Lørdagskronikken
I den forløbne uge ville Karen Blixen være fyldt 116 år. Hun var også emnet for Ole Togebys kronik for netop en måned siden. Den vakte røre, men ikke med hensyn til et træk som her skal tages frem.
I sin gennemgang af Drømmerne markerer han et punkt som ofte overses når fortællingen omtales: Pellegrina bliver svigtet af Marcus da branden bryder ud. Hun står på scenen og er rede til at dø sammen med sin ven, men han redder sig ud fra sin plads i parkettet og overlader sangerinden til hendes skæbne. Hun bliver som bekendt ramt af en brændende bjælke, som ødelægger hendes stemme og samtidig sætter skel mellem hendes hoved og hjerte. Gennem nogle mellemled når Ole Togeby frem til afsluttende at spørge: Var det også Karen Blixens skæbne?
Nu har Karen Blixen faktisk selv trukket en linie fra Pellegrinas skæbne til sin egen: »Dét at hun mister sin Stemme, svarer til at jeg mistede Farmen og Afrika,« sagde hun til Thorkild Bjørnvig og føjede til at dermed mistede hun også selve sin identitet ligesom Pellegrina.
En sådan oplysning tåler måske dårligt at stå alene, men den kan underbygges med paralleller fra både før og efter den skelsættende begivenhed:
*Inden branden på teatret er den fejrede sangerinde som en anden Jomfru Maria i sin kærlighed til de fattige blandt hendes publikum, står af »Lidenskab for de Undertrykte i Verden« som »en Guddom der tilbeder Syndere.«
*Inden farmens fallit er Karen Blixen i sine breve den der har viet sit liv til at elske »den sorte Race over en Bank« af lidenskab for »de Forurettede og Undertrykte«, og kalder sig i den forbindelse en katolsk præst der tømmer kalken på menighedens vegne.
*Efter branden prøver Pellegrina at tage sig af dage, men »hun kunde ikke dø. Paa en eller anden Maade havde hun for meget Liv i sig.«
*Efter fallitten kom Karen Blixen, siger hendes broder i sin gravtale, ud for »en Ulykke, hun fik et stort Sår i Armen og var ved at dø« bag hans omhygggelige ordvalg aner man (med Frans Lasson) åbningen af en pulsåre.
Fælles for det fiktive og faktiske forløb er også dette mærkelige, at begivenheder, som dog kommer udefra, går i ét med ændringer i personligheden, som må komme indefra. Pellegrina omtaler det store skift i sin tilværelse som en gravlæggelse af hjertet, en skillen sig af med sin skygge. Karen Blixen skriver under opbruddet at når hun forlader Afrika taber hun sig selv »min Verden her.... forekommer mig at være i ligesaa høj Grad som mine Øjne, eller et andet Talent jeg kunde have, vitale Dele af mig selv, og jeg ved ikke, hvad af mig der vil overleve at miste den«.
Uden al tvivl er Drømmerne anlagt som en stor allegori over et kernefelt i forfatterens eget liv, men hvor i denne velkendte og gennemgravede oplevelseskreds er der plads til et svigt? I et brev fra sammenbruddets tid nævner den fallerede farmer »falske Haab« og »upaalidelige Venner« som de ansvarlige, men henvisningen er for ubestemt til at være oplysende.
Derimod er der grund til at huske, hvad Marcus har været for Pellegrina: en utrættelig hjælper og altid nærværende fortrolig, ud over alle grænser loyal mod hendes selvudfoldelse på scenen og i livet. Lignende ledsagelse synes Karen Blixen at have haft på sin farm. »Tit har jeg den Følelse, at han staar ved Siden af mig og hjælper mig, mange Gange ved at sige: Giv Du nu Fanden i det,« skriver hun til sin moder, under en af farmens utallige kriser, om den tidligt afdøde fader, og dette er ikke tænkt som en ros for at have valgt en god ægtefælle, men som en erklæring om at være af en anden ånd end brevmodtageren: »Fader forstod mig saadan som jeg var.«
Ånden som også er Pellegrinas får sit signalement i et brev til søsteren hvor der citeres fra en bog af deres fælles ophav: » man elsker Soldater som man elsker unge Fruentimmer blindt, ubændigt«, dvs. hele flokken frem for den enkelte, med en lidenskab for gruppen der overskygger bånd fra person til person.
Faderinstans for Pellegrina, siger Ole Togeby om Marcus, og det kan næppe være at ramme ved siden af. Men at den kvindelige stjerne som et nødvendigt medhenhørende har en bisiddende mandsskikkelse der er lige så utydelig som afgørende, forklarer endnu ikke at hun svigtes af ham men bringer dog måske en forklaring nærmere:
Hjemvendt fra Afrika og bosat som digter i Danmark, havde Karen Blixen en anden usynlig ledsager, som stod hende bi i det, der nu var hendes udfoldelse, kunsten. Hun kaldte ham djævelen, og andre venner måtte høre, at han var hendes bedste ven. Hvad han gjorde for hende, var at lade alt, hvad hun oplevede, blive til historier. Men der var grænser for hans formåen, også med ham kunne det komme dertil, at han svigtede. Således da forbindelsen med Thorkild Bjørnvig, pagten, var brudt og hun sad med smerten. »Her kan min fordums tro Forbundsfælle ikke hjælpe mig,« skriver hun i et brev, »og naar jeg spørger ham: Hvem kan det? svarer han: Jeg ved det ikke. Der er noget rigtig trist i det!«
Det kan nu være på sin plads at erindre at forestillingen om et svigt der rammer en kvinde, er udbredt hos Karen Blixen, ja det er lige før den kan kaldes hendes forfatterskabs urhistorie eller grundfortælling.
Fra Drømmerne er den ikke længere væk end den umiddelbart forudgående af de Syv fantastiske Fortællinger, for i Et Familieselskab i Helsingør venter en to søstre livet igennem på den yngre broder, der er forsvundet, og da han så kommer som spøgelse, for han er blevet hængt er det for at skille dem ad for livet og tage det sidste håb fra den ældste. I Vintereventyr taler titlen Heloïse om en kvinde, der går glip af sin rette elsker (ikke tyskeren, men den unge englænder), mens pigen i Alkmene fælder sin dom over drengen: Du hjalp mig ikke. Og Sidste Fortællinger, hvor Pellegrina Leoni foruden i eget navn optræder som sit mandlige modbillede Leonidas, kredser om Judas, urforræderen. Men svigt er altid en sag mellem to, den der svigter og den der svigtes, og det kan være svært, ja umuligt at sige, hvem der er hvem. Går vi tilbage til forrige samling, findes også Judas dér, men legemliggjort som pigen i Peter og Rosa, den symmetrisk placerede modhistorie til Heloïse. Tages endnu et skridt tilbage, ses at når i »Et Familieselskab« broder forlader søster, efter genfærds lov når klokken slår tolv, så er det søsteren selv, der samme eftermiddag har trukket uret op og forberedt hans bortsendelse.
Dobbeltheden af at svigte og svigtes har Thorkild Bjørnvig, bag om fortællingerne, skildret indtrængende sådan som den ytrede sig i Karen Blixens person ikke mindst i forbindelse med det føromtalte brud: » når liv som hun ikke kendte og kunne forudberegne forløbet af, bevægede og betog hende så rejste sig i hende smerten over tabet af Afrika, og dermed en fordring og forventning så stor og heftig, at den måtte skuffes..... For kunne hun ikke opnå lykken mere, kunne hun dog, med Goethes ord, i smerten genopleve og gentage lykken.« Smertens vellyst, kalder Johannes Ewald denne glæde og tilføjer at den næsten er hans eneste.
Men havde Bjørnvig taget fortællingerne med på råd, var han næppe standset ved Afrika som lykkens tid også dér fik hun jo at vide: Life will never make a tune for your dancing. Overalt i hendes digtning om tab er der lagt spor ud som peger samme vej og langt længere tilbage: En mandlig slægtning dræbt ved hængning, en episode fra den fransk-tyske krig, en bortbleven ven der hedder Vilhelm (Alkmene).
Tabet af Afrika var den smerteligt bekræftende gentagelse af tabet: officeren Wilhelm Dinesens selvvalgte død, da hans kæreste datter var knap ti. Mod slutningen af sit liv udtalte hun: »Hans Død var mig en Sorg af den Slags som vist kun Børn føler.« Det kan holdes sammen med en ytring fra midten af hendes liv, om ikke at have barndommen nærværende som uvilkårlig erindring, men kun som enkeltheder husket med vilje. Der danner sig da den opfattelse, at lykkens billede, forestillingen om livets fylde eller den hele udfoldelse, kendte hun kun sammenkoblet med bevidstheden om dens forsvinden. En mulig vækstbund for et løvværk af fortællinger, der i deres slyngede mangfoldighed dog overalt skjuler og røber det samme. Men skylden? »Fader har et stort Ansvar,« står der i brevet til moderen en sætning som måske afspejler den vrede, børn kan føle mod forældre, der vover at dø, selv når det sker naturligt. Men skyld finder hun også nærmere ved, uden at gå over åen efter vand: Faderen kommer med i hendes sidste fortælling af format, Ib og Adelaïde. Der står han, som han leved, en naturens yndling i sin fejreste vår, men dømt fordi pigen, han elsker, ikke lever op til den fordring som, opfyldt, alene kunne have reddet ham for livet.
Jørgen Elbek er født 1934 og var indtil 1998 lektor i nordisk litteratur ved Århus Universitet. Seneste udgivelse: »Århundredets bro. Kritiske skitser«, 1998, som også rummer et stykke om Karen Blixen.
