Historisk set
I anledning af Peter Øvig Knudsens nyudgivne bog om modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer bragte Information et stort interview med Lis Mellemgaard. Hun brugte min bog Tyskerpiger - under besættelse og retsopgør fra 1994 som eksempel på, hvad hun opfatter som skæv og dårlig historieskrivning om besættelsestiden.
Ifølge hendes mening skulle jeg ikke beskæftige mig med den faktiske fare, hun mener tyskerpigerne udgjorde for modstandsbevægelsen. Og bogen skulle også kun basere sig på dokumenter eller andre bøger og ikke på beretninger.
Det er både en helt fejlagtig og urimelig fremstilling, og Lis Mellemgaard burde vide bedre. Jeg behandler nemlig grundigt både spørgsmålet om, hvorvidt tyskerpigerne var stikkere og spørgsmålet om, hvorvidt de blev opfattet som en sikkerhedsrisiko af modstandsbevægelsen. Det er to spørgsmål, som må behandles særskilt. At jeg 50 år efter besættelsen kan konkludere, at det var relativt meget få tyskerpiger, der faktisk var stikkere, er ikke det samme, som at der ikke kunne være god grund til blandt modstandsfolk at frygte tyskerpigernes fraternisering.
Der var tyskerpiger, som var stikkere. Men de var et absolut mindretal blandt de i alt titusinder af landets tyskerpiger. Ialt 400 kvinder blev dømt under retsopgøret for angiveri ud af et samlet antal på 644 dømte kvinder. Hertil skal selvfølgelig lægges de tilfælde, hvor et angiveri ikke kunne bevises, det ukendte antal angiverier, der aldrig blev afsløret samt antallet af likviderede.
Selv med dette forbehold er det rimeligt at vurdere, at kun en forsvindende lille del af de titusinder af tyskerpiger var stikkere.
Jeg har gennemgået en stor del af de sager, hvor angiverierne var foretaget af tyskerpiger. Der var enkelte storstikkere. Men de var meget få. Det fremgår også af dommene, hvor over halvdelen blev idømt en straf på under tre års fængsel, over en tredjedel fik mellem fire og otte år og under en tiendedel fik en dom på over ni år. Flere af de tyskerpiger, der havde mange og alvorlige angiverier på samvittigheden, levede i et generelt kriminaliseret miljø. For nogle var hovedmotivet økonomisk. For andre var et seksuelt afhængighedsforhold til en tysk politi- eller efterretningsmand afgørende, og for andre igen var motivet en blanding af både politiske, økonomiske og seksuelle forhold.
Modstandsbvægelsen betragtede tyskerpiger primært som potentielle snakkere, og det var én af begrundelserne for at bringe lister over dem i de illegale blade. Der var også andre. Det vender jeg tilbage til.
Modstandsbevægelsens vurdering viste sig at være både rigtig og forkert. På den ene side var det ganske, ganske få tyskerpiger, der rent faktisk snakkede over sig, eller viderebragte oplysninger om illegale personer eller aktiviteter. Men på den anden side var netop tilfældighed, uforsætlighed og tankeløshed et meget typisk træk ved tyskerpigers angiverier. Hertil kommer det helt karakteristiske, at angiverierne ofte angik danskeres chikane, overfald og forulempelse af de pågældende tyskerpiger selv.
Det undskylder på ingen måde angiverierne. Det ofte tilfældige og situationsbestemte illustrerer nemlig, at omgang med besættelsessoldaterne kunne få alvorlige politiske og personlige konsekvenser, også i tilfælde hvor fraterniseringen var upolitisk motiveret, og hvor et angiveri ikke var en hensigtsbestemt handling. Krig og kærlighed kunne være en betydelig farligere cocktail end mange tyskerpiger forestillede sig. Så der var gode grund til, at modstandsbevægelsen måtte være på vagt over for tyskerpiger, ligesom de var på vagt over for alle, der havde noget med tyskerne at gøre.
Men set på den baggrund, er det bemærkelsesværdigt, i hvor lille udstrækning modstandsbevægelsen faktisk gav udtryk for, at tyskerpigerne udgjorde en sikkerhedsrisiko. Det er alles opgave at vogte sig for bagklogskab, og det er åbenbart, at modstandsbevægelsen ikke kunne vide, hvor få tyskerpiger, der faktisk var angivere.
Med både samtidige kilder og senere beretninger må man forsøge at indleve sig, og at komme så tæt på en afdækning af, hvordan danske kvinders fraternisering blev opfattet af modstandsbevægelsen ikke 50 år efter, men under besættelsen. Måske gav de ikke særlig ofte udtryk for det, fordi det var så indlysende, at man skulle vogte sig for tyskerpiger? Men det er ikke hele svaret. For når man analyserer, hvad modstandsbevægelsens faktisk gav udtryk for, er det bestemt ikke kun opfattelsen af dem som en sikkerhedsrisiko, der kommer for en dag.
Danske kvinders intime samkvem med værnemagtsoldater blev opfattet både som en national, seksuel og kønsmæssig provokation.
Fraterniseringen blev ikke alene opfattet som en unational handling, men samtidig som et angreb på gængse normer for kvinders seksuelle adfærd.
Reaktionerne var en blanding af vrede over, at de i politisk forstand svigtede nationalt og over, at de svigtede, hvad der blev opfattet som kvinders særlige nationale forpligtelser.
Det var forargelse over, at de brød den herskende kønsmoral gennem en åbenlyst udstillet seksualitet, samt en krænkelse over, at kvinderne vragede danske mænd og foretrak tyske soldater som partnere.
Denne ofte uklare sammenblading af national, køns-mæssig og kønsmoralsk krænkelse kom mangfoldigt til udtryk: I de anvendte skældsord og i den illegale propaganda, i klippernes motivforklaringer og i den retslige behandling af klippesagerne, i interneringes forløb og afhøringernes karakter, samt i afstraffelsesformernes symbolik.
Faktisk er det overraskende, hvor lidt det nationale, politiske og sikkerhedsmæssige fylder f.eks. i den illegale propaganda. De blev hovedsageligt fremstillet som jammerlige hundyr, der skamløst udstillede deres brunst, lede tæver, tomhjernede og umoralske tøjter, tøse, hetærerog ludere osv.
Tyskerpigerne og deres samkvem med værnemagtssoldaterne blev identificeret med det urene, sygdomsbefængte og dyriske. De blev betragtet som både en fysisk og moralsk smittekilde i det danske samfund. Fraterniseringen blev set som en skamløs, åben udstilling af seksualitet, og det var en krænkelse af den nationale ære. Sådan skrev man også i navnkundige blade som f.eks. Frit Danmarks hovedblad.
Opfattelsen af tyskerpigerne bundede altså ikke kun i en politisk bedømmelse af deres fraternisering og af sikkerhedsrisikoen, men var også forankret i den opfattelse, at kvinders seksualitet er en national og maskulin ejendom.
Opgøret med tyskerpigerne var en integreret del af modstandskampen mod den nazistiske besættelsesmagt, men i opgøret kom også inhumane, halvracistiske og især kønsdiskriminerende holdninger og metoder til udtryk. Holdninger, som på flere måder lå tættere på den nazisme, man bekæmpede, end på de frihedsidealer modstandskampen i øvrigt rummede.
Under besættelsen havde opgøret med tyskerpigerne især den funktion at skærpe konflikten mellem samarbejde og modstand.
Efter befrielsen indgik et stærkt element af hævn, og opgøret blev et led i måden at overkomme besættelsens konflikter på, gennem opbygningen af det nationale konsensussyn på besættelsesårene.
En sådan analyse gør det ikke mindre forståeligt, at betydelige dele af modstandsbevægelsen og befolkningen opfattede og behandlede tyskerpigerne som de gjorde. Tværtimod. Den tager også højde for de forståelige social-psykologiske mekanismer, der var i spil. Noget jeg har gjort en del ud af at belyse i min bog.
Jeg er altså fuldstændig enig, når andre med Mellemgaard fremhæver, at det er vigtigt at forsøge at leve sig ind i, hvad der var en modstandsmand eller -kvindes situation, som baggrund for at for-stå og skildre deres forskellige holdninger og handlinger, bl.a. ved også at benytte erindringer.
Det er faktisk det, jeg mener at have gjort. Det interessante er imidlertid, at det åbenbart kan være svært for nogle at leve med resultatet, når det der afdækkes ikke kun er heltemod, angst, retfædig vrede etc.
Desuden synes det stadig at være sådan i Danmark, at princippet om indlevelse kun gælder dem, der stod på den rigtige side. Forsøger man som jeg også at skildre tyskerpigernes historie set fra deres perspektiv, tolkes det typisk som et forsvar for dem, og som et angreb på modstandsbevægelsen.
Jeg er imidlertid af den opfattelse, at det er muligt at balancere mellem forståelse og stillingtagen. At forstå nogle af modstandsbevægelsens handlinger er ikke det samme som at synes om dem. At forstå hvorfor danske kvinder etablerede intime forhold af mange forskellige grunde til tyske besættelsessoldater, er ikke det samme som at synes, det var helt fint.
Pointen er, at hverken analyser set fra aktørernes optik, eller analyser, der kun vurderer resultatet af aktørernes handlinger kan stå alene. Men de kan heller ikke skrives på samme formel og gøres op i et stort samlet regnskab.
En tyskerpige var både et enkelt individ med sine helt personlige motiver. Men hun var også en fraterniserende kvinde i et besat land.
Hun havde et specifikt felt af handlemuligheder, som nok kan forklare hendes handlinger, men aldrig fritage hende for ansvar. Det samme gælder modstandsbevægelsen.
Anette Warring er lektor på Institut for historie og samfundsforhold, Roskilde Universitetscenter og har udgivet bøgerne Tyskerpiger og Besættelsestiden som kollektiv erindring (sm. med Claus Bryld).
