Læsetid: 2 min.

Overhold loven – så flyder trafikken

Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative er villige til flere dræbte for magelighedens skyld
Debat
28. april 2001

Trafikalt
Højere fart på vejene dræber flere mennesker, det viser alle undersøgelser. Men det vil hverken Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative tro på. De er desværre parate til at forhøje hastigheden på motorveje.
Det kom frem, da vi forleden havde en lang debat i folketingssalen om legalisering af lovovertrædelser. Flere politikere fra V, C og DF mente, at det var bedst at tilpasse loven til folks faktiske (ulovlige) opførsel. Et synspunkt, som ville være fuldstændig uhørt, hvis det handlede om vold, tyveri, skattesnyd eller andre overtrædelser. Men i dette tilfælde drejede sagen sig om at sætte hastigheden på motorveje op til 130 km/t, og det er åbenbart noget ganske andet! Hovedargumentet er, at når mange i dag kører 130 km/t, selvom loven siger 110, så skal loven ændres.

Hastigheden dræber
Stort set hvert eneste år skal vi bruge tid på at forklare de samme politikere den meget simple sammenhæng, der er mellem hastighed og tra-fikulykker – hastigheden dræber, og højere hastighed dræber flere. Det viser alle undersøgelser fra både ind- og udland! Vejdirektoratet har beregnet, at vi vil få ca. 50 flere personskadeulykker og 5-10 flere dræbte om året, hvis hastighedsgrænsen sættes op fra 110 til 130 km/t.
Desværre er mange ude af stand til at forstå denne sammenhæng. De er så optagede af egen bekvemmelighed og fartglæde, at de benægter virkeligheden og kun vil tale om deres egen oplevelse af trafikken. Deres helt personlige oplevelse siger dem, at trafikken vil flyde bedre, hvis hastighedsgrænsen sættes op.
Hvordan det skulle hænge sammen, forstår jeg ikke! Nogle bilister kører i dag langsommere end de tilladte 110 km/t, mens andre overskrider denne grænse voldsomt – gennemsnittet ligger på 118 km/t. Hvis hastighedsgrænsen sættes op, vil der stadig være stor forskel på bilisternes hastighed, og dermed vil trafikken flyde på samme måde som nu. Bare med den forskel, at gennemsnitsfarten vil være højere og der vil være flere ulykker. Det har nemlig vist sig, at lande med en hastighedsgrænse på 130 km/t har 2-5 gange flere trafikuheld end i Danmark.
Man har naturligvis lov til at mene, at antallet af trafikdræbte er mindre vigtigt end lysten til at træde på speederen – det er jo trods alt et frit land, vi lever i.
Men så skal man altså ikke dække sig ind under påstande om, at det vil øge sikkerheden at sætte hastighedsgrænsen op, når al erfaring viser det modsatte! Hvis man mener, at hurtig transport er vigtigere end menneskeliv, så sig det!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her