Læsetid 4 min.

Og så tillader de sig endda at flytte – også fysisk

Megen god arbejdstid kunne blive brugt mere fornuftigt, hvis der var ensartede økonomiske forhold i kommunerne
4. april 2001

Kommentaren - Nedrivning
I meget socialt arbejde er ’flytbar’ et væsentligt begreb. Er man ’flytbar’, så er der håb forude. Er man derimod ’fastlåst’ eller har ’modstand på’ venter der et langt større arbejde, hvis man arbejder i et af de mange projekter målrettet ledige.

Flyt uden at flytte
Handler det derimod om et egentligt flytteprojekt, hvor klienten vælger at flytte kommune, så er der ikke mange i modtagerkommunen der klapper i deres hænder. Så er der et problem. Sociale klienters kommunevalg er netop blevet kortlagt. For omtrent et års tid siden var der stor opmærksomhed på arbejdsløses boligvalg, da boligvalget på beklageligvis medførte at nogle kommuner så sig nødsaget til at rive gode boliger ned for at undgå den merudgift arbejdsløse påførte kommunen. Dengang affødte det en stor interesse fra mediernes side, hvilket betød at Socialministeriet i samarbejde med By- og Boligministeriet igangsatte en undersøgelse, der skulle påvise omfanget af ’den sociale eksport’, som nogle kommuner blev anklaget for.

Åh så kommunalt
Nu foreligger resultaterne så. Den nysgerrige læser kan få de helt præcise tal for hvordan arbejdsløse har flyttet rundt, og hvilken udgift de har pådraget den kommune, de er flyttet til. Alt sammen meget godt. Nu foreligger der nemlig et materiale der gør det muligt at tage stilling til, om kommuners ned-rivning af god ejendom er tilladeligt (om ikke af andre grunde så moralsk i hvert fald), om den mellemkommunale udligningsordning skal genindføres (altså, den ordning at fraflytterkommunen i en årrække efter fraflytningen afholder udgiften for den arbejdsløse til tilflytterkommunen), eller om arbejdsløse skal forbydes at flytte til bestemte områder.
Der er mange ting det nu bliver muligt at tage stilling til. Sagen er nemlig den, at folk uden arbejde vil være en udgift uanset hvor de befinder sig, og derfor er der naturligvis ikke mange kommuner der helt frivilligt ønsker at modtage disse personer.
Problemet er, at der – så vidt jeg er bekendt – heller ikke er politisk opbakning til ved lov at forhindre arbejdsløse i at flytte derhen, hvor de måtte ønske. At der så er en hel række praktiske manøvre som f.eks. at rive boliger ned – ja, det er tilsyneladende en ganske anden situation. Så kan vi almindelige borgere forarges hjemme ved vores tv-skærm mens bulldozerne vælter ind over halvtomme boligblokke.
Derefter kan landspolitikerne, afhængig af deres underskud på den sociale konto, offentligt tage afstand fra disse yderliggående handlinger. De ansvarlige kommunale politikere tvinges derimod en tur i sommerhuset mens nedrivningen står på, da pressen for denne gruppe næppe vil være deres medspillere, men de kan dog glæde sig ved at medieopmærksomheden hurtig falder, da det trods alt kun drejer sig om arbejdsløses boligsituation.
Men hvad hvis man nu valgte at fritage kommunerne for udgifterne til disse bekostelige medborgere og finansierede det centralt i stedet? Ja, så vil kommunerne blot ligge på den lade side og ikke være motiveret til at få de arbejdsløse i arbejde. Så rigtigt, så rigtigt, måske. Hvad hvis man indførte en bonusordning til kommuner som gennemførte en effektiv arbejdsmarkedspolitik (målt i forhold til hvor mange de fik i arbejde)?
Er kommunen god til at etablere flexjob og god til at få folk i arbejde på ordinære vilkår, venter der en bonuscheck, når året er omme. Denne politik kunne måske med tiden betyde at det ikke altid er de mest usympatiske handlinger der tvinges frem i folk – som f.eks. at rive gode boliger ned – og samtidig kunne de arbejdsløse blive fritaget for den negative interesse der følger dem uanset hvad de gør.

Kommunerne for passive
Flexordningerne – som for de uindviede læsere handler om støtte til virksomheder som ansætter folk med nedsat arbejdsevne – bliver ligeledes snart en kommunal udgift. Til trods for at ordningen ind til videre har været finansieret af staten, har det ikke været muligt at etablere det antal flexjob, som var målet. Ordningen har haft svære kår og lader meget vente på sig. Forventningerne var store, men det har tilsyneladende ikke været så let at få virksomhederne til at tage personer med nedsat arbejdsevne som forventet. Eller var kommunerne for passive? Under alle omstændigheder er det vanskeligt at forestille sig at arbejdet i kommunerne vil blive prioriteret højere, når de i fremtiden selv skal afholde udgiften.
Meget forskning på sociale område handler i dag om den måde man taler om udstødte og marginaliserede personer på.

Objektgørelsen
Mange forskere hæfter sig især ved den objektgørelse disse personer er udsat for. Man taler med andre ord om dem, som var de objekter, ting. Den nyeste rapport der beskriver »kommunernes leverance af sociale klienter« kan ses som endnu et eksempel indenfor denne diskurs. Selv om det er sympatisk – og ret enestående – at man undersøger sociale problemer nøje inden man igangsætter nye tiltag, er udgangspunktet stadig det forkerte. Folk får hverken arbejde eller bedre sociale vilkår – et bedre liv – af at der regnes på deres flytningers økonomiske konsekvenser. Umiddelbart synes megen god arbejdstid at kunne blive brugt mere fornuftigt, hvis de helt basale ting var på plads – som f.eks. ensartede økonomiske forhold i kommunerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu