Læsetid: 4 min.

Regeringens mål: Medgørlige trafikanter

Man fastholder – uanset regeringens farve – en kontinuerlig politik som går ud på at nedsætte udvalg og fremme dialog
30. april 2001

Kommentaren - Bæredygtighed
Jeg har læst transportafsnittet i regeringens udkast til plan for et bæredygtigt Danmark. To ting springer i øjnene:
*Det ene er, at vi har en regering og en administration, der i spørgsmål om bæredygtig og mere miljørigtig trafik virkelig tænker sig om, inden den handler. Uanset hvor store problemerne er, så undgår man at tage hastige beslutninger.
*Det andet er, at det nu er blevet en selvstændig målsætning for regeringen at føre en politik, der fører til »medgørlige trafikanter«. Og det er især ude på motorvejene, trafikanterne skal være medgørlige.
Det sidste først. Regeringen fastslår, at der for vejtrafikkens vedkommende er tale om »investeringer i nye motorveje og motortrafikveje som skal sikre trafikanternes fremkommelighed…«. Jeg blev forvirret, og jeg har slået ordene op. Men der er ingen tvivl. Fremkommelige veje betyder farbare veje. Fremkommelige personer (inclusive trafikanter) er derimod sådan nogle rare, bløde og medgørlige nogle. Trafikministeriet og regeringen har ofte været udsat for kritik. Derfor er det nu blevet en selvstændig målsætning at sikre så medgørlige bilister som muligt. Spørgsmålet er om det er bæredygtigt?
Men tilbage til de grundigt og langsomt tænkende embedsmænd og trafikpolitikere. Det er vigtigt at understrege, at karakteristikken ikke er generel. Det er jo sådan set gået ret hurtigt både med broer og motorveje, men her handler det altså om bæredygtighed og miljøforbedringer.

Tilbage fra 1988
For at forstå perspektivet vil jeg gå tilbage til regeringen Schlüter og dens handlingsplan for miljø og udvikling fra 1988. Heri hed det for eksempel om godstransport, at denne transport skulle udføres med skyldig hensyntagen til miljø og sikkerhed. »For at nå dette mål må der føres en politik, der sikrer, at de enkelte transportmidler i deres prisfastsættelse hver for sig afspejler alle relevante omkostninger.«
Det var 1988. I Schlüter-regeringens transporthandlingsplan fra 1990 hed det så bl.a., at man mente der kunne spares op til 10 procent energi ved bedre kørselsplanlægning for godstransport og yderligere 5-15 procent brændstof ved energirigtig køreteknik. Handlingsplanen sagde, at »transportpriserne bør med mindre særlige hensyn gør sig gældende mindst afspejle de samlede samfundsøkonomiske omkostninger.« Regeringen meddelte i øvrigt, at den ville fremme godstransport på bane og skib og »tage initiativ til drøftelser med relevante erhvervsorganisationer herunder vognmands-organisationerne for at sikre en udmøntning af det eksisterende energibesparelsespotentiale på godskørselsområdet ved en systematisk indsats indenfor kørselsplanlægning, emballering, kapacitetsudnyttelse mm«. Det har man så tænkt over siden. Og her i 2001 fastslår regeringen »at skatter og afgifter skal i højere grad sikre, at priser på transport, transportmidler og brændstoffer afspejler de samfundsmæssige omkostninger«. I den anledning har man nedsat et udvalg.
Det med godstransporten har man også stadig kig på. Nu hedder det, at man vil gennemføre en trafikuge for at fremme gode trafikvaner. Men der sker mere endnu:
»For godstransport vil hovedvægten ligge på at fjerne barrierer og tilvejebringe faciliteter for kombinerede transportløsninger, der involverer mere bane- og søtransport, samt ved dialog mellem statslige myndigheder og erhvervsorganisationer for at fremme bedre logistik og miljøstyring. Andre virkemidler til at fremme mere miljøvenlige transportvalg og –vaner vil være dialog, uddannelse, information, aftaler, grøn indkøbspolitik og afgifter«.
Man kan vel sige, at regeringen er blevet en anelse mere forsigtig siden Schlüter, men også kun en anelse. Stort set fastholder man – uanset regeringens farve – en kontinuerlig politik som går ud på at nedsætte udvalg og fremme dialog og føre vigtige drøftelser.
Det fremgår ikke klart af de redegørelser, jeg har set, om man allerede har sparet de 15-25 procent energi på bedre kørselsplanlægning og køreteknik, som 1990-planen taler om. Men jeg tror vi kan være sikre på, at det i hvert fald fortsat indgår i dialogen.
Jeg har heller ikke i farten kunnet finde overbevisende tal for, hvor stor en del af
godstransporten, der er blevet overført til bane- og skib. Men tallene findes nok et eller andet sted. Og hvis det ikke er gået helt som forventet, så er der jo i hvert fald grundlag for dialog.
Den nye redegørelse taler overordnet om, at sundhed, miljø og sikring af fremtidige generationer sætter nogle rammer for et moderne transportsystem og fastslår så med klarhed og styrke: »Det betyder ikke, at tilgængelighed og mobilitet skal begrænses, men at transporten skal finde former der skaber mindre trafik, færre ulykker og mindre forurening«.
Det synes jeg er flot. Jeg finder dog ikke redegørelsen krystalklar i sin beskrivelse af, hvordan man vil opnå, at der med en voldsom vækst i transporten skabes mindre trafik. Jeg har heller ikke set det ude på vejene.
Udfordringen vil givetvis indgå i de videre drøftelser. Og vi kan trøste os med, at skulle vi få valg og ny regering, inden drøftelserne er afsluttede, så har vi på dette område en fast og uforanderlig politik, der hverken lader sig påvirke af valg eller virkelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu