Kronik

Når oliekrisen kommer

Med den nuværende stigning i det globale forbrug vil olie-produktionen falde stærkt fra omkring 2010. Det betyder en oliekrise af dimensioner – i USA er den allerede sat ind
Debat
26. april 2001

Med den nuværende stigning i det globale forbrug vil olie-produktionen falde stærkt fra omkring 2010.
Det betyder en oliekrise af dimensioner – i USA er den allerede sat ind

Økonomi & Politik
Uden billig olie var det 20. århundrede ikke blevet, som det blev. Vi skal huske på den kendsgerning, at vi er kommet til at leve i et samfund, der er, som det er, fordi billig olie i de sidste 40 år af det 20. århundrede var til rådighed i ubegrænsede mængder – og at det derfor ikke kan forblive, som det er, når oliemængderne begrænses, og priserne stiger, fordi efterspørgslen kommer til at overstige leverancerne. Oliekilderne løber ikke tør fra den ene dag til den næste, men olieprisen kan stige brat, voldsomt og vedvarende.
Tallene tyder på, at stigningen vil indtræde om fem-ti år. De økonomiske virkninger bliver voldsomme – her og ikke mindst i u-landene. Det kan blive en økonomisk og socialt barsk nedtrapning af olieforbruget til et bæredygtigt niveau.
På trods af denne kendsgerning var det ikke forudsigelser om kraftigt stigende oliepriser, men forudsigelser om klimaændringer på grund af CO2-udslip, der i 1990’erne satte den energipolitiske dagsorden.
Det højest prioriterede energipolitiske mål blev derfor at nedbringe forbruget af kul, som der er nok af til flere århundreder, men som giver et betydeligt større CO2-udslip end olie og naturgas. Væksten i olieforbruget til transport bliver derimod stadig betragtet som uimodståelig.
Det antages, at der kan kompenseres for et stigende olieforbrug ved yderligere formindskelser af kulforbruget. Dette er forståeligt, men irrationelt. Det er forståeligt, fordi skift fra kul til andre brændsler og vindmøller er en politisk overskuelig og relativt ukontroversiel opgave, medens nedbringelse af olieforbruget i vores olie-baserede samfundsstruktur fører til en lang række overordentligt vanskelige og politisk kontroversielle problemstillinger.
Spørgsmålet om, hvad man skal stille op for at undgå, at samfundet får åndenød på grund af stærkt stigende oliepriser, er derfor blevet fejet ind under gulvtæppet.
Men det er irrationelt, fordi olieprisstigninger sandsynligvis vil ramme samfundsøkonomien meget tidligere end klimaændringer. Og fordi en nedgang i olieforbruget både kan udskyde tidspunktet for den næste oliekrise og formindske dens samfundsøkonomiske virkninger. I verdensøkonomien står valget mellem
*et højt olieforbrug med store olieprisstigninger på et tidligere tidspunkt og
*et lavere olieforbrug med mindre olieprisstigninger på et senere tidspunkt. Hertil skal naturligvis også lægges den væsentlige gevinst, at CO2-udslippet formindskes, når olieforbruget nedbringes.
Når man sammenholder de seneste oplysninger om olie- og gassituationen i USA med det Internationale Energi Agenturs prognoser for olieforbrug og -forsyning i de kommende årtier (i ’World Energy Outlook 2000’, WEO 2000), og uafhængige analytikeres forudsigelser, fremkommer der et ret entydigt billede af den situation, verdensøkonomien er havnet i.

Hvad angår olie- og gasressourcer og udtømningen af disse ressourcer, udgør det nordamerikanske kontinent et repræsentativt udsnit af verdensøkonomien. Udviklingen på dette kontinent er derfor et forvarsel om den globale udvikling. Olieproduktionen forløber efter en Hubbert-kurve (M.K. Hubbert, geolog ved Shell): Indenfor et større område med mange store og små felter stiger produktionen, så længe der stadig findes nye store felter. Men på det tidspunkt, hvor omkring halvdelen af reserverne i de store felter er hentet op, topper produktionen. Selvom der fortsat åbnes nye boringer til mindre felter og udvindingsteknologien forbedres, vil produktionen stagnere og efter nogle få år begynde at falde.
I USA steg produktionen således uafbrudt fra 1900 indtil den toppede ved cirka 10 Mtd/dag (millioner tønder pr. dag) i 1971. Fra 1971 til nu er den faldet til det halve. Ikke fordi der ikke er mere olie, men fordi det går langsommere med at få olien op, og fordi der ikke længere opdages så mange nye store felter.

Analyser på grundlag af globale ressource- og udvindingsdata, gennemført af oliegeologen C.J. Campbell og hans kolleger, og af ressourceanalytikere som R.W. Bentley et al. ved The University of Reading, England, viser, at dette forløb også må forventes på globalt plan. Analyserne viser, at med den nuværende stigningstakt i det globale forbrug, vil produktionen af ’konventionel’ olie, dvs. olie der flyder fra olieboringer, toppe omkring 2005 og blive stærkt faldende fra omkring 2010. Det betyder en oliekrise af andre dimensioner end den, der udviklede sig på grund af OPEC-landenes prisforhøjelser i 1970’erne.
I USA er krisen allerede indtrådt. Det fremgår af pressemeddelsen ’A National Report on America’s Energy Crisis’, en tale holdt af USA’s energiminister Spencer Abraham den 19. marts. Abraham siger, at krisen skyldes Clinton-regeringens forsømmelighed, og forsikrer, at Bush-regeringen vil overvinde den: »I Amerika bliver ressourcerne kun knappe, når vores fantasi (imagination) afmattes. Jeg har tillid til, at vi ved at engagere vores forestillingsevne kan klare de udfordringer, vi nu står overfor«. Måske kan en sådan udtalelse berolige finansmarkedets spillere. Men sålænge fantasien ikke rækker til hurtige og omfattende energibesparende foranstaltninger, kan den næppe overvinde krisen. Fantasi bringer hverken olie eller gas frem til forbrugerne.

For at frembringe mere olie vil Bush-regeringen åbne oliekilderne i det arktiske vildtreservat (Arctic National Wildlife Refuge) i Alaska. Det skønnes, at der dér kan udvindes 10 milliarder tønder olie. Antages det, at denne ressource udtømmes over 30 år, kan den i gennemsnit give cirka en Mtd/dag og måske komme op på to Mtd/dag, når produktionen topper.
Den anden større olie-ressource, USA og Canada vil udnytte, er oliesand omkring 75 meter under jordoverfladen i Alberta, Canada. Her forventes produktionen at komme op på knap en Mtd/dag. Disse to større projekter kan således i de kommende år give to-tre Mtd/dag.
Men ifølge WEO 2000 forventes en stigning i det nordamerikanske olieforbrug, så forbruget i 2020 vil være forøget med seks Mtd/dag. Samtidigt forventes den samlede nordamerikanske produktion at falde med cirka 1 Mtd/dag.
Ifølge WEO 2000 forventes det således, at Nordamerika i de kommende 20 år må forøge sin olieimport fra 10 til 15 Mtd/dag – vel at mærke under forudsætning af, at en forøgelse af naturgasleverancerne på 42 procent kan aflaste ikke kun kul- men også olieefterspørgslen.
Naturgassen er imidlertid heller ikke så let at finde. Trods intensiv efterforskning er den nordamerikanske gasproduktion ikke blevet forøget i de sidste 10 år. Og som energiminister Abraham siger: »Selvom vi finder forsyningerne, vil det kræve 38.000 miles (60.000 km) nye gastransmissionsledninger og 255.000 miles (400.000 km) distributionsledninger at få gassen frem til forbrugerne – og det vil koste 120-150 milliarder dollars.«
Tallene i det Internationale Energi Agenturs prognoser (WEO 2000), bekræfter, at situationen i Verden som helhed vil udvikle sig ligesom i Nordamerika. I 2020 forventes det globale olieforbrug at være steget med 34 Mtd/dag, en stigning på 42 procent i forhold til nu.
Den samlede olieproduktion i OECD-landene og de fleste andre lande udenfor OPEC, vil imidlertid falde år for år, så den samlede produktion i disse lande i 2020 vil være formindsket med syv Mtd/dag. Dvs. at produktionen i OPEC-landene og nogle få andre lande, først og fremmest i det tidligere Sovjetuniononen, skal forøges med 34+7 = 41 Mtd/dag, eller cirka 75 procent. Heraf skal OPEC-landene i Mellemøsten, først og fremmest Saudi Arabien, levere hovedparten, idet de skal forøge deres produktion med 24 Mtd/dag eller cirka 50 procent.

På den baggrund siger WEO 2000 om udsigterne indtil 2020: »... verdens olie-ressource basis (anses for at være) tilstrækkelig til at dække efterspørgslen i prognose-perioden. Skønt oliefelterne i nogle regioner er ved at modnes (maturing), og deres produktion vil begynde eller fortsætte med at falde, er den globale ressource-base ikke en begrænsende faktor.
Man behøver ikke at forvente en forsyningskrise. At transformere disse ressourcer til produktion kræver imidlertid betydelige og vedvarende investeringer, især i OPEC-landene i Mellemøsten« (sic.).
Man behøver ikke.... Nej, men OPEC-landene i Mellemøsten behøver heller ikke at foretage betydelige og vedvarende investeringer for at udtømme deres reserver så hurtigt som muligt og til den lavest mulige pris.
Sagens kerne er, at fra 2010 skal enhver forøgelse af olieforbruget i Europa, USA, Japan, Oceanien og i alle udviklingslandene dækkes af forøget produktion i OPEC-landene i Mellemøsten, bortset fra marginale bidrag fra andre lande.
Dette burde give alverdens statsmænd og energiministre anledning til alvorlige bekymringer.
Også i landene i Mellemøsten, hvor man burde bekymre sig om, hvilke midler OECD-landene vil gribe til for at sikre sig tilstrækkelige leverancer til priser, der ikke sætter deres økonomier i bakgear. Og især i udviklingslandene, hvis udviklingsprogrammer bliver smadret, hvis de ikke har råd til at købe tilstrækkelig olie.

Der tegner sig således overordentligt stærke økonomiske, forsyningssikkerhedsmæssige og sikkerhedspolitiske incitamenter til at gøre noget alvorligt for at nedbringe olieforbruget og dermed CO2-udslippet – før oliekrisen kommer.
Det er udmærket, at vores regering har opmuntrende visioner om ’bæredygtig udvikling’ på langt sigt.
Men hvis vi falder over den første sten på vejen, kan nedtrapningen af det fossile brændselsforbrug blive en mere barsk oplevelse, end vi hidtil har forestillet os.

*Klaus Illum er civilingeniør, lic.techn., ECO Consult.
Han har skrevet et oplæg om vindkraftudbygning og fremtidig drivkraft til transportmidler til møderne i dag og mandag, om bæredygtig energi (se øverst på siden).

*Læs mere i U.S. Department of Energy: A National Report on America’s Energy Crisis. Press release, March 19 2001. http://www.energy.gov./HQDocs/speeches/2001/marss/
energy_speeches.html.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her