Kronik

For deres egen skyld

Israel har samme problem som andre koloniherrer: De bringer det moderne med sig – til gengæld vil de bestemme
Debat
14. maj 2001

Historisk set
Den israelske stats håndtering af den palæstinensiske befolkning i Israel og i de besatte områder er sammenlignelig med den franske stats håndtering af den algeriske uafhængighedsskrig i 1950’erne. Dels er der en række ligheder mellem de metoder som modstanden nedkæmpes med dels er der afgørende sammenfald i den måde begivenhederne fremstilles og forestilles af de to besættelsesmagter.
Det tog Frankrig mere end 130 år ikke at etablere fred i Algeriet. Efter syv års brutal krig trak Frankrig sig i 1962 ud af Algeriet. Som bekendt havde den franske ordensmagts forsøg på at »skabe fred« indebåret systematisk tortur af »mistænkte muslimer«, henrettelser uden rettergang af »rebeller«, tvangsforflytning af mere end en femtedel af den muslimske befolkning samt mange andre krigsforbrydelser.
Det interessante ved den franske stats voldelige »fredsetablering« er ikke så meget de grusomheder der blev begået som den måde, det franske politiske system forsøgte at retfærdiggøre politiets og militærets fremgangsmåde.
Under og efter krigen er de algeriske militante nationalister konsekvent blevet omtalt som »terrorister«, »rebeller« og »banditter«, der med »barbarisk terror« forsøgte at tvinge befolkningen i Algeriet til at gøre oprør imod den franske »modernisering« af landet. Oprørerne selv betegnede sig som »revolutionære«.
Forskellen på de to betegnelser handler om politisk legitimitet. Mens »rebellionen« er lokal, illegitim og dømt til at blive undertrykt er »revolutionen« altomfattende, historisk legitim og vil sluttelig sejre. Ordenes modsatrettede fortolkninger af opstanden, illustrerer den forståelsesmæssige kløft, der kendetegnede den koloniale verdensorden.

For den franske koloniale ordensmagt var »rebellens« voldsanvendelse ikke blot illegitim og selvisk – men direkte dum. I sin egen selvopfattelse kæmpede militæret ikke for franskmændene men for udviklingen, moderniseringen og »civiliseringen« af de lokale algeriere.
I et tv-program lavet under krigen forklarer en fransk officer det således: »Vi er ikke i krig her for vores egen skyld. Vi kæmper for dem [de algeriske muslimer] – for at få igangsat udviklingen af de folk der«.
Officerens udtalelse afspejler idéen hos de franske koloniale ideologer om, at Frankrigs kulturelle overlegenhed indebar en pligt til at opdrage verdens barbariske folkeslag. Ligesom de franske oplysningsfilosoffer havde set det som en mission at uddanne og opdrage nationens borgere, blev det koloniale engagement fremstillet som et storstilet projekt, hvor den franske kultur eller »civilisation« skulle udbredes til alle verdens »primitive og barbariske« folk. Dette bærende element i den franske argumentation for at opretholde den menneskeligt yderst omkostningsfulde franske tilstedeværelse i Algeriet er ikke specielt fransk, men har været og er en fast komponent i retfærdiggørelsen af alle koloniale engagementer gennem historien.

I kraft af den koloniale logiks sammenbinding mellem udbredelsen af europæisk kultur og positiv udvikling af den koloniserede lokalbefolkning er den endvidere et udtryk for en tankegang, hvori »de indfødtes« modstand kommer til at fremstå som absurd.
Den franske stat har påtaget sig det tunge slæb at bibringe en overlegen, kristent funderet civilisation og modernitet til den »uciviliserede muslim«. Men uvidende og utaknemmelige som han er, afslår »den lille araber«, som algeriere uanset etnisk og sprogligt tilhørsforhold blev kaldt af de europæiske bosættere, at modtage dette – ja, han gør endog voldeligt oprør imod det.
Overfor en sådan reaktionær stupiditet er der i den koloniale logik kun en løsning: Med magt at få dem til at indse deres fejl – deraf den i det koloniale Algeriet såvel som i dagens Israel hyppigt anvendte talemåde »arabere forstår kun vold«. Følgen af denne logik er, at ansvaret for koloniherrens voldsanvendelse placeres på offeret for volden – de muslimske oprørere og civilbefolkningen. På sammen måde som faderen, der mens han gennemprygler sin uartige søn, forklarer, at sønnen en dag vil »takke ham«, forsøgte det franske statsapparat at retfærdiggøre sine handlinger ved at skyde skylden for krigens overdrevne voldsanvendelse på den koloniserede, uciviliserede, og gennem-pryglede muslimske araber – »vi fører jo krig for udviklingen af de folk der«.

Theodor Herzl skrev i sin bog Altneuland, at »palæstinenserne selvfølgelig ville acceptere den jødiske indvandring til Palæstina, fordi man siger tak til den, der giver én noget.« Den jødiske indvandring til Palæstina ville i Herzls øjne og andre tidlige zionisters øjne bringe vel-stand, sundhed og økonomisk udvikling til alle landets indbyggere – også de oprindelige. Zionismen bærer ligesom anden europæisk kolonialisme på ideen om, at koloniseringen er til gavn for alle også de oprindelige indbyggere i de koloniserede områder.
Den palæstinensiske modstand mod zionismen, Israel og i nutiden besættelsen af Vestbredden, Gaza og Øst-Jerusalem er derfor set med israelske øjne irrationel, og det er derfor deres egen skyld, at de bliver undertrykt. Palæstinen-sisk modstand mod besættelsen formuleres af Israel som »terrorisme«, »opstande«, »revolter« og »uro«, ord hvis konnotationer er medvirkende til at iscenesætte palæstinenseren som farlig, ustabil og utroværdig.
Selv om palæstinenserne lever under et apartheid-lignende styre, så gør de det i en israelsk logik kun, fordi de lader sig overvinde af deres arabiske natur og ikke lytter til fornuftige, kompromissøgende argumenter. De israelske nøgletermer er i denne sammenhæng »sikkerhed« og »stop al modstand«. Hvis palæstinenserne blot ville stoppe modstanden mod koloniseringen, som til stadig foregår med udbygning af bosættelserne, ville de kunne få deres egen stat.
Franskmændene forsøgte gennem mange år at bringe de »rebelske« algeriere til fornuft gennem de samme mantra-lignende sætninger. Sikkerhed for israelerne mod palæstinensernes vildfarende ufornuft er således legitimeringen af kollektive afstraffelser og overgreb på menneskerettighederne.

Vi har sagt til Arafat, at hvis han stopper volden, så kan vi forhandle«. Citatet er den nye israelske premierminister Ariel Sharons slogan, og viser tydeligt hvorledes den israelske strategi netop er at skyde skylden på offeret.
Den tidligere premierminister og Nobelpris-modtager Shimon Peres skriver i sin bog The New Middle East, at han troede, at palæstinenserne ville lytte og lære af jøderne, så de kunne blive et moderne folk. Peres skriver, at han blev skuffet, da det viste sig, at palæstinenserne ikke var modne til dette. Der er ingen virkelig forskel mellem Sharons og Peres’ syn på palæstinenserne, kun en nuance hvor Peres forholder sig mere »barmhjertigt« til de rebelske børn – altså at Peres’ tolerancetærskel er højere end Sharons. En fortsættelse af denne koloniale ideologi er opfindelsen af, at Arafat alligevel ikke er en »fredspartner«.
Kløften mellem israelere og palæstinensere er en kolonial kløft. Zionismen og Israel er født af den europæiske, »oplyste« kolonialisme, og dens universelle rationale er en »mission civilisatrice«, hvori fuldbyrdelsen af den jødiske nationalisme ikke kun har betydning for jøderne, men også indebærer en skæbnebestemt retning imod en mere naturlig, civiliseret og rationel verdensorden. Kolonialismens dogmatik skaber en kløft mellem den oplyste »mission« og de indfødte og befolkningsgrupper, der kom under koloniale regimer. For den velmenende kolonialisme er modstanden mod forandringerne simpelthen kun begribelig, hvis man opfatter den indfødte befolkning som »vilde« eller »tilhørende en anden kultur«.

Den såkaldte fredsproces, der indledtes i 1993 er ikke en fredsproces. Det er en reformproces af en i bund og grund kolonial besættelsesstruktur. Israels intention er at pacificere palæstinenserne gennem en række reformer, hvis centrale punkter er selvstyre og politisk anerkendelse. Indenfor en opretholdt kolonial struktur og ideologi ønsker Israel at kontrollere palæstinenserne uden kontakt til de kontrollerede.
Tilsyneladende er det let for Israel at iscenesætte dette som en god ting for palæstinenserne: »De får 95 procent af Vestbredden og Gaza og burde derfor være tilfredse – begge parter skal jo gå på kompromis«. Men de palæstinensiske 95 procent er uinteressante sammenlignet med de israelske 5 procent. Den israelske antropolog Jeff Halper viser dette med en sammenligning: Hvis man ser et fængsel ovenfra, så kontrollerer fangerne 95 procent: Cellerne, opholdsrummene, toiletterne m.m. Vogterne har kun murene, kontrolposterne og våbnene – alt i alt 5 procent.
Sammenligningen understreger, hvorledes den indledte re-
formproces intet ændrer ved den koloniale kløft mellem Israel og palæstinenserne, men blot er et forsøg på i sidste øjeblik at »dæmme op« for en stigende palæstinensisk nationalisme – naturligvis fulgt op af hård militær repression, ganske som franskmændene gjorde i under krigen i Algeriet.

Frankrigs repressive strategi for at opretholde kontrollen med Algeriet kollapsede med afkoloniseringen i 1962. En af de væsentligste årsager var, at den koloniale kløft mellem franskmænd og algeriere aldrig blev overvundet. Israel argumenterer i dag udfra netop den kolonialistiske ideologi og logik, der blev punkteret i 1950’erne.
Dette bør få indflydelse på nutidens forståelse af konflikten:
Israels kombination af milde reformer og hårdhændet repression får ikke palæstinenserne til at hverken at forstå eller acceptere den israelske kontrol eller deres egen manglende frihed.
Det algeriske eksempel viser, at der for Israel er tre mulige løsninger:
*Fuld tilbagetrækning fra de i 1967 besatte områder;
*Etablering af en ’ny’ stat med lige rettigheder for alle uanset baggrund, hvilket i praksis vil betyde at israelerne ligesom afrikânerne i Sydafrika må acceptere at leve som minoritet i en fælles stat – eller;
*En etnisk udrensning på palæstinenserne ikke kun i Israel men også på Vestbredden, i Gaza og i Øst-Jerusalem.
Kolonialismen er åbenbart blevet så meget fortid, at dens mekanismer ikke længere ses.

*Rasmus Alenius Boserup er BA i arabisk, Københavns Universitet, stud. mag. i arabisk og historisk antropologi, EHESS, Paris.
*Jakob Feldt er cand. mag. i hebraisk og historie, Københavns Universitet, med-redaktør af tidsskriftet Udsyn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her