Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

14. april 2001


Sporene skræmmer
11. APR. – Pia Kjærsgaard snakker – »danskerne« bliver taget til indtægt for hendes forskruede synspunkter om »udlændingene«. Partiet har flere gange foreslået en folkeafstemning om et multietnisk samfund. Skulle den vise, at Danmark kun må være mono-etnisk, vil partiet gennemføre »aktiv tilskyndelse« til at udvise »personer, der gennem de seneste år har opnået opholdstilladelse eller er familiesammenført hertil«.
Hvem præcis skal »aktivt tilskyndes«? Hvor langt tilbage i tiden er »de seneste år«? Og hvad med de mennesker, som fuldt lovligt opholder sig i Danmark og ikke ønsker at bryde med deres familie og venner – hvad har Dansk Folkeparti tænkt sig gøre med dem? Sporene fra eks-Jugoslavien skræmmer. Og går man længere tilbage, fører de til Auschwitz!

Helge Bo Jensen
MF, Enhedslisten

Aprilsnar
3. APR. – I Max Bjævermoses selskab keder man sig aldrig. Det har han efter sin onkel Anton, som var frisør!
Man kan næppe med rette sige det samme om denne sprøj-tes (180 gram) tidligere litteraturanmelder, Erik Skyum-Nielsen.
Den 31. marts til den 1. april skiftede han stilling, og er nu blevet anmelder af århusianske ph.d.-afhandlinger, hvilket i hvert fald har undret denne brevskriver.
Han lægger ud med at omtale afhandlingen Litteraturens tone af Marie Lund, hvori han påstår, at hun fastslår, at litteratur lyder af noget, på samme tid den æstetisk lader være.
Det kan man godt lade være med at mene, at Marie Lund har konkluderet. Desværre får vi aldrig selve resultatet af bedømmelsen at vide. Blev det uafgjort, eller vandt hun? Og med hvilke cifre?
Til gengæld klistres ordet ’elegance’ på en professor, hvor det snart vil se døden i øjenene. Man kommer heller ikke ind til selve hensigten med Nielsens anmeldelse, der ellers bruger den samme interstellare, slid-stærke makeup, som Keld Heicks ’Musikbutikken’, der ligger hver lørdag i fjernsynet.

Erik Helger
Grønholtvej 64, Fredensborg

Et sted for mennesker
5. APR. – Tænk, hvis ECRI - rapporten er sandheden?
Tænk, hvis den bliver afvist som grundløs kritik?
Uhyggeligt, at der skal en ’smasher’ til fra langsomt arbejdende EU, før politikerne kan åbne øjnene. Men de bliver snart lukket igen.
I et oplyst, demokratisk land, må man både holde op med at diskriminere nytilkomne fra andre kulturer, og lade være med at kalde folkesjælen racistisk.
Det er en enkel konklusion, set fra fodfolksniveau.
Kejseren uden klæder og med mangel af mere vitale dele er igen politikerne.
Tag kritikken til jer, og vær med til at gøre Danmark til et sted for mennesker.

Eva Kjeldsen
Hørdumsgade 53, st.t.v.
2450 København S.V

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu