Kronik

Hvad er et folk?

Mennesker kan frit vælge at opgive suverænitet, hvis de frivilligt indgår i en stærkere magt. Som jyderne i Danmark – og som danskerne i Unionen. Men er det at være et folk?
21. maj 2001

Historisk set
Evigt aktuelt er det, hvorfor menneskene grupperer sig i folk, og hvad dét egentlig vil sige. I virkeligheden er det et sprogligt spørgsmål: Hvad betyder rent faktisk ordet (et) folk?
Vi begynder i det små. Alle er enige om, at samsinger, fynboer osv. ikke hver for sig udgør et folk. Dét gør derimod danskere, svenskere osv. Mht. større grupper: De sorte i USA, Asiens rødhårede eller alkoholikere, alverdens arbejdere, hinduer, børn, mænd osv. er vi også sprogligt enige om ikke at regne for folkeslag.
I den uklare gråzone er der f.eks. jøder, færinger, katalanere, skotter. Tilsyneladende er problemet da let: Et folk er en gruppe, der udgør en selvstændig stat. Men under anden verdenskrig var Danmark ikke en selvstændig stat, og alligevel udgjorde vi et folk. Til alle tider har der været undertrykte folk, som det ville være absurd at frakende dette prædikat. For tiden f.eks. det tibetanske folk. Hvad så?
Man har fremdraget sprog, race, historie, religion, kultur. Det er nemt at afvise det alt sammen.
Sproget er ikke fælles for svejts-erne endsige for talrige afrikanske folkeslag.
Race har aldrig spillet nogen snæver rolle for et folks identitet – af den simple grund, at folk stort set kun kender tre racer. Hitlers snak om den ariske race – die blonde Bestien – var jo ikke kun møntet på tyskerne, men endnu mere på os nordboer.

Men så jøderne? Her må man gøre sig klart, at det er lige meget, om der rent faktisk ér et racefællesskab. Et folk kan udmærket defineres ved en bevidsthed om fællesskab. Den jødiske race eksisterer ikke biologisk. Det er for længst bevist, at jøder har meget større biologisk lighed med de befolkninger, de gennem århundreder har boet i, end med hinanden.
Men de fleste tror stadig, at jøderne er efterkommere af Bibelens israelitter. Jeg hælder intuitivt til, at f.eks. de danske jøder ikke tilhører et jødisk folk: Kun få er mosaiske, næsten ingen har planer om at emigrere til Israel (de ér rejst!), og der er blandt de profane kun minimalt tilbage af jødisk særkultur. Og intet sprog. De er en etnisk gruppe, naturligvis, men heller ikke mere.
Religion er endnu hurtigere affærdiget: Rusland, Kina, Kenya og mange andre er folk, der ikke domineres af én stor religion.
Det historiske fællesskab er meget luftigere end det hidtil nævnte. Forfædrene kommer jo i meget vid udstrækning fra udlandet, og endnu mere afsvalende er det at erkende, at f.eks. sønderjyders og københavneres historie langtfra er den samme. Men igen, de nøgne facts er ligegyldige, her kommer det kun an på, hvad folk(et) føler, og f.eks. føler voksne danskere (også jeg) jo en fælles historie – den, vi lærte i skolen. Men den holder ikke som definition. Vi ser det, når folk slutter sig sammen. I 1871 havde Bismarck samlet de fleste tyske småstater til et mægtigt kejserrige. Han gjorde det i kraft af, at tyskerne (inkl. østrigerne, der ikke kom med) i forvejen følte sig som ét folk. Det ville naturligvis være cirkulært at hævde, at dette delvis nye tyske folk delte historie; fyrstendømmerne havde hver sin historie.

Tilbage er der så (resten af) kulturen. Her gælder det, at hvor der er gamle national-stater, er der også talrige kulturelle fællesskaber, der netop følger nationens grænser – f.eks. den islandske thorramatur dvs. tørmånedsmad: syrnede væddertestikler og andre lækkerier, den danske fødselsdagssang eller den noksom berømtere rødgrød med fløde. Eller Store Bededag. Men folk er ofte meget lidt bevidste om den slags. Man tænker ikke over, at store bededag er særdansk, ligesom man ret ubevidst indoptager fremmede skikke.
Tag misteltenen, kalkunen, el-granen (hin særlige krydsning), sankt Valentin, allehelgensfest, alt sammen ’smuglet’ ind fra hinsidan – dammen. Men når folk ikke tænker så meget over det, kan det selvfølgelig heller ikke indgå i bevidstheden om folkelig identitet, og det var det, vi så, at det kom an på.
Jamen, hvad er da et folk? Jeg er nået frem til, at det er en gruppe mennesker, der ønsker at udgøre en suveræn stat. (Et ønske, der bunder i følelsen af et særligt fællesskab). Jamen, er Bertel Haarder, denne hædersmand, der gik ren og pur ud af Iversen-svindelen i EU, og som jævnligt fører højskolesange på læben, er han så ikke et medlem af det danske folk?
Nej, dét bliver en af mine overraskende konklusioner. Han er selvfølgelig dansk statsborger og medlem af den danske etniske gruppe – og meget andet dansk – men når han ikke ønsker et suverænt Danmark, tilhører han ikke det danske folk i denne strenge, men, hvis jeg har ret, sprogligt korrekte definition af et folk. Hans danskhed kommer på linje med f.eks. min københavnskhed.
Definitionen kommer til at passe på majoriteterne i verdens stater og på tibetanere, albanere inkl. Kosovo-albanere, serbere inkl. de bosniske serbere osv., men ikke på jøderne uden for Israel, og det synes jeg som sagt føles rimeligt. Færinger og grønlændere bliver tvivlsomme, netop, som de skal være, for det er da klart, at de indtager en mellemstilling: Fra ret gammel tid ønsker ca. halvdelen af færingerne statsfællesskab med Danmark, mens den anden halvdel ønsker suverænitet – det har blot vist sig, at den ikke må koste noget! Ingen benægter naturligvis, at der er et særligt færøsk fællesskab, sprog osv., men fællesskab og fælles dialekt har jo f.eks. både jyder og bornholmere.
Men hvad er så den suverænitet, der indgår i definitionen? Her går uhyggeligt mange fejl. Et særlig grelt eksempel gav redaktør Ehrenreich i Berlingske Tidende den 10. september 2000:
»Hvad Schlüter og Christophersen imidlertid ikke talte så højt om[,] var, at Danmark dermed [da fastkurspolitikken blev indført i 1982] også gav afkald på en del af sin suverænitet.«

Når man frivilligt går med til at følge en andens råd eller handlinger, afgiver man ingen suverænitet. Hvis Ehrenreich eller – hvorfor ikke? – Mona Sahlin besluttede at følge mig økonomisk i tykt og tyndt, ville de ikke have afgivet en tøddel af deres frihed. Det havde de først, hvis de blev bundet til mine råd – hvad jeg ikke tror, at Mona Sahlin ville bryde sig om. Så længe man kun er bundet af gældende lov (Straffeloven/international lov osv.), har man sin frihed – bl.a. til at indgå frie aftaler, hvis man ellers suverænt kan komme ud af dem igen.
Filosofisk interessant er den bekendte mellemsituation, hvor en stat binder sig til en mellemfolkelig instans’ beslutninger. Hvis denne binding er umulig at opsige, lovligt og ensidigt, har man selvfølgelig afgivet suverænitet.Hvis opsigelsesmuligheden derimod står åben, har man ikke uden videre afgivet suverænitet, men så vil man miste alle de fordele, der fik en til at indgå i fællesskabet, hvis man opsiger det.
Her kan man ikke bare tale om, at suveræniteten har sin pris. Normalt har det en pris at handle suverænt: Køber jeg suverænt et pund leverpostej, koster det mig 25 kr. og lidt slid på mine cykeldæk. Men denne omkostning har naturlig årsagsforbindelse til min viljes realisation. Ved suveræne handlinger, der indebærer lovlig opsigelse af aftaler, mister man en række fordele, der intet har med den pågældende sag at gøre. Jeg vil kalde den suverænitet, man har i sådanne FN-situationer for betinget suverænitet. (Så vidt jeg har forstået, har Danmark mht. alle sine hidtidige suverænitetsafgivelser til EU ikke betinget suverænitet, da vi ikke lovligt og ensidigt kan trække os ud).
Når så mange fejlagtigt tror, at vi ikke har fuld suverænitet over vor valuta, når vi har ’bundet’ den til euroen, er det, fordi de ikke gennemskuer, at det for et suverænt væsen kan være fordelagtigt at følge andre, og når der også er så utrolig mange, der slår ud med hånden og siger: Jamen Danmark bestemmer jo alligevel så uendelig lidt i denne verden, så skyldes deres fejltænkning vist dén forkerte præmis, at man med fuld frihed eller suverænitet skulle kunne indrette sig, som man ønsker.

Vi er imidlertid altid underkastet skrappe vilkår her på jorden. Frihed/ suverænitet er, at de beslutninger, vi træffer for at trives bedst muligt på disse vilkår, lovligt træffes af os selv alene. Det er ikke nogen trivselsgaranti. Frihed er det bedste guld – også for mig. Men jo uslere min tilværelse er, jo mindre glæde har jeg af friheden. Flertallet af slaver i Vestindien ønskede i sin tid ikke at blive frie – det gav dem hverken mere mad eller mindre arbejde.
Jeg blev faktisk ret chokeret i 1972 over, at så mange ville afgive dansk suverænitet. (Og lad os lige slå fast: Det vár suverænitetsafgivelse trods vetoret, for en én gang vedtaget EF-lov kunne vi ikke senere ophæve.). Jeg er opdraget til, at frihedskæmperne var helte, der kæmpede for det kæreste, vi danskere har sammen, vor frihed.
Men – koldt vand i blodet – sådan var den historiske sandhed ikke. Sandheden var, at statsminister Stauning efter to timers krig og lidt over 10 faldne danske soldater afblæste kampen og i Rigsdagen erklærede, at Danmark under protest fandt sig i forholdene, bl.a. i tillid til, at Tyskland ikke ville »antaste Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed«. Modbydeligt. Hans efterfølger priste tyskernes sejre i høje vendinger, og háns efterfølger opfordrede fædre og mødre til at angive deres sønner, hvis disse begik sabotage. I øvrigt var der i krigens to første år næppe nogen dansker over 30 år, der generede tyskerne.
At frihedskæmperne siden blev helte, og Bertel Haarder og hans fløj jo i hvert fald ikke generelt betragtes som forrædere af den anden fløj, er let at forklare. Dengang blev vi tvunget ind i Europas stærkeste magt, og vi nærede foragt for denne magts fremherskende ideologi.

Det er noget ganske andet at opgive sin suverænitet, hvis man frivilligt indgår i en stærkere magt. Det har mange folkeslag gjort. For det er jo rigtigt, hvad der stod på en valgplakat: Unionen er vor tids nationalisme – og dét behøver ikke at være negativt. Ligeså lidt, som det er negativt, at jyderne har opgivet deres eget for at indgå i en dansk suverænitet.
Da jeg var barn, var det god latin blandt historikere at regne nationalfølelsen for kulturelt bestemt af nationalromantikken. Men i min historiebog kunne jeg også læse, at de mange græske bystater var blevet forenet i en fælles nationalfølelse vendt mod aggressoren Persien, for 2.500 år siden! Sandheden er i dag ikke så tabueret: Nationalfølelse er et par gener, der af kulturen kan blæses op til et gigantisk lebensraum, først og fremmest af en fælles fjende. Her i Danmark rørte den kraftigt på sig i 1600-tallet, da svenskerne blev nærgående. Og i sporten florerer den altid.
Jeg tror personligt, at små folkeslag er lykkeligere end store. Men dét er en anden kronik. Jeg har også følelsesmæssige bånd, der knytter mig langt stærkere til Danmark end til Neuropa (undskyld).
Men – right or wrong – om ens solidaritetsfølelse er knyttet primært til Danmark eller EU, siger ikke noget om nationalfølelsens styrke i ens bryst – dén kan kun rives ud ved génmanipulation. Man må blot gøre sig klart, at hvis solidaritetsfølelsen er knyttet til EU, så er Danmark ikke – og skal så åbenbart ikke være – et folk.

*Lars Brink er professor i dansk sprog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu