Kronik

Tilfældighedens ordnende virkning

Første gang jeg hørte hende læse, var jeg ved at falde ned af stolen af forbavselse over hendes mod, hendes hengivelse og vished om digtets magiske besværgelseskarakter. – Tale til Inger Christensen i anledning af Rungstedlundprisen
Debat
18. april 2001

Tro & Filosofi
I den meste poesi findes der en iboende tale, en stemme, som ikke bare meddeler sig, men har et klangvolumen af musikalsk betydningsdannelse. Nogle digtere er gode til at fremføre deres værker, fordi de selv har hørt dem derinde, hvor de nu kommer fra, mens skuespillere og skolelærere må tage dem udefra. Har man været tilhører ved en digteroplæsning, tager man måske stemmen med hjem. Inger Christensens digte er uadskillige fra klangen af hendes stemme. Når man bare én gang har hørt hende, taler hun med, hver gang man åbner en bog af hende.
Første gang jeg hørte hende læse, var på Fornby Folkehøjskole i Dalarne ved et digtersymposium i 1962. Hun sang sine digte, lavmælt, sprødt. Jeg var ved at falde ned af stolen af forbavselse over hendes mod, hendes hengivelse, den vished om digtets magiske besværgelseskarakter, hun udstrålede. Det var bl.a. et af de allerførste digte i debutbogen Lys fra samme år:
Læner mig ømt mod natten,
ved hjælp af et rustent gelænder,
finder jeg frem til min kind og min skulder,
finder jeg frem til min ømhed:
jern og kød....
– siger de første linjer. Minsandten om de ikke blev trykt bagefter i tidsskriftet Ord & Bild – med noder, så man selv kunne sidde og synge. Og synge med gør enhver, når hun er på scenen, i udlandet, i dette land og her på Rungstedlund, som er et reservat ikke kun for fuglestemmer. Hun har dannet skole med tydelig virkning i de mange nutidige oplæsningsarrangementer, i tidligt samarbejde med Poul Borum, lige fra Kunst-skolen i Holbæk, hvor parret underviste, og til Forfatterskolen.
Uden dengang at ane konsekvenserne tilskriver jeg mig i øvrigt et vist medansvar for denne litteraturhistoriske pardannelse. Borum havde i årevis skrevet digte til Hvedekorn, som jeg i sin tid redigerede, og snart, lidt over midten af 1950’erne, debuterede også Inger Christensen dér med digte om ørkener og om Knebel Vig. Borum studerede i Århus, så jeg gjorde dem opmærksomme på deres geografiske naboskab. Hvedekorn var og er således et organ for litterær familiesammenføring.
Der kom jo flere digte til, nu samlet på lige ved 500 sider bag papbind fra Gyldendal. Og der kom prosa. Romanerne Evighedsmaskinen og Azorno (1967), originale og mærkværdige, den sidste et modigt eksperiment i den ny massekulturs mobile livsformer og udskiftelige identitet, med en viden om, hvordan kunsten gennem form og struktur og system skriver sig frem til erkendelse af virkelighed. Nævnt nylig af Jan Kjærstad som en direkte inspira-tion for hans Forfører-trilogi om det polyfone Jeg.

Det handler om skabelse, om selve Skabelsen, med de første bøger, Lys og Græs, og i den store systematiske version med Det (1969). Inger havde det med korte titler, lakoniske, her med det ubestemte pronomen, der undervejs samler og optager vældig betydning i sig, en oprørsk bog, socialt og politisk analyserende hele vejen ind til det ubegribelige eksistensmysterium, det hele i en masse forskellige mennesker med deres ufærdige helhed, som gennemtrænges af angsten. Det sker i en næsten hymnisk-eksistentiel begribelse, i en nødvendig vedgåelse af angsten, et mod til at sige det som det er, sige det til andre: »det kunne være ord/der som feber forvandlede/angsten til fryd«.

Der er en ekstrem faldhøjde i Inger Christensens ord, der også kunne betegnes som ’det’, som ’it’, som man sagde i gamle dage om stjernedamerne med den særlige udstråling. ’It’ mere end ’that’ eller ’this’, som Victor Borge filosoferede over i en sprog-logisk monolog. Dette je ne sais quoi, som franskmændene og vi andre dannede siger. Digtene peger mod det gådefulde i selve verdens hemmelige struktur. Der er det besvær, at den ikke findes noget bestemt sted, men er overalt, også i den enkelte. Mikrostrukturen i kroppen er af samme art som sproget. Ordenes verden røber en uendelig, labyrintisk identitet.
Den indviklede verden fremstår i Inger Christensens labyrintiske roman, Det malede værelse (1976), der foregår i renæssancens Mantova, Vergils gamle by. Titlen hentyder til det reelt eksisterende camera picta, indrettet 1474 af maleren Andrea Mantegna, der optræder som en af bogens figurer, et bryllupsværelse i Gonzagaernes gigantiske hertugpalads. Besøger man stedet, ser man i freskomalerier væggene rundt fyrsteslægten med tjenere og gæster, skikkelser, der allesammen synes at se forbi hinanden. Men rummet åbner sig mod himlen i et cirkelrundt loftmaleri, og fra balustraden deroppe stirrer småengle og skønne kvindeansigter ned mod den indtrædende.
Faldhøjde, talte jeg om. Værelset er svimlende, besat af skønhed, farlighed, gådefuld uvished. I Inger Christensens roman bliver det et rumligt digt. Bogen munder dog ud i befrielse og forventning, overraskende set i drengehøjde.
En lignende svimlen i ordene og verden findes et par år efter i digtsuiten Brev i april (1979), som slet ikke handler om Gonzagafamilien, men om mor og barn
Med som til sprog
intet andet
end himmel,
ingen hamren
med knyttede
næver,
kun digtet
der frit
folder
fremtiden ud
som en faldskærm
af silke og stilhed,
en vifte
af skiftet belysning,
lidenskabelig
stjernesendt
stejl
ligegyldighed
spundet
til sind,
mens vi går
på vores egen
lidt rullende måde
rundt om solen.
Så er vi ved huset.
En faldskærm af silke og stilhed! Et forunderligt billede af poesien med dens bremsede fald mod jorden og døden, med dens bebudelse af fremtid til trods. Det er et udtryk for poesiens ’hemmelighedstilstand’, som Inger Christensen beskriver det i essaysamlingen fra år 2000 med denne titel. Det er en tilstand, som holder sig skjult i ordene, men ved den digteriske proces lokkes frem i bevidstheden. For det er jo ord altsammen! En del af naturens processer.
Det er en rivende farlig påstand, men den får ny mening i denne vise bog om »tilfældighedens ordnende virkning«. Det handler om ordenes iboende muligheder for fantasiudfoldelse og ny viden, når vel at mærke den rette person komme til orde – som det demonstreres på forskellig måde i to andre hovedværker. I Ingers tilfælde er der sandt at sige hele tiden tale om hovedværker.
Alfabet og Sommerfugledalen.
De er så kendte, at jeg ikke skal forulempe dem med nærmere beskrivelse. Alfabet har med sine indledningsord gjort ’abrikostræer’ til en markant realitet.

De findes nu i sproget på dansk for altid: »abrikostræerne findes, abrikostræerne findes«.
Derimod er den nydelige svenske by Gävle blevet et hadested, gjort til en nedslidt provins, hvor gadernes træer fra time til time kaster længere skygge end før, og hvor ingen citrontræer blomstrer og kun en redeløs spurv flakser op.
Det læser jeg med sorg, fordi jeg just samme sted, i Gävles gamle bydel på en en brolagt gade engang mødte en tam vipstjert, der blev ved at følge efter mig, indtil den fik smag for et par tysktalende turister. Det var et ejendommeligt sammenfald af mennesker, natur og sprog. Men Inger er gået glip af vipstjerten.
Men sommefugledalens mirakler. Det bremsede fald mod jorden og døden, kunne jeg igen sige: om at kunne svare døden, når den kommer.
Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformler ind i én.
Samlingen kaldes et requiem, men et gennemgående træk i sonetkransen er ikke desto mindre den opadstigende bevægelse, lige fra begyndelsen: De stiger op, planetens sommerfugle. Det er som om sommerfuglestøvet hvirvles op og bliver til et digt som nældens takvinge kan bære.
Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
de stiger op, planetens sommerfugle.
Der ligger utvivlsomt et skjult citat i disse linjer, en lille hemmelighedstilstand om sommerfuglens støv: Inger Christensen er en kender af Johannes Ewald, har skrevet så intenst smukt om »sjælens kode« i anledning af hans Ode til Sjælen. Men her genlyder linjerne fra Ewalds anden store ode, Rungsteds Lyksaligheder, med dens afgørende udtryk for digtekunstens magt til at prise skaberværket.
See Støvet kan bære
Din Rigdom, Din Ære

Det skrev Johannes Ewald i 1775 her i selvsamme hus, der dengang var Rungsted kro: I kiølende Skygger,/I Mørke, som Roser udbrede;/Hvor Sangersken bygger/Og quidrende røber sin Rede.
Hvad kan da være mere passende, end at Inger Christensen i dag – med et af hendes egne sigende udtryk: Tilfældighedens ordnende virkning – er udset til at modtage Rungstedlundprisen.

Inger Christensen modtog Rungstedlundprisen i går på Karen Blixens fødselsdag den 17. april. Torben Brostrøm holdt talen for hende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her