Kronik

Markedet for følelser og moral

Album om krigen med anekdoter, beretninger, mytologi, genop-standelse samt almindeligt og uhyrligt afsind. Samlet, redigeret og udgivet af Jens-Martin Eriksen og Information
Debat
9. april 2001

Krigsalbum
9
»I august 1997 fik Beograd besøg af stjernen fra den Venezuelanske sæbeopera Cassandra. Ankomsten af den tilbedte Cassandra skabte et veritabelt hysteri blandt hendes lokale beundrere. Serbien har levet med Cassandra i måneder nu. Der berettes en historie om en bulgarsk kvinde, som dukker op på markeder i byen, hvor hun tjener en skilling ved at fortælle om fremtidige episoder af sæbeoperaen (Bulgarsk fjernsyn begyndte at sende Cassandra noget tidligere end serbisk). Mere en tusind deltog for at vinde den landsdækkende Cassandra-look-alike konkurrence. Man fortæller, at nogen undergik plastiske operationer til lejligheden.
Men det var indbyggerne i den serbiske landsby Kucevoi, som gik længst. Da heltinden Cassandra endte i fængsel i en af episoderne, sendte de rasende borgere i Kucevoi en bønskrivelse (med omtrent tohundrede underskrifter) til præsidenten i Venezuela, hvor i de krævede den uskyldige Cassandra løsladt øjeblikkeligt. De gik sågar videre og skrev til Vatikanet for at få Cassandra saligkåret som helgen. Og derefter henvendte de sig til Haag domstolen for at anmode om der ikke muligvis kunne tilstås Cassandra en retfærdig rettergang i Serbien.
Borgerne i Kucevoi, som var forblevet både døve og dumme overfor den fascistiske politik, som blev ført at deres stat, overfor krigen, fattigdommen, korruptionen og kriminaliteten, overfor deres egne sønners død, overfor andres død - disse strudsemennesker demonstrerede med andre ord en uhørt grad af menneskelig solidaritet, politisk modenhed og en ræsonnabel forståelse af demokratiske procedurer i forfølgelsen af deres mål.«
Dubravka Ugresic

10
Meningsmålinger bliver det afgørende redskab, når ingen mere med nogen ret eller autoritet kan hævde, at noget er mere rigtigt end andet. Hvorfor skulle det være det? Hvem har sagt det, og er der nogen, som har mere ret end andre? Og er der nogen, der ved mere end andre? Det ene kan være lige så godt som det andet, og alle forslag tæller lige meget. Hvad ellers? Ligger Sarajevo i Europa eller i Polynesien? Bliver der krig? Etniske udrensninger og forhandlingerne om Maastricht-traktaten – hvad er vigtigst? Massakren i Srebrenica – kan vi forhindre den? Belejringen af Sarajevo - påvirker den din dagligdag? Er Arkan den mest sexede politiker i Serbien – og hvis ikke, hvem er det så? Hvad er det vigtigste spørgsmål på den politiske dagsorden; tre døgnsreglen for indførelse af spiritus fra udlandet eller urolighederne i den bosniske by Zvornik? Er racisme en god eller en dårlig ting? Hvem er den største forfatter i århundredet?
De svar, der opnår flest point vil løftes op i en højere virkelighed, imagologiens, og vil dermed opnå karakter af uomtvistelig sandhed.
Men imagologien organiserer selv sin fredelige omskiftelighed, når nye sandheder skal erstatte de gamle, som dermed ugyldiggøres. Nye sæsoner; andre konjunkturer i smidige rytmer.

11
Da Srebrenica kapitulerer ligner oberst Karremans fra Holland en pantelåner, der personligt ikke vil have mere med effekterne at gøre. Selv var han kun en simpel ansat i den gamle fabrik FN. Ratko Mladic er ikke tilfreds, vil gerne vide om Karremans personligt, sådan helt personligt, har givet ordrer til at skyde på hans soldater? (Man aner en geværpibe et eller andet sted i stemningen). Nej da, det var bare ordrer fra den gamle fabrik, som Karremans ikke kender mere, FN. Her står han af og så kan fabrikken ryge og rejse og de forskellige løsdele fra det, der engang var et samfund i Srebrenica rager ham og han tænder en bleg cigar og Mladic forærer ham en slivovic med hjem til konen, fair nok. Karremans har begået én fejl i hele sin gloriøse karriere. Alting i mange, mange år byggede sig op mod det sublime øjeblik, hvor han anmodede om den luftstøtte der aldrig kom på en forkert formular, og vejen dermed lå åben for Ratko Mladic ned til byen for at skyde og banke og brænde de tolvårige drenge og deres fædre, der truede statens enhed. (Man vil altid i processens videre forløb undre sig over, hvad den forkerte formular korrekt skulle have været anvendt til). Nu har drengene allerede været døde fem år, og så bliver de gravet op. For processen går videre, den graver, den obducerer, den identificerer, katalogiserer og møjsommeligt lægger den dreng efter dreng i sin grav med et navn, med fødsel og død, og en angivelse af stedet for en begyndelse. De der graver, og dermed er processens bureaukrater i denne fase, har aldrig drømt om den. Og Ratko Mladic har kun gjort sig nogle forestillinger efter sin egen hjemmelavede dramaturgi. Men med tortur, eksekutionspeletoner, og senere udgravning, identifikation, langsomt, møjsommeligt med pauser, kaffe, flødeskumskager, efter normal overenskomst, reglementerede arbejdsforhold, til klokkeslæt, dag efter dag, bliver processen nu bare en gådefuld rutine, et ubegribeligt og ligegyldigt ritual.
12 Tim Judah beretter om en af de særeste begivenheder, der fandt sted i Beograd i 1994. Fjorten år efter sin død blev Jugoslaviens leder Marskal Josip Tito genopvakt fra de døde i to dage. I fuld militær ornat spankulerede han lys levende rundt blandt sine tidligere undersåtter. Det skabte stort opløb. Han blev tiljublet, men af andre også udskældt for alle de ulykker, der havde ramt landet siden hans død.
Kvinder omringede ham og gav ham blomster, og en af dem fortalte, at hun havde grædt da han døde i en alder af 87 år. »Det samme gjorde jeg«, svarede den gamle marskal. En mand fortalte, at han siden marskallens død i en periode havde været en del af hans personlige æresgarde. »Ja, jeg husker dig godt«, svarede Tito. Manden fortsatte; »Du var alting for os, du varmede os ligesom solen«. En anden beklagede sig over, at i marskallens tid var der kun én Tito. Nu var der femoghalvtreds!
Denne stunt blev sat i værk af radiostationen B-92 og filminstruktøren Zelimir Zilnik, der lod en skuespiller klæde sig ud som den gamle marskal for at filme folks reaktioner.
Foran banegården i Beograd begyndte en sigøjner at spille en af Tito-tidens populære melodier på sin harmonika, hvilket øjeblikkeligt skabte så stort opløb, at politiet så sig nødsaget til at gribe ind. Filminstruktøren beretter; først fortalte de kameramanden, at han skulle forsvinde, og siden fortalte de mig det. Så sagde jeg til dem, at de skulle sige det til Tito. Nej, svarede de, bland ham uden om det her.
I en af de mest rørende scener møder Tito en gammel mand, som sidder ved det skamferede gravmæle for marskallens tidligere kammerater. Deres buster er nu blevet fjernet. »Hvem blev generet af dem?« spørger Tito. »Dem, der ikke kan lide orden, dem der ikke respekterer fortiden... de uansvarlige«, svarer den gamle mand. Han ser end ikke op, og Tito spørger hvor kan kommer fra? Manden svarer, at han er flygtning fra krigen i Bosnien. »Hvornår vil det hele ende«, spørger Tito.
»Der er ingen ende, min ven«, svarer den gamle mand.

13 »Og mens ødelæggelsens brutale vanvid det ene sted bliver solgt som sejr, bliver vanviddets resultat, den menneskelige tragedie, solgt det andet sted som et smagfuldt produkt der kan fremkalde en sympatisk og kortvarig gråd. Zlata Filipovic skrev dagbogen om hverdagslivet i Sarajevo mens hun vidste, at den ville blive offentliggjort i udlandet. Som det var forudsagt, blev bogen en bestseller. De internationale medier designede et barns værk som dagbogen af »Sarajevos Anne Frank«. Den lille pige fra Sarajevo var udvalgt til at bringe verden et budskab. Budskabet indeholdt kun lige præcist så meget ulykkelighed som den almindelige forbruger kunne kapere. Budskabet vækker et lunkent minde om, at for ca. halvtreds år siden, da »Åh, da skete der forfærdelige ting« (Anne Frank), og at disse »forfærdelige ting« også sker i dag (Sarajevo). Forskellen er, at den medieskabte happy end i den nutidige historie (den lille stakkels pige bliver badet i berømmelse og rigdom) på legitim vis opløser rædslen ved hvad der er sket. På denne måde forvandles ondskaben til et eventyr. Og på denne måde bliver produktet fra den lille pige fra Sarajevo fuldstændigt foreneligt med vor tids markedsplads for følelser og moral.«
Dubravka Ugresic

14 »...mens indbyggerne i Sarajevo døde og indbyggerne i Dubrovnik holdt vejret og lyttede afventende til stilheden, så satte en luksus cruiser kurs mod Dubrovnik fra Venedig. På PEN skibet befandt der sig forfattere fra hele verden, det største antal var kroater. Forfatterne smurte halsen med adriatiske hummere og vin imens de forberedte sig på den kommende verbale kamp mod fascismen. Aviserne bragte daglige reporter om deres kamp på havet, og senere deres kamp på landjorden.«
Dubravka Ugresic

*Dette er anden del af Jens-Martin Eriksens krigsalbum fra eks-Jugoslavien. Første afsnit stod i Information den 7. april. Essayet afsluttes i morgen tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her