Læsetid: 3 min.

Tobak forkorter livet

Det er ikke cigaretter, der forlænger de græske mænds liv
Debat
18. april 2001

Livskvalitet
Sten Hegeler efterspurgte den 2. april om en forklaring på, hvorfor græske mænd, der ryger mere end danske mænd, har en længere middellevetid end de danske. For burde det ikke være omvendt?
Forklaringen på den højere middellevetid i Grækenland kan være, at vi i øvrigt lever usundere i Danmark end i Grækenland. Danskere får blodprop i hjertet oftere end græske mænd, selv om vi har en mindre belastning, hvad angår rygning.
Vi har en større belastning i et større forbrug af fedt i maden, mindre motion i fritiden, og et højere kolesterol i blodet. Det er en del af forklaringen på, at danske mænd får blodpropper i hjertet oftere end græske mænd.
Hvad angår sygdomme, der næsten udelukkende skyldes rygning, har danskere en højere hyppighed end grækere, så danskere synes også ryge på en måde, der er mere sundhedsskadelig, end den som grækere ryger på.
En dansk analyse viste, at der var en klar sammenhæng mellem forbruget af cigaretter i Danmark og hyppigheden af lungekræft 15 år senere. Der er således en latenstid, fra en ryger starter med at ryge, til vedkommende får sygdomme forårsaget af rygningen.

Et kortere liv
Vi ved fra flere undersøgelser i et enkelt land, at rygning forkorter livet. Den mest kendte undersøgelse er studiet af de engelske mandlige læger. Omkring 35.000 engelske læger blev registrerede for deres rygevaner i 1950 og er fulgt fremover. Rygerne levede otte år kortere end ikke-rygerne. Forskellen, på hvordan det går rygerne og ikkerygerne, er støt blevet større, jo længere man har fulgt denne gruppe læger. Rygere, der holdt op med at ryge, levede længere end dem, der blev ved. Eksrygerne levede længere, jo yngre de var, da de holdt op med at ryge.
Vi har tilsvarende tal fra en befolkningsundersøgelse i Københavnsområdet. Så forskellen mellem rygere og ikkerygere er ikke forbeholdt englændere eller en lille social gruppe i samfundet. Den danske undersøgelse viste blandt andet, at kvinder har en større risiko for at få blodprop i hjertet ved at ryge end mænd.

Mindre risiko
Rygestop mindsker risikoen for at få blodprop i hjertet fra den første dag af rygestoppet. Overhyppigheden af denne sygdom ved at ryge bliver elimineret efter cirka to års rygestop.
Finland har i gennem periode 1970-1995 lykkedes med at få forbruget af cigaretter ned med cirka en tredjedel. Finland har haft en halvering i hyppigheden af lungekræft for mænd.
Tilsvarende kan man sammenholde ændringen i forbruget af cigaretter med ændringen af den tidlige dødelighed for mænd i vesteuropæiske lande i denne periode.
De lande, som havde en 50 procent stigning i forbruget, som for eksempel Grækenland, havde nærmest en fordobling i antallet af mænd, der døde som 35-70 årige. Når jeg lavede korrelationsanalyse på disse tal, fremkom det, at ændringen i forbruget forklarede omkring 60 procent af ændringen af denne tidlige mandlige dødelighed.

To år længere
Middellevetidsudvalget under Sundhedsministeriet har skønnet, at den danske middellevetid kunne stige med mindst to år, hvis vi fik et væsentligt mindre forbrug af cigaretter i Danmark. Det svarer rimeligt til, at hver tredie dansker lever otte år kortere end hvad der ville være opnået som ikkeryger.
Sundhedsministeriet har ikke omtalt en eneste anden faktor som ved en ændring til det bedre kunne føre til den samme eller større ændring i den danske middellevetid.
Forskellen, mellem at ligge højt internationalt hvad angår middellevetid for mænd (75 år) og lavt (73 år som Danmark), er i øvrigt præcis de samme to år, som Danmark ville opnå gennem en bedre tobakskontrol.
Danmark nedlægger i overskuelig fremtid Tobaksskaderådet, der har haft som opgave at oplyse den danske befolkning om skadevirkningerne ved at ryge.
Så jeg siger som Sten Hegeler. Der »er noget, der råber på en forklaring.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her