Kronik

Udfordring: Indvandring

Før i tiden var højrefløjen for indvandring af arbejdskraft, venstrefløjen nærmest imod. Hvad er der sket? – Et historisk tilbageblik
2. april 2001

Historisk set
Intet er så let som at demonstrere sit ufejlbarlige, udemokratiske sindelag, og sine moralsk uangribelige meninger . . . især når det intet koster. Vi kan alle være offervillige, på andres bekostning; i spørgsmålet om fremmedarbejderne, har i tusindvis af akademikere og andet godtfolk ganske tydeligt demonstreret dette for os! . . Man diskuterer hen over hovedet på os arbejdere og skyder os en masse grimt i skoene, såsom racehad og egoisme; man har så forbandet travlt med at påføre os en dårlig samvittighed, der kan lukke munden på os! . . . Den danske arbejder ser en konkurrent i fremmedarbejderne; såvel løn- og beskæftigelsesmæssigt som på boligmarkedet. Er det i grunden så sært? ... Kald det blot diskriminering eller racehad, jeg er ligeglad, først og fremmest føler jeg solidaritet med mine landsmænd – med Hansen og Petersen, så vil jeg overlade til andre at spille internationale julemænd. Det er så nemt for udenforstående at have de helt rigtige ’fremskridtsvenlige’ internationale idéer. De kan jo sidde i deres gode, sikrede stillinger og pudse glorien uden risiko for ledighed og løn stagnation.«
I dag ville man normalt placere skribenten af denne tekst på højrefløjen. Men teksten, som de ovenstående sætninger er udvalgt fra, er blevet trykt i DASF’s ugeblad Fagbladet (nr. 3-10 februar, 1970, s. 84), og ud fra ordvalget, opfatter skribenten sandsynligvis sig selv som socialist, kommunist eller venstresocialdemokrat. Bemærk endelig paralleliteten mellem skribentens bemærkning om, at danskerne ikke skal »spille internationale julemænd« og den nutidige bemærkning: »Danmark skal ikke være verdens bistandskontor«. Og bemærkningen, »Kald det blot . . . racehad, jeg er ligeglad, først og fremmest føler jeg solidaritet med mine landsmænd« og en del højrepopulisters bemærkning om, at racismen i virkeligheden er fædrelandskærlighed.

Hvis man fremfører det rimelige argument, at et enkelt læserbrev i Fagbladet ikke kan være repræsentativ for hele venstre-fløjens holdning til indvandring og indvandrere, kan man kigge på, hvordan folketingsmedlem Kjær Rasmussen (VS) i 1970 forklarede baggrunden for »fremmedhadet« bland danske arbejdere i Folketingssalen:
»...[Fremmedarbejderne] bliver af danske lavtlønsarbejdere betragtet som konkurrenter til de ledige underbetalte job og til de alt for sparsomme boliger. Dette skaber fremmedhad. Og«, fortsatte Rasmussen sin forklaring, som nok ville skabe forundring i dag blandt en del venstreorienterede og humanister, »vi må som vores opfattelse gøre gældende, at de ansvarlige for indslusningen af titusinder af fremmedarbejdere bevidst søger at skabe racediskrimination for derved at splitte lønarbejderne op i stridende grupper«. Sådan! Indvandring var noget som arbejdsgiverne bevidst foranstaltede for at splitte arbejderklassen! De fremmedes egne ønsker om bedre liv var irrelevante i den »rette sammenhæng«. De var bare nogle viljeløse objekter, der blev misbrugt.

Hanne Reintoft, folketingsmedlem for DKP, tog ordet efter K. Rasmussen og støttede hans analyse:
»Selvfølgelig opfører den danske arbejder sig ordentligt over for sine udenlandske kolleger, og han må også forstå at yde en sådan udenlandsk kammerat fuld respekt og ligeberettigelse« tilføjede Reintoft. Imidlertid havde hun et »men«: »[M]en den danske arbejder har til gengæld også lov til at fastholde, at det er den økonomiske struktur både i den fremmede arbejderes land og i hans eget land, der påfører begge parter vanskeligheder, og som kan give de modsætningsforhold, der ikke bør eksistere. Når vi ser disse modsætningsforhold dukke op, må de selvfølgelig bekæmpes, men man må bare huske, at hovedskylden ikke ligger hos det jævne menneske, der ser sin eksistens truet, men hos den arbejdsgiver, der ikke vil medvirke til samfundets fornuftige udbygning og til erhvervslivets korrekte struktur«.
Ja, ordret: »det jævne menneske, der ser sin eksistens truet« af indvandring. Åbenbart sparede man ikke på de fine begreber under debatten.
Formålet med at grave sådanne argumenter frem fra glemslen er ikke at konfrontere venstrefløjen med dens tidligere holdninger eller at dokumentere, at den nutidige højrefløj til en vis grad henter inspiration fra venstrefløjens re-torik om indvandring i 1960’erne. Og at den for eksempel udskifter ordene »arbejderklassen« med ordene »folket«, »nationen«, »folkedybet« og »de svage«. En analyse af den tidligere debat om indvandring har heller ikke kun snæver historisk interesse, men kan bidrage til at perspektivere den aktuelle politiks diskussion om indvandrere og indvandring. I dag er der nemlig i den offentlige debat en uhensigtsmæssig tendens til at reducere modviljen imod indvandring og etniske minoriteter til racisme og nazisme (f.eks. debatten om hvorvidt Dansk Folkeparti er »stuerent«). Et historisk tilbageblik kan være med til at afdæmonisere den nuværende modstand mod indvandring og etniske minoriteter. En afdæmonisering er påkrævet, da man ikke kan bekæmpe et åbenbart bredt socialt fænomen, der i tidernes løb har manifesteret sig i venstre- og højrefløjsforklædninger ved at reducere det til »nazisme« og »racisme« eller ved at moralisere over det. Hensigten med at dokumentere andre og tidligere former for modvilje imod indvandring og etniske minoriteter og at opgrave de specifikke argumenter, som venstrefløjen fremførte i 1960 og 1970’erne, er ikke at gøre sådanne synspunkter »stuerene«, men at placere modstanden mod indvandring midt i »stuen«, dvs. at forstå denne modstand som en form for forsvar for den danske velfærdsstatsmodel. Således kan man overføre debatten om modviljen imod indvandrere fra en perifer og sekundær diskussion om foragtelige og eksotiske nazister og racister, som let kan genkendes, rubriceres og bekæmpes – til en generel debat om, hvorvidt og hvordan indvandring og tilstedeværelse af etniske minoriteter udfordrer den særlig danske (skandinaviske?) form for velfærdsstat og nationalstat. Således kan man løfte debatten op på et højere niveau.

Indvandrerarkæologisk arbejde vil vise, at der er sket et kvalitativt diskursskifte i den danske debat om indvandring i midten af 1970’erne. Det vigtigste træk ved dette skift er, at indvandrerområdet gennemgik en transformation fra at være en arbejdsmarkedsmæssig og økonomisk problematik til en kulturproblematik. En anden udvikling bidrog også til af-økonomisere og »af-arbejdsmarkedsmæssiggøre« udlændingeområdet, nemlig tilstrømning af flygtninge, der begyndte i 1984. I modsætning til fremmedarbejderne, som udelukkende var kommet for at arbejde, kom flygtninge – i princippet – ikke for at arbejde, men for at flygte fra forfølgelse. Denne situation skærpede og for-stærkede en ny diskurs, som allerede potentielt fandtes i den danske intellektuelle bevidsthed: De fremmede var personer, der skulle hjælpes og tages hånd om. De udgjorde efterhånden et område, der vedrørte velfærdsstatens institutioner og ikke mere primært arbejdsmarkedet. Man kan også kalde dette diskursskifte for af-arbejderisering og klientgørelse af indvandrere og flygtninge.
Kort fortalt kæmpede venstre-fløjen indtil indvandrerstoppet i 1973 imod indvandring af arbejdskraft, mens dele af den borgerlige fløj var for indvandring.
I midten af 1970’erne skiftede venstre- og højrefløjen roller: Højrefløjen, der havde en positiv holdning til indvandring af arbejdskraft, blev skeptisk overfor indvandring af flygtninge og familiesammenførte. Man betragtede de fremmede nu som en økonomisk belastning. Imidlertid blev venstrefløjen nu imødekommende overfor indvandring af flygtninge og familiesammenførte og siden da har haft en mere flygtningevenlig holdning end resten af befolkningen. Denne fløj har også generelt været mere sensitiv omkring udlændingenes retssikkerhed.
Venstrefløjens holdningsskift er idéhistorisk interessant, men er endnu ikke blevet gjort til genstand for idéhistorisk forskning. Skiftet kan både skyldes faktorer af mere altruistisk art og af mere »rational choice«-art. Den ideologiske faktor kan være, at venstre-fløjen ikke kunne argumentere imod at hjælpe flygtningene så længe den skulle bevare sin ideologiske integritet. Yderligere kunne venstrefløjen stive sin identitet af ved at præsentere sig selv som forkæmpere for folk i nød og for minoriteter.

De mere jordnære og interessemæssige faktorer kunne være, at flygtningene, i modsætning til fremmedarbejderne, ikke i princippet har truet de ufaglærte danskere, som dele af venstrefløjen stadigvæk betragter som sine kernevælgere og sig selv som ideologisk og politisk fortrop for. Desuden har mange venstre-orienterede været ansat enten ved en række institutioner, der direkte arbejder med flygtningene, eller ved velfærdsstatsinstitutioner som havde de fremmede som en del af deres arbejdsområde. En stigning i antallet af sociale klienter skabte således job og beskæftigelsesmuligheder for denne gruppe af potentielt venstreorienterede.
Ved at afmystificere og til en vis grad normalisere og banalisere modstanden, kan man argumentere for, at indvandringen udfordrer to træk ved alle rige vestlige demokratier: At de er nationale stater og at de er velfærdsstater. Hvis modstanden imod indvandring reduceres til »nazisme« og »racisme«, dvs. til eksotiske fænomener, som foregår i skumle miljøer med formørkede argumentation à la racemæssig renhed og overlegenhed, tager man fejl i diagnosticeringen og derved i bekæmpelsen af fænomenet. Det, der bør diskuteres, er hvorvidt et forsvar for den specifikke danske (eller nordeuropæiske) form for velfærdsstat er tæt forbundet med modstand imod indvandring uanset modstanden kommer fra »højre-« eller »venstrefløjen«. Man behøver ikke at begrunde modstanden mod indvandring med henvisning til racistiske argumenter. Man kan nemlig også gøre det med henvisning til arbejderklassens interesser, solidaritet med potentielle indvandrere og kampen mod imperialisme, kapitalisme og racisme.

*Kilder:
Folketingstidende. Forhandlingerne i Folketingsåret 1970-71. 122. årgang. Vol. 1. a/s J.H. Schultz. Universitetsbogtrykkeri. København, 1971.
Rasmussen, Erik 1970: Fremmedarbejderen – en konkurrent. Fagbladet, nr. 3-10 februar, 1970, s. 84.

*Af Mehmet Necef om emnet:
»Den danske debat om indvandrere og flygtninge 1964-2000«. Den jyske Historiker, nr. 89. 2000.

»Venstrefløjens holdning til indvandrere«. Information om indvandrere, 2. årg. Nr. 3. 1999.
Venstrefløjens fremmedfrygt, Politiken. 28. maj 1998.

»Indvandring, den nationale stat og velfærdsstaten«. I: Peter Seeberg (red.) 2001: Ubekvemme udfordringer. Odense Universitetsforlag.

*Mehmet Ümit Necef er lektor, ph.d. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, Odense.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu