Læsetid: 2 min.

Sandheden om sætninger

Undervisningsministeriet lider af forstokkede vrangforestillinger om hoved- og bisætninger
Debat
27. april 2001

Komma
Den 20. april prøver Jens Lund i et debatindlæg loyalt at gengive min mening om hoved- og bisætninger. Han forstår at jeg »tænker på typisk en hovedsætning plus en efterfølgende ledsætning«. Men det gør jeg faktisk ikke. Efter min opfattelse – som også er den opfattelse der ligger til grund for reglerne i Retskrivningsordbogen – kan man slet ikke sige sådan, det er meningsløst. Jens Lund formulerer sig på en måde som har en lang tradition hos dansklærere (kryds-og-bolle-pædagogerne), men som har været forladt på universiteterne i 50 år, fordi den ikke afspejler hvordan sproget fungerer.

Vrangforestillinger
Sagen er vigtig, for grunden til ligegyldigheden mod det nye komma i befolkningen, grunden til at hverken Undervisningsministeriet eller Kulturministeriet er gået over til det, og grunden til den indædte modstand på landets avisredaktioner er antagelig at alle disse grupper har de samme forestillinger om hvad en hovedsætning er, som Jens Lund. Og har man det, kan det nye komma let opfattes som en slags chikane. Men det nye komma skal virke i forhold til hvorledes sætninger faktisk fungerer, ikke i forhold til det som velmenende dansklærere har vildført fire-fem generationer af skolebørnene til at tro.
I Jens Lunds formulering består helsætningen »hun sagde, at han kom« af hovedsætningen »hun sagde« (noteret i kantet parentes) plus bisætningen »at han kom« (noteret i rund parentes):
[hun sagde] + (at han kom)
I min sprogbrug betegner ordene »hovedsætning« og »helsætning« præcis det samme; de er synonymer, ligesom »bisætning« og »ledsætning« er det. Og jeg siger så: I hovedsætningen »Hun sagde at han kom« udgøres objektet (genstandsledet) af en bisætning »at han kom«:
[hun sagde (at han kom)]
I min terminologi er der ikke nogen betegnelse for de to ord »hun sagde«, for de udgør ikke noget grammatisk led, og slet ikke en sætning. Det er blot to led i en sætning som skal bestå af tre led for at kunne kaldes en sætning: »hun sagde tak« er en sætning, »hun sagde« er ikke.

Kendetegn
Definitionen på en bisætning er at det er en sætning der er led i en anden sætning, og den kan kendes på at den har »ikke« før det finitte verbum (udsagnsledet): »...at han ikke kom«. Hovedsætninger er sætninger der ikke er led i andre sætninger, og de kan kendes på at »ikke« står efter det finitte verbum: »han kom ikke«. Ved at sætte ordene sammen til en hovedsætning kommunikerer afsenderen til modtagerne både at det er en beskrivelse af en situation, og at beskrivelsen skal have sandhedsværdi og relevans. Med en bisætning kommunikerer afsenderen både beskrivelsen af en situation, og at den ikke skal have sandhedsværdi eller relevans i sig selv.

Ja-nej-spørgsmål
Sandhedsværdien er det man kan spørge til ved ja-nej-spørgsmål. Til hovedsætningen »Hun vidste at han kom« kan man spørge: »Gjorde hun?«, men ikke »Gjorde han?«, for »at han kom« er en bisætning som ikke skal have nogen sandhedsværdi. Nye kommaer efter en bisætning »At han kom, vidste hun godt« angiver at en tanke (beskrivelsen af hans ankomst) er færdig, men ikke skal have sandhedsværdi; kommamanglen før en bisætning »Hun vidste godt at han kom« angiver at tanken (beskrivelsen af hendes viden) endnu ikke er færdig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her