Læsetid: 4 min.

Bittersødt forår i Syrien

Efter årtier med massiv under-trykkelse af de mest elementære menneskerettigheder inden for rammen af et såkaldt folke-socialistisk demokrati under ledelse af Hafez Al-Assad var der sidste år håb om en optøning af den politiske situation i Syrien
Debat
25. maj 2001

Mellemøsten
Uanset pavebesøg og magtskiftet sidste år går dagliglivet i Syrien uforstyrret videre. Til trods for den stigende turisme er der gæstfrihed og nysgerrighed (Danmark – er det ikke landet med Peter Schmeichel og brødrene Laudrup?). Hvis man er træt af globalisering, skal man tage til Syrien. Selv cola’en er ’Made in Syria’.
Det er vel også kun i Syrien, at man kan se politibetjente holde babyen på armen, mens husmødrene handler ind, at mandlige politibetjente går hånd i hånd, og at græsplæneklippere bliver ombygget for at gøre fyldest som mini-busser.
Men noget er der alligevel sket. Gadebilledet er præget af plakater med portrætter af tidligere præsident Hafez Al-Assad og af hans søn, den nuværende præsident Bachar Al-Assad – plakater i to versioner. Én hvor Bachar ser vagtsomt på fotografen, og én hvor Bachar optræder som heman med sorte solbriller og i battle-dress.
På den måde bliver det offentlige rum en glimrende illustration af den aktuelle politiske situation i landet: Kontinuitet (Hafez Al-Assad), usikkerhed om hvilken vej Syrien vil vælge (er de magtfulde og garvede Alawitter med- eller modspillere i forhold til Bachar, og hvor står de stærke militærchefer og hele sikkerhedsapparatet?), og nybruddet med Bachar (selv om hans battle-dress også kan ses som et beroligende signal til militæret, idet Bachar har en baggrund som øjenlæge og har tilbragt flere år med studier i London).

Håb om optøning
Efter årtier med massiv undertrykkelse af de mest elementære menneskerettigheder inden for rammen af et såkaldt folkesocialistisk demokrati under ledelse af Hafez Al-Assad, var der sidste år håb om en optøning af den politiske situation i Syrien. Bachar fremstår som Syriens fornyende ansigt og får indført internet og e-mail, som længe har været forbudt.
Bachar tager skridt til løsladelse af flere hundrede politiske fanger, som først og fremmest tilhører det muslimske broderskab. Bachar lemper på censuren af medierne. Det bliver almindeligt at organisere salon-diskussioner i private lejligheder, hvor aktuelle politiske spørgsmål drøftes i en åben atmosfære – helt uhørt i Syrien. Endvidere nedlægger Bachar de særlige sikkerhedsdomstole.
Heavy metal musik anses for djævelens værk og er fortsat forbudt. Det er sigende, at slagordet Metallica på husmurene i Damascus signalerer oprør og opfattes avantgardistisk. Men livsstilen ændrer sig umærkeligt. Studerende, jeg talte med, pegede på, at ganske vist er arrangerede ægteskaber fortsat almindelige også blandt den veluddannede befolkning i byerne. Men der er nu flere – attraktive – muligheder at vælge imellem, også for de unge kvinder. Ønsket, om at Bachar fortsætter sin reformkurs, er til at tage at føle på, når man taler med de unge fra universiteterne.

Skuffende tilbageslag
Derfor er der også skuffelse over det tilbageslag, Syrien har oplevet de seneste måneder. Da jeg talte med RiadSeif, gav denne udtryk for, at Syriens fløjlsrevolution var snublet i starten. Riad Seif er uafhængigt medlem af Parlamentet og ønsker at danne et politisk parti, der kan bane vejen for en ændring af forfatningen i demokratisk retning. Seif er anklaget for forfatningsbrud. Man kan fortsat komme i fængsel for at sende en karikatur af præsidenten på e-mail. Og der stilles nu krav om en særlig tilladelse til at organisere diskussionsklubber om menneskerettigheder.
I det hele taget er menneskerettighedssituationen i Syrien fortsat stærkt kritisabel. Undtagelsestilstanden har været i kraft siden 1963 og betyder, at sikkerhedsstyrkerne kan tilbageholde borgere på ubestemt tid, og uden at de bliver stillet for en dommer. Retssikkerheden er mangelfuld, tortur under afhøring og i fængslerne er udbredt. Borgere er i flere tilfælde blevet tilbageholdt uden rettergang i 10-15 år. Det sker ofte, at fangerne ikke bliver løsladt efter udstået straf. Røde Kors har ikke fået lov til at besøge fanger i de syriske fængsler.
Telefonaflytning og åbning af breve er udbredt. Forenings- og forsamlingsfrihed eksisterer ikke. De eneste tilladte partier er de syv i den Nationale Progressive Front, som kontrolleres af Baath-partiet.
Der kan der være flere grunde til, at Bachar har slået bremserne i.

Magtfulde fjender
Hans antikorruptionskampagne og økonomiske liberaliseringsplaner nyder befolkningens og erhvervslivets støtte. Men har også givet ham magtfulde fjender blandt fremtrædende familier og militærfolk, som har beriget sig på korruption og det lukkede marked. Den gamle garde og folkene i sikkerhedsapparatet har haft store økonomiske fordele af det hidtidige system.
Her frygter man formentlig, at Bachar ville gå for hurtigt frem – og at demokratidiskussionerne i medierne og i de såkaldte klubber ville komme ud af kontrol: Var Syrien på vej mod et egentligt brud med det stalinistiske, politiske system og den socialistiske kommandoøkonomi ?
En udenrigspolitisk faktor spiller også en rolle. Den regionale spænding og den ny israelske regerings politik gør det vanskeligere for Bachar at løbe de risici, som en økonomisk og politisk reformproces indebærer. Det kunne eksponere ham i forhold til høgene i det syriske politiske og militære establishment. Taberne er den syriske befolkning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her