og visse jurister formentlig stadig hellere ville have nogle doku-dramaer på de rigtige sager bag Rejsholdet, (al den stund doku-dramaet i følge genrens natur ikke kan udsige mere om tragedierne end juristerne allerede har sagt) - ja, imens ville jeg ønske, at vi netop her i den mindst ringe avis, kunne få den debat om tv-mediet og henholdsvis dybdekunst og breddekunst, som Peter Laugesen har lagt op til.

Ingolf Gabold er dramachef på DRTV.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her