Læsetid: 4 min.

Modstand før og efter ’45

Vi kan takke modstands-bevægelsenfor dens indsats under besættelsen, men bør være kritiske over for efterspillet
Debat
10. april 2001

Besættelsen
Information bragte den 5. april et interview med den tidligere modstandsmand Karl Lykkegaard under overskriften ’Ingen skal dømme om besættelsen’.
Indholdet består dog næsten udelukkende af domme, hvis præmisser mere virker som fordomme.
Jeg diskuterede sidste år på Sdr. Felding Højskole med Lykkegaard og fik indtryk af, at han ikke havde forstået min og Anette Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring, men at han troede den handlede direkte om besættelsestiden og ikke om den kollektive erindring om denne tid. Samme indtryk sidder jeg tilbage med efter at have læst interviewet.
Da Lykkegaard atter hævder, at jeg (og Anette Warring, der kan tale for sig selv) nedvurderer modstandskampen, skal jeg kort beskrive, hvad jeg mener om den. I efteråret 1941 blev kimene til modstandsbevægelsen lagt. Det var forfølgelsen af Danmarks kommunistiske Parti og samarbejdsregeringens tiltagende følgagtighed over for tyske krav, der langsomt rejste en opposition i Danmark.
Dele af det danske militære efterretningsvæsen stod i forbindelse med England, og efter mange forgæves forsøg lykkedes det i foråret 1943 at gøre forbindelsen militært effektiv ved nedkastning af sprængstof fra engelske fly, der blev modtaget og anvendt af sabotagegrupper her i landet.
Selvom den engelske våbenhjælp – og Christmas Møllers taler i radioen fra London – fik en vis betydning for modstandskampen, så var det afgørende dog, at grupper i det danske samfund nu begyndte at organisere kampen mod nazismen og den tyske besættelse.
Modstandsbevægelsen fik et gennembrud med arbejdsnedlæggelserne i august 1943, som udviklede sig til sammenstød med dansk politi og tyske soldater.
Arbejdsnedlæggelserne skyldtes bl.a. forventninger om et håbet snarligt tysk nederlag, dels var de et resultat af oparbejdet utilfredshed med den faldende levefod.

Regeringens afgang
Eftergivenhedspolitikken over for Tyskland indgik i dette mønster, og modstanden rettedes både mod arbejdsgiverne, besættelsesmagten og regeringen. Da regeringen ikke længere kunne opretholde ro og orden, fremsatte de tyske besættelsesorganer et ultimatum om strengere indgriben mod sabotage mv. – og dette førte til regeringens afgang.
Modstandsbevægelsen havde nu nået sit første mål: At vælte den danske regering og dens indrømmelsespolitik over for tyskerne, en politik modstandsbevægelsen ikke kunne anerkende som udtryk for ’passiv modstand’.
Næste trin i den politiske proces var dannelsen af Danmarks Frihedsraad i september 1943. Frihedsrådet kom til at bestå af repræsentanter for de ovennævnte partier og organisationer samt fra De frie Danske i udlandet.
’De gamle politikere’ fra de fem samarbejdende partier, der havde stået for forhandlings- og samarbejdspolitikken, holdt sig uden for Frihedsrådet.
De havde advaret stærkt imod sabotagen, og selv efter regeringens fald varede det længe, inden de var i stand til at se noget positivt ved modstandskampen. Det skete først fra sommeren 1944, hvor det under folkestrejken i København viste sig, at befolkningen mere lyttede til Frihedsrådets appeller end til politikernes.

Respekt og autoritet
Frihedsrådet og dermed modstandsbevægelsen havde vundet respekt og autoritet i befolkningen, selvom det kun var en meget lille del, der direkte deltog i det illegale arbejde.
I august ’44 oprettedes det såkaldte Kontaktudvalg mellem politikerne og Frihedsrådet, og på trods af en lang række uenigheder lykkede det i april 1945 de to ’regeringer’ at nå frem til en aftale om dannelsen af en fælles regering, når tyskerne havde kapituleret.
Befrielsesregeringen med halvdelen af ministrene fra politikerside og halvdelen fra modstandsbevægelsen og under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl trådte frem den 5. maj ’45, og samtidig kunne modstandsbevægelsens væbnede enheder dukke op. I de næste dage og uger arresterede frihedskæmperne (som var en udbredt betegnelse) og politiet titusinder af mennesker, der mentes at have samarbejdet med tyskerne.
Alt for mange var døde, søfolk i allieret tjeneste, modstandsfolk i tyske kz-lejre, de vildførte eller nazistiske frivillige på østfronten, såkaldte stikkere, engelske flyvere, børnene i den franske skole på Frederiksberg osv. Alt for mange fra alle sider kom også til at lide under krigens og besættelsens følger i årene fremover.

Krigens efterliv
Hvad der i dag må ses som ret og uret under krigen og besættelsen er der da ingen tvivl om. At størstedelen af befolkningen var anti-tysk, anti-nazistisk og pro-allieret fra et tidligt tidspunkt heller ikke.
Besættelsestiden var både samarbejde, partisankrig og borgerkrig. Den var også udbredt passivitet og tilpasning. Det var godt, den fik det udfald den gjorde. Men begivenhederne under besættelsen og markeringen af en holdning til dem hører hjemme i en skildring af besættelsestiden og ikke i en skildring af besættelsestidens ’efterliv’, undtagen når det symbolsk indgår i selve det felt, man undersøger (og det sker selvfølgelig ret ofte).
Efterlivet er ikke præget af den offervilje og indsats for andre, som selve livet var. Vi kan således takke modstandsbevægelsen for dens indsats under besættelsen.
At Lykkegaard og ligesindede vil tro på, at jeg mener det, jeg giver udtryk for, kan jeg ikke forvente. For dem er jeg anbragt i en biologisk kategori, der på forhånd gør mig uværdig.
Fork. af red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her