Læsetid: 4 min.

Trafiksemiotik

Når uheldet er ude svigter funktionen i albuen, den anden natur, internaliseringen af tegn og mønstre
3. april 2001

Kommentaren - Lemminger
Den ene morgen på vej til jobbet var jeg centimeter fra at blive kørt til lirekassemand af en tonstung flyttevogn. Det skete ude i nordvest, i krydset mellem Tagensvej og Lygten – et livsfarligt sted for alle cyklister. Fem veje mødes på den mest ulogiske facon, og det eneste der holder kaos i ave er de tre-farvede lyskurver, der som et af semiotikkens underværker normalt sørger for, at alle kommer nogenlunde helskindet over.

Morgenmønstre
Denne morgen var klassisk: Søvnig på cykel gennem trafikken, man ænser ikke stort andet end at holde balancen, træde i pedalerne og følge med strømmen – denne grå, bølgende, udefinerbare masse af cyklende eksistenser, som buldrer gennem byen på vej til kontorerne. Når de andre kører, kører man selv. Når de andre stopper, stopper man. Du følges med de samme ansigter på de samme cykler, morgen efter morgen, sommer og vinter. Du er et flokdyr, en sild i stimen, en myre i tuen, som viljeløst følger kollektivets bevægelser – eller som Johs. V. skriver i romanen Gudrun fra 1936: »… trykkes en af en bil, trykkes hele stimen, en nerve man har i albuen, funktion i flok, københavneren har uddannet sig deri, til det er blevet en anden natur.«
Du er holdt op med at registrere bilerne og fodgængernes bevægelsesmønstre. I stedet sætter du din lid til, at denne kendte, anonyme cykelflok vil dig det godt og ikke tager fejl. Det sker, at du lægger hænderne i livet på en fremmed. Som når du ikke har noget overblik over vejen fordi udsynet er spærret af en skraldevogn. Men ham foran dig, ham på cyklen, han kører frejdigt over gaden, og det må jo så betyde, at der ikke kommer nogen biler. Derfor kører du også. Bekvemt er det, han har taget beslutningen. Du følger bare trop. Og hvis han en dag tager fejl, vil det alligevel være for sent at gøre mere ved den sag.

Tegn
Vi taler trafiksemiotik – tegnene i trafikken: Hvordan vi afkoder og tolker dem, hvordan vi reagerer på dem, hvordan vi vælger efter dem. Lyskurven er det klassiske eksempel hentet fra strukturalismens lærebøger: Tredelingen, de røde, gule og grønne farver, at man skal gå eller stå – eller hverken gå eller stå, men bare være opmærksom. Det er semiotik: Internationale, almenmenneskelige signaler, som dagligt aflæses i trafiklandskabet.
Den ene morgen på vej til arbejdet sker det utænkelige: Jeg læser farverne forkert. I et brøkdel af et sekund reagerer min morgentunge, sløve hjerne omvendt: Rødt lys – kør, mand! Men det er bilens og ikke cyklens grønne farve, der bestemmer de næste sekunder. Det går så hurtigt. Man tager fejl. Men det er en helt almindelig morgen på vej til kontoret. Du har kørt den rute hundredevis af gange. Det hele ligger på rygraden. Alle de velkendte trafikale mønstre er affotograferet. Det kan ikke gå galt, men lige præcis derfor går det galt, og det kunne være gået rigtigt galt, hvis ikke en årvågen og flink flyttemand havde været hurtig nok til at trykke hornet i bund og advare tåben på den sorte herrecykel, som gudhjælpemig er kørt over for rødt og nu står der midt på vejen og hverken ved ud eller ind. Står der som en paralyseret mus inden slangen hugger til. Tak for hjælpen, kammerat.

Ansigter
Nå, jeg fik bugseret mig tilbage på cykelstien, svedig og med en helt abnorm høj puls. Så tæt på, og det var bare en helt almindelig morgen, og jeg blev reddet af en anonym mand i en flyttevogn. Og det er sgu på en måde fascinerende med alle de ansigter vi møder på vores vej gennem morgenmylderet. Alle de frememde ansigter, som alligevel er så genkendelige.
I en periode på et par måneder mødte jeg med usvigelig sikkerhed den samme mand, som gik på fortorvet, altid der ved Zoologisk Museum på Jagtvej. Hver morgen passerede jeg ham. Han var ung, med kortklippet frisure, gik i gråt og sort tøj, bar rektangulære briller og en lædermappe under armen, checket, smart – »med på beatet«, som det hedder på nudansk. Hver morgen, når jeg var kørt forbi ham, spekulerede jeg på hvem han var, hvad han hed, hvad han lavede, hvor han mon kom fra, hvordan hans liv havde været – og hvordan det ville blive. Han blev læst hver morgen, sat ind i en sammenhæng.
En skønne dag var han pist væk forsvundet, og jeg har aldrig set ham siden. Men jeg var ved at gå til af nysgerrighed efter at få at vide, hvad der mon var blevet af ham: Var han død? Næppe sandsynligt. Havde han fået nyt job? Var han blevet fyret fra det gamle? Var han flyttet? Havde han fået bil? Eller havde han bare lavet det samme morgenstunt som en anden en uden at have det samme held? For den er farlig, den semiotik, dødsensfarlig.
Beatles sangen A Day in the Life fra Sgt. Pepper handler blandt meget andet om den unge, aristokratiske boheme, Tara Browne, arving til Guiness formuen, der som bare 22-årig bliver dræbt ved en bilulykke i december 1966. I strofen »he blew his mind out in a car/he didn’t notice that the light had changed« får vi den ultimative satire over trafiksemiotikken, bevægelsen gennem storbyen, betydningen af at kunne kende forskel på rødt og grønt. af tegn.
Vi får døden lige i synet, mens Lennon gnækker af fryd i sin himmel. Gnækker over hoben af morgengrimme lemminger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu