Læsetid: 3 min.

Eksemplet Bob Kerrey

Hvornår er en krigsforbrydelse en krigsforbrydelse?
8. maj 2001

Krigsforbrydelse
Bedømmelsen af overgreb og massakrer afhænger helt af hvem, der begår dem. Hvis det er ’de andre’, der begår dem, er sagen klar – de skal retsforfølges og udleveres til det internationale samfunds ad hoc domstole for krigsforbrydere.
Er det derimod nogle fra ’de godes’ side, der i kampens hede kommer til at massakrere gamle, kvinder og børn, stiller sagen sig anderledes. Jonathan Schell kommenterer i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift The Nation (dateret den 21. maj 2001) den fortrængning og træghed, der sætter ind, når USA skal vurdere egne eventuelle krigsforbrydere. Når misgerningerne begås af folk fra den gode side, så samler interessen og sympatien sig om gerningsmanden frem for ofrene.
Anledningen er den nylige afsløring af, at den højt dekorerede amerikanske krigshelt og politiker, Bob Kerrey, den 25. februar 1969 var leder af en gruppe specialsoldater, der dræbte mindst 13 mennesker i den vietnamesiske landsby Thanh Phong i Mekong-deltaet. De første fem ofre, der boede i en hytte i landsbyens udkant – to bedsteforældre og tre børnebørn – blev dræbt med kniv for ikke at varsko landsbyens øvrige indbyggere med skudsalver. Resten blev mejet ned, da gruppen var kommet ind i landsbyen.

Tog ingen fanger
Kerrey, der i dag er rektor på New School University, vendte i øvrigt hjem fra krigen som modstander af krigen. Han har sagt, at soldaterne var blevet instrueret i ikke at tage fanger. Hvis det er rigtigt, er han blevet instrueret i at begå krigsforbrydelser. Schell var selv reporter i
Vietnam i 1967, og her så han politikken med ikke at tage fanger i funktion; ikke en politik, der var nedfældet i regeringsdokumenter, men i flyveblade kastet i millionvis udover de vietnamesiske landsbyer. Af flyvebladene fremgik det, at »Mange landsbyer er blevet ødelagt fordi, de husede Vietconger… Vi vil ikke tøve med at ødelægge enhver landsby, der hjælper Vietcong.«
Landsbyen lå i en såkaldt fire-free zone, hvilket betød, at alle vietnamesere, der befandt sig der, kunne skydes. Indbyggerne var blevet opfordret til at søge tilflugt i ’strategiske landsbyer’ og de, der ikke gjorde det, måtte betragtes som værende viet-conger eller fjendesympatisører. (New York Times, den 25. april)

Ansvarsplacering
Schell stiller spørgsmålene om, hvad der skete den dag i 1969, hvad reaktionen herpå er fra den amerikanske offentlighed og regering, og om nogen skal holdes ansvarlig herfor? Det ser det ikke ud til.
Forargede kommentatorer fremhæver, at Kerrey var en mand, der ikke forsøgte at unddrage sig krigstjeneste som visse andre. William Safire fremhæver i New York Times den 30. april, at Kerrey og de andre veteraner fortjener respekt, og at de længe har været naget af skylden over ’misforståelserne’. Desuden påpeger han, at flertallet af amerikanerne var enige med deres præsidenter i, at det var moralsk berettiget at modsætte sig spredning af kommunismen. Andre har fremhævet, at gruppen besvarede ild fra landsbyen. Men selvom det er rigtigt, forklarer det jo ikke drabene ved den første hytte.
Derfor må det være rigtigst, at Forsvarsministeriet iværksætter en undersøgelse af, hvad der skete den nat. Hvis det var amerikansk politik at erklære, at i store områder ville civile blive dræbt, så var den amerikanske politik en forbrydelse mod menneskeheden. Og i så fald er det nemmere at placere ansvaret, end hvis enkelte soldater havde likvideret civile som en overtrædelse af ordrer.

Opgør med fortiden
Man kan selvfølgelig sige, at det er så lang tid siden, og amerikanerne har lidt så meget over Vietnam-krigen, og nu må man endelig lægge den bag sig.
Men Jonathan Schells pointe er, at den opblussede debat om massakren i februar 1969 finder sted i en ny kontekst. I dag er der masser af lande, der bearbejder fortiden og fortidens gerninger. Sydafrika, Argentina, Chile, Rwanda og østeuropæiske lande.
Det vestlige værdifællesskab rejser krav om udleveringen af krigsforbrydere, og enkelte lande går ind for dannelsen af en permanent, international domstol for krigsforbrydelser. USA bør undersøge massakren i Thanh Phong og placere et ansvar, ellers vil statsautoriserede mordere andre steder fatte mod og dem, der prøver at bringe dem for retten tabe det.
USA kan ikke fordømme andre, når det selv dækker over egne krigsforbrydelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu