Marxisme
Hvis ikke det var, fordi »Vinstue 90erne« lå i stueplan på Frederiksberg, kunne man tro, at den befandt sig i en tysk kælder i Bayern. Tunge gotiske møbler, små mørkbejdsede træhjul med nøgne pærer. Vægmalerier fra det romantiske Italien, en bugt omgivet af blå bjerge og en abe bag vinløv. Hvor de unge troløst skifter mellem Indre Bys mangfoldige high-tech-cafeer, finder man eftermiddag efter eftermiddag i »Vinstue 90erne« den frafaldne X-generation over hver sin halvliters fadøl.
Skæbnen i et navn
Grupperet som de er om større eller mindre borde, stambordet for X-Trotskister, for X-Leninister og X-Rådskommunister (de sidste klarer sig med et tomands bord). I et stort baglokale, som de har for sig selv, sidder X-Stalinister og planlægger Ørestaden ud fra markedsmekanismerne (gruppen består overvejende af kvinder).
Kun en enkelt sidder ved sit eget bord og modtager knap nok et skul fra de øvrige. En moden kvinde i diskret koksgrå spadseredragt, let bøjet over sin te og et glas hvid portvin. Hendes negle bærer lyserød lak, men højre ringfingernegl mangler næsten helt.
Jeg har talt med Ellen, som hun hedder, nogle gange, mest om vejr og vind og lokalhistorie. Denne mandag er hun imidlertid mere søgende i blikket, og pludselig siger hun: »Er du klar over den skæbne, der kan ligge i et navn?«
Kapitalen obligatorisk
Jeg er jo godt klar over det pudsige i, at både Freud(e) og Horney bliver en slags lystprofeter, men det er ikke dér, hun vil hen.
»Jeg hed engang Ellen Nielsen, og indtil den sidste lørdag i marts 1969 levede jeg et stilfærdigt og hengemt liv, som jeg allerhelst ville det. I midten af 60erne forelskede jeg mig hovedløst i en ung sønderjyde, Peter Leinwand, der læste grammatik på universitet. Det udviklede sig, som sådant noget nu gør, og blev til bryllup.«
Det, der i dag kan ses som en grusom skæbne, indtraf den følgende mandag. Efter studenteroprøret var Kapital-læsning blevet nærmest obligatorisk, og det foregik på tysk, fordi der kun fandtes såkaldt revisionistiske oversættelser af spredte kapitler. Den mandag i april var der i auditorium A indkaldt til forelæsning, som ellers var afskaffet, af en ung skæg-pjusket stud.mag, der har et navn som fra et dansk børnerim og senere er blevet professor i litteraturvidenskab.
Hvem er hun?
Auditoriet var stopfyldt af alle mulige slags studerende, som havde forberedt sig grundigt i de ca. 1.000 sider, Band Eins består af. Meget demokratisk spurgte den senere professor, om der indledningsvis var nogen forståelsesspørgsmål. En lille bibliotekarstuderende på tredje række rakte en hånd i vejret og sagde: »Ja, på en måde, hr. Madsen, selv om det nok er en ubetydelighed. Der optræder en kvindeskikkelse igen og igen, vist nok et par hundrede gange. Jeg har forsøgt at slå hende op, men forgæves. Hun hedder Ellen Leinwand, kan De fortælle mig, hvem hun er?«
Et latterbrøl fra rækkerne bagved blæste hendes lange hår fremover, og selv den strenge stud.mag. skælvede i mundvigen. Dette er i dag kun en bagatel i historien. Sagen er dog, at Karl Marx iscenesætter pund sukker, mel, meter planker og alen lærred (Ellen Leinwand) som varer, der kan udveksles på et marked. Alt sammenlignes med Ellen Leinwand, indtil guldet og siden hen pengene nådigt indtræder og aflaster lærredet som den generelle ækvivalent.
Få måneder efter udgav en bekendt af Rudy Dutschke den oversete roman Die polyvalente Frau Leinwand.
»Og på den måde blev mit navn en almen vits,« fortsætter den diskrete kvinde over for mig.
Ingen aprilsnar
»Jeg har intet imod lidt flirt eller sex-chikane, , men hvor jeg end trådte ind, lød det, at hun er eddermaneme en god ækvivalent. Jeg var en gift kone, som bare skulle have beholdt mit pigenavn. I dag er jeg ingen vits, blot kan X-erne ikke tåle mig, fordi jeg minder dem om kapitalkritikkens tid.«
Dette var Ellen Leinwands fortælling, så kom ikke og sig, at marxismen ikke er nådesløs, eller at den er en aprilsnar.
Egentlig har hr. Blüdnikow ganske ret. Så meget stærkere står det mig klart, da jeg på vej ud af »Vinstue 90erne« i øjenkrogen kan se Ellen Leinwand let foroverbøjet bide i sin ringfingernegl.
