Læsetid: 3 min.

Tiden til analyse er knap

Det drejer sig ikke om censur, men indlevelsesevne
Debat
7. april 2001

Kulturmødet
»Sonnergaard krænker« var ikke den titel, jeg selv ville have valgt til mit indlæg den 26. marts, der handlede om de problemer, unge mennesker af anden etnisk baggrund kan få i deres møde med halvfemsernes litteraturs indforståede og nihilistiske skildring af aspekter af det moderne danske liv. Jeg synes aldeles ikke, at forfattere skal drages til ansvar for deres skrifter, fordi læsere kan føle sig krænket af, hvad de læser. Når diskursen handler om retten til at udtrykke sig frit, er jeg enige i, at det er en ubetinget ret.
Samtidig mener jeg, at det er nødvendigt at tænke mennesker af anden etnisk baggrund, lige så forskellige de er, ind i den danske virkelighed. Det drejer sig om indlevelsesevne, at kunne fornemme hvor den enkelte står i egen virkelighed, om at lytte med respekt og om at respondere med en bevidsthed om, hvor angstprovokerende mødet med moderniteten kan være for mennesker, der har deres oprindelse i mere gudfrygtige kulturer.

Nødvendig forståelse
Som svar på Claus Perre-gaards retoriske spørgsmål, kan jeg fortælle, at jeg beundrer Salman Rushdies mod og vid, dog tror jeg ikke, at der er mange engelsklærere i Danmark på et blandet HF eller gymnasiehold, der har valgt at læse og delagtiggøre deres elever i hensigten med de mest kontroversielle sider af Salman Rushdies forfatterskab. Måske fordi de føler at »de adekvate analyser og fortolkninger« ikke vil være tilstrækkeligt til at bibringe den nødvendige forståelse, til trods for at vi ikke taler om 2.-3. klasses elever men om teen-agere. Om det skal betragtes som censur, vil jeg overlade Claus Perregaard at svare på. Det er sikkert blevet sværere at undervise i mellemøstkonflikten også, og mange historielærere har måttet overveje deres midler. Jeg synes ikke, man skal opgive hverken at beskrive det post-moderne samfund gennem litteratur, de forskellige konflikter, der er i verden i dag, eller at gøre begribeligt hvor grundlæggende vigtig ytringsfriheden er. Men man skal overveje de pædagogiske midler, og lærere skal påtage sig et ansvar for at evaluere, om en fornuftig diskurs har udviklet sig. I den sammenhæng vil det være i orden at være selektiv i læsning af Sonnergaard, at vælge enkelte noveller fra, udfra de hensyn jeg har beskrevet i mit første indlæg.

Interessant kommentar
I en artikel i Kristeligt Dagblad den 23. feb. skrev Egon Clausen, »i den gamle verden de fleste af os har forladt, var der myter, liturgier og ritualer, der kunne forklare os, at noget var urørligt, fordi det var helligt, og det fik os til at standse op, når vi kom i tvivl. Den slags rettesnor har vi ikke mere, så vi tumler afsted uden mål og med.«
Det er en interessant kommentar og kunne måske bruges som en indfaldsvinkel til at diskutere halvfemsernes kunstnerisk udtryk. En avis beskriver et møde, som Jan Sonnergaard havde med studerende fra HF og VUC centret i Randers og fra gymnasiet i Paderup: »At dømme efter de unge gymnasie og HF studerendes ansigter er de langt mindre frigjorte, end rygterne om druk, løsagtighed og ecstasy-piller påstår.« Med lærerens mellemkomst tror jeg, at de elever, der »kan føre deres stamtræ tilbage til Gorm den Gamle« (CP) forhåbentlig vil kunne forholde sig reflekteret og kritisk til Sonnergaards noveller. At nå så vidt med teenagere der står mellem to kulturer, hvor i den ene tro på gud og krav til levevis er med til at danne den enkeltes personlighed, kræver uhyre meget af læreren. Tiden til analyse er knap, den unge kvinde igennem hvilken jeg forsøgte at beskrive problematikken, havde en uges tid til at gøre op med sine kulturelle og religiøst prægede holdninger til tilværelsen og lære at forholde sig reflekteret og kritisk til Sonnergaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her